Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - København—Malmø for hundrede År siden. Af Julius Clausen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jtc li u s Clausen
sidst fik overrakt en fane med de forenede
danske og svenske farver. På Norge
tænkte ingen i denne forbindelse, og man
kan også forsvare at sige, at
Skandinavismen i Norge senere hen indskrænkede sig
til sympatier for Danmarks sag i
akademiske krese.
Til København kom en dag hele fjorten
slæder fra Landskrona og Malmø. Den
2i. Februar blev en stor dag. En skare
danske studenter rykkede ud fra
Toldboden. De vilde over isen til Lund. Men
da de var kommen hinsides Trekroner
mødte de 30 Lundensere, der vilde til
København. Danskerne vendte da om med
Lundenserne ifølge. Først gik det til
Regensen, hvorpå byens dengang få museer
besøgtes. Om aftenen improviseredes gilde
i Studenterforeningen, hvor der blev
drukket skåler for kong Carl XIV og kong
Frederik VI og for universiteterne i Lund
og København.
Næste dag drog Lundenserne afsted.
Danskerne fulgte dem på vej, et par
stykker vandrede med til Lund, og i den
nærmest følgende tid hørte sådanne møder på
isen, hvor man medgav hinanden
anbefalinger til venner og kammerater, næsten
til dagens program. I Lund festede man
naturligvis også for de danske gæster.
Men det vil næppe være rigtigt at lægge
nogen større betydning i disse muntre
sammenkomster. Det var glad ungdom, som
blev behageligt overrasket over at træffe
ligesindede kammerater istedet for uvillig
stemte fremmede; men udover de
personlige og åndelige interesser, der kunde
trives ved dette samkvem, tænktes næppe.
Skandinavismen lå endnu i svøbet. Da
universitetets rektor, professor Engeström
bød de Danske velkommen i Lund, talte
ban for Københavns universitet — ikke
for Danmark. Endnu var bevægelsen helt
lokal, mellem Skåne (Malmø og Lund) og
København. Det fremgår også tydeligt af
velkomstsangen af Lindeblad ved samme
lejlighed, hvor det hedder:
»Låt oss knyta brodersbandet
evigt mellan syd och nord.»
Digteren beder hilse Oehlenschlæger og
alt hvad Danmark »skönt och snillrikt
äger». Men tanker om en politisk forening,
ønsker om en forbindelse udover den
åndelige, findes her ikke spor af.
Disse sammenkomster fortsattes om
sommeren, og navnlig det følgende år
(1839) fandt et helt lille svensk
studentertogt vej over sundet. 150 svenske
studenter fra Lund sejlede over med det ny
dampskib »Malmø» og mødtes med de
300 Danske, der havde meldt sig som
deltagere. Man samledes på Regensgården på
trods af Regensprovstens forsøg paa at
hindre det. Kl. 4 drog toget afsted til
Charlottenlund, hvor de svenske studenter
imponerede de danske kammerater ved deres
flerstemmige sang. På turen videre hilste
man på Oehlenschlæger, som lå på landet
på Ordruphøj, og om aftenen var der
samling ved »Studenterkilden» ved
Dyrehavehegnet. Her blev nu for første gang
drukket skål for den hellige nordiske
trefoldighed, at forholdet måtte blive
inderligere og venskabet forplante sig til hele
befolkningen.
Til denne sammenkomst havde Carl
Ploug, Skandinavismens kommende
overgeneral, skrevet sin første skandinaviske
vise til en Bellmansk melodi.
»Kors — hvad må de tro derom
Tordenskjold og kong Carl i de saliges himmel.»
I dens tredje vers proklameres
studenternes førerskab i denne strofe:
»Svenske broder, ræk mig din hånd!
Det er musernes sønner, hvem kaldet er givet
at befæste dette bånd,
at genkalde det, søndret, til livet.»
Men Studenter-Skandinavismen er et
kapitel for sig.
138
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
