Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Liv og Literatur. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
gel erhvervede, ogsaa kendt som Bjørnstjerne
Bjørnsons yndede Opholdssted under hans
danske Besøg.
Brøndsted staar som en af de sidste
gam-mel-konservative Skribenter paa Skansen.
Han overgiver sig ikke, og hvad han skrev,
det skrev han. Han er stædig og rethaverisk,
men for saavidt sympatisk, som han er et
Mandfolk, der staar ved sine Ord.
En hel anden Verden aabenbarer sig i H.
C. Andersens Breve til Therese og Martin
R. Henriques 1860—75, som H.
Topsøe-Jensen har udgivet (H. Hagerup). Nordisk
Literatur ejer ingen bedre og ihærdigere
Brevskriver end H. C. Andersen. Alene hans
Brevvexling med Edvard Collin, hvis Udgivelse
er forestaaende, vil omfatte 4—5 Bind.
Professor Paul V. Rubow gør i sin Indledning
til den foreliggende Bog opmærksom paa,
hvorledes Eventyr-Digterens »stadige
Meddelelsestrang og Behov af Fortrolighed»
begunstigede denne omfattende Brevskrivning.
»Somme Dage er helt viede Korrespondance.»
I Andersens femten sidste Leveaar er
Familierne Henriques og Melchior hans
egentlige Hovedkvarter. Familiernes Overhoveder
er Svogre, og derfor fører det nøje
Bekendtskab med det Henriques’ske Hjem ogsaa til
Omgang med det Melchior’ske, der senere
»erobrer hans Fane. Overgangen finder Sted
ganske uden Gnidninger. Forholdet til det
ene Søskende Dynasti er ligesaa hjerteligt
efter Overflytningen til det andet, som før.»
Den Andersen, der træder frem i disse
Breve, er Digteren paa Rejse rundt i Europa,
Digteren som Herregaardenes forkælede
Gæst. Da han, kort efter at Bekendtskabet
med Familien Henriques er indledet, skriver
til Husets Frue fra Genève (2. September
1860), udbryder han: Hvor lykkelig er De
dog! et Hjem, et rigtigt Hjem er dog den
bedste Velsignelse, det faaer jeg nu ikke paa
denne Jord, og derfor er der en Uro i mig,
en Lyst til Omflakken, i hvilken jeg dog —
skal jeg ret lukke op for mit Hjerte — ikke
føler mig tilbunds glad; dog har jeg jo faaet
andre Goder, Vor Herre er utrolig god mod
mig! Tidt kommer den Tanke hos mig, det
maa dog slippe engang, hvad tung Prøvelse
mon forestaaer, for at dæmpe den Overmod
som det meget Solskin maaskee vækker.»
Ensomhedsfølelsen greb stadig Digteren
paa hans brogede Rejser gennem Europa,
hvor Berømmelsen ofte bragte ham lyse Stun-
der, om hvilke ban strax sendte de
kjøbenhavnske Venner udførlige Meddelelser. Naar
det stormende Efteraar kom, længtes han
stedse mod det solrige Syd. Trøst for tunge,
mørke Tider bragte Foraaret ham, naar
Skoven var saa dejlig grøn, og Kukkeren
kukkede, Kodriver, Anemoner og Stjerneblomster
mylrede frem. Paa Herregaardene —
Hol-steinsborg, Basnæs — er han altid ventet med
Glæde, hans Værelser er rigt indrettede,
Bordene fulde af Blomster. Men han higer mod
fremmede Egne, besøger 1866 Portugal,
sværmer i de stjærneklare Nætter, ser paa
Ildfluerne og hører Oceanet rulle.
Hjemme igen er han det Henriqueske Hus’
trofaste Ven og Gæst, og hans Breve til
Familiens yngste Medlem Marie former sig som
hele smaa Eventyr af en ubeskrivelig Ynde.
Digterens Forstaaelse af den barnlige Psyke
viser sig i disse smaa Epistler; han beder
hende f. Ex. 15 Maj 1871 hilse det hele Hus
»lige til de sidst udsprungne Bøgegrene, som
jeg ikke har seet, men til dem har jeg en
Hilsen fra de udsprungne Bøgetræer i Skoven
ved Basnæs, disse befinde sig alle vel i deres
nye grønne Kjole, kysset af Solskinnet og
fornøiet af Sangfuglene, Kukkeren siger »kuk,
kuk! smuk, smuk!» Turtelduerne kurre og
synge min Vise om Gurre. De hilse Marie!
Din rigtig kjæreste Ven: Andersen!»
En Digter, en Verdensvanderer, en trofast
Ven med Barnets hele Oprigtighed har
skrevet disse Venne-Breve om smaa og store
Oplevelser, om Sygelighed og Livsglæde, om
Skuffelser og Berømmelse. Men selv, hvor
det, der omtales, er Hverdagens allermindste
Ting, fornemmes den fine Digterhaand, der
har ført Pennen, fornemmes den dirrende
Følelse, det store aabne Hjærte, Sansen for alt
menneskeligt, det trofaste Vennesind.
Disse Breve, til voxne og Børn, skrevne
i Øjeblikkets Stemninger, lyse og mørke i
stadig Blandning, ejer en uudsigelig Charme.
Digteren H. C. Andersen lever i dem, stor
i Skrøbelighed. Han fortæller om løst og
fast, om Natur og Mennesker — og hvor
mange mærkelige og store Navne kommer
han ikke i Berøring med! Kongelige
Personligheder komplimenterer ham, alle Dignitärer,
Ministre, Gesandter, Pengeverdenens Fyrster.
Alle flokkes de i Beundring for
Eventyrdigteren !
Og hjemme i Tordenskjoldsgade i
Kjøbenhavn eller paa Petershøj ved Klampenborg
sidder hans Venner og glæder sig med ham —
508
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
