Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Nogle Relationer mellem svensk og dansk Teater. Af Robert Neiiendam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Robert Neiie 71 dam
Peter Fj e l st r up som
Ritmesteren i Faderen. 1 ç 1 7.
nemgaa den blodige Ironi at have
Teaterskræddere som Erik Bøgh og Moser til
sceniske Faddere i København, thi uden
»Mumbo-Gumbo» eller »En Tur til
Marienlyst» havde »Faderen» ikke naaet tolv
Opførelser. Men en Menneskealder
senere, i 1917, da disse Produkter forlængst
var glemt, genopstod Strindbergs
Ritmester i Peter Fjelstrups uforglemmelige
Fremstilling paa Betty Nansen-Teatret og
fængslede det store Publikum gennem
halvthundrede Opførelser. En stor
udisciplineret Komiker adledes af dette rige
dramatiske Stof til tragisk Skuespiller af
stort Format. Desværre naaede Fjelstrup
kun at faa vist denne gigantiske Skikkelse
i de skaanske Byer, men ikke i Stockholm,
hvor man fra tidligere Gæstespil, for Eks.
som Opvarteren i »Alexander den Store»,
kun kendte ham som den løsslupne
Spilopmager, der undertiden misbrugte sit Lune,
men ogsaa evnede at tænde Fest i
Tilskuernes Sind.
Strindberg maatte vente længe, altfor
længe, inden han fik Fodfæste paa Det kgl.
Teater. Han delte for saa vidt Skæbne
med Ibsen og Bjørnson. Først blev deres
Værker kasseret, og siden antoges de for
at blive til Ære for dansk Skuespilkunst.
Strindbergs første Sejre vandtes paa
Privatteatrene, og endelig i 1901 indførtes
han med »Skyldig- ikke skyldig?» (Brott
och brott) paa den danske Nationalscene,
som nu ialt har opført ni af hans
Skuespil, deriblandt »Erik den Fjortende» og
»Baandet», hvori Johannes Poulsen, Poul
Reumert og Bodil Ipsen fik Lejlighed til
at skabe Skikkelser, der hører med til det
snævreste Udvalg af Teatrets
Mesterværker fra den nyere Tid. Til sidst kom
Strindberg paa Mode i København: En
hel Vinter igennem kunde Kunstnere fra
»Intima teatern» under Ledelse af August
Falck samle Publikum om hans Værker
paa Originalsproget.
Danmark ejede ingen enkelt
Dramatiker, hvis Arbejder kunde betyde noget
tilsvarende for svensk Skuespilkunst. Men
naar der i København fremkom et
interessant eller morsomt Skuespil, vakte det
Opmærksomhed i Stockholm. Edv. Brandes,
Otto Benzon, Gustav Wied, Henri
Nathansen, P. A. Rosenberg, Edgard Høyer,
Hjalmar Bergstrøm, Gustav Esmann og
— for at være helt up to date — Kaj
Munk har faaet Arbejder opført paa
svenske Scener. Der er ingen Grund til
at opremse Titler, det maa være typisk
nok at mindes, at baade »Der var
engang —» (Holger Drachmann), »Den
gamle Præst» (Jakob Knudsen og Sven
Lange), »Lynggård og Co.» (Hjalmar
Bergstrøm), »Indenfor Murene» (Henri
Nathansen) og »Ordet» (Kaj Munk) har
fængslet svenske Sind. Undertiden vendte
man tilbage til de danske Klassikere, for
Eks. gav Gustaf Collijn paa »Nya intima
teatern» flere holbergske Forestillinger og
Wessels »Kærlighed uden Strømper». Det
hændte ogsaa, at et Skuespil, trods et dys-
410
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
