Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kj eld
Elfelt
ligvis bedrager hende for den Kærlighed, der
tilkommer hende som Kvinde.
Man har Lov at mene, at denne Lyrik er
mere »mandig» end saa megen anden
kvindelig Lyrik fra de sidste Aar. Hun er ikke saa
lidt stolt og trodsig i Form og Væsen. Er der
Sorg og Skuffelse i disse Vers — og en
Anger, der er alvorlig og oprigtig — saa er
den ogsaa dæmpet og holdt i Form af et
stærkt Kunstnersind. Et enkelt Digt virker
maaske lidt fortænkt og lidt isnende; et andet
strejfer det banale, men det stærke Væsen, der
er i hende (og i hendes Romaner) pines ved
Tanken om den Død og Udslettelse, der
venter hende. Skriver hun Digtet ned paa
Papiret, saa er Formaalet, at hun vil lære sig
selv den vanskelige Kunst at resignere — hun
vil overbevise sig selv om den Sandhed: at
Resignationen har Ret:
Sæt dig her og drik den gyldne Flamme.
Livet veksler — Vinen er den samme.
Se, mit Haar har faaet hvide Aarer.
— Græder du? — Ak, jeg har ingen Taarer.
Dine smalle Kinder er saa hvide.
Stille! — Kære, alt, selv Gud maa lide.
Ser du ikke, Høstens Nat er inde?
Aner du, hvad Høsten har i Sinde?
Høsten, det er Livets mørke Tugter.
Intet levner den af Livets Frugter.
Fra mit Hjerte falder ikke flere.
Sørger du? — Jeg sørger ikke mere.
Du vil vide, hvori Smerten bunder.
Ak, i Døden — den er Livets Under.
Du vil vide, hvortil denne Oden.
— Smerten lærer os at elske Døden.
5-
Aarets mest omfattende lyriske Præstation
var Fredrik Nygaards moderne Digtkreds:
Jernet synger. Desværre bliver det
nødvendig straks at tilføje: at det ogsaa var den
daarligste. Med en Smule Flid lod det sig
sikkert gøre at udvælge ti-tolv lyriske
Brudstykker, der ikke vilde misklæde en lyrisk
Antologi.
»Jernet synger» ligner Fredrik Nygaard
som et Fingeraftryk røber Forbryderen. Man
kender ham igen paa de friske, lidt stiliserede
Landskabsbilleder: Lys og Former, der
iagttages i en ilende Fart fra et rullende Auto-
mobil, fra Toppen af en Bakke eller fra et
Kirketaarn. Og man glæder sig nu og da
over et veltruffet Portræt eller en velklippet
Silhuet. Alan kender ham ogsaa igen paa den
unøjagtige, drengede Jargon, paa de halve
eller mindre end halve Rim, de forkerte
Betoninger og de mange sproglige Opfindelser,
der absolut virker irriterende, fordi de er
Rimfyld.
»Jernet synger» var vist ment som et
moderne Modstykke til »Gudrun Dyre» — eller
hvorfor ikke: en moderne »Adam Homo» ?
Alen Fredrik Nygaard kan ikke holde sammen
paa det omfattende Stof. Han er ikke i Stand
til at give mere end en udvendig, frisk og
lyrisk Ekspressionisme; han virker kun ved et
hurtigt og »malerisk» Blik og en kæk Jargon.
Af Aand og Hensigt mærkes intet. Det hele
ender perspektivløst som et vældigt
letløbende Rimeri, en lyrisk Kraftanstrengelse, hvor
Tyren slaas for Panden med mange
overflødige Sving og megen Støj.
»Jernet synger» foregaar i en lille By paa
Sjælland — et Utal af Personer strømmer
forbi og mange Ting hænder i den
romantiserede Hverdag. Et romantisk Sværmeri
beskrives og huskes — og de folkekomedieagtige
Effekter glemmes desværre først meget sent.
Det endelige Udbytte af denne
Kæmperoman paa Vers bliver blot et Par smukke,
lyriske Strofer om Vind og Vejr, om Maj og
Lærkesang, som man holder krampagtigt fast
paa, fordi de dog lader sig læse med Behag,
og fordi de nynner ganske fint. Man ærgrer
sig iøvrigt, naar de 400 Sider er forbi, over
at saa mange Kræfter og saa megen Energi
er blevet brugt forgæves — til Glæde for
hvem ? Kræfterne og Evnerne burde have
været anvendt anderledes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
