Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Ny dansk Prosa. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld Elfelt
Islands Fortid, og Skalholts fjerde og sidste
Bind danner Afslutningen paa Gudmundur
Kambans historiske Roman, hvor den
moderne Psykologi tumler med et vældigt
Menneskemateriale i historiske Omgivelser. Denne
»uaktuelle» Roman viser, hvor sikkert dansk
Prosa i Øjeblikket behersker den digteriske
Teknik, og hvor snedigt den forstaar at
anvende sine Evner.
Naar de yngste Gang paa Gang
fremhæver, at Skribenten skal interessere sig for
Tidens sociale Problemer, bryder de ikke en
Tradition. For Knud Bruun-Rasmussen
(Dette ene Liv), for Leck Fischer (En
Dreng fra Gaden) eller for Knud Sønderby
(To Mennesker mødes) og Erik Bertelsen
(Folk paa en Fabrik) betyder denne sociale
Interesse andet og mere end en Nysgerrighed
efter Menneskets utallige Spor, de talløse
Fingeraftryk paa Brugsgenstandene og det
enkelte Menneskes Sorg eller Lykke. Men
de interesserer sig aabenbart ikke for den
direkte politiske Agitation. Naar Knuth
Becker med sin store Roman Det daglige
Brød eller Erling Kristensen med
Kværnen maler — fik Læseren til at standse og
lytte, var det fordi Agitationen forvandlede
sig til Kunst og Lidelse under en Digters
Hænder ...
Da Emil Bønnelycke efter adskillige Aars
forsigtig Tavshed endelig igen lod høre fra
sig med en stor Roman, Lokomotivet, var
Romanen ligefrem en Selvbiografi, hvor
Digteren gjorde op med sin romantiske Fortid,
kasserede falske Idealer og lod Helten,
Digterens andet og daarligere Jeg, komme
ulykkeligt af Dage som Straf for den lyriske
Uvederhæftighed, der havde ødelagt hans
Tilværelse. Ogsaa dette var Erindring og Opgør.
Aarets bedste Novellesamling var en
posthum Samling Skitser af Knud Hjortø,
Under Livets Træ; de var stilfærdige og graa,
men stolte i deres Resignation. De handlede
om Kunstens Efteraar og var en Digters
illusionsfrie Afsked med Kunsten og Livet. Det
var ogsaa et Regnskab, der blev
afsluttet. Harry Søibergs Noveller Fra Hjertets
Krinkelkroge var en Skuffelse; de var saa
sentimentale, at de nemt kunde konkurrere
med de mest gængse Magasinrædsler; de
fortjente næsten at være posthume. Svend
Leopolds historiske Lyn-Seancer med
Aandens Stormænd (Søren Kierkegaard og
Grundtvig) havde ingen Interesse; de kunde
hverken glæde eller forarge nogen mere.
IV.
Jacob Paludans Roman, Torden i Syd,
er en sober Bog. Dens Teknik er
gammeldags og dvælende; alle Detailler staar
tydeligt og klart belyste; man mindes, med et
Suk, 8o’nes fineste, litterære Haandværk —
Topsøes og Herman Bangs Interiørkunst.
Men Jacob Paludan er bitter, hvor Topsøe
var ironisk.
»Torden i Syd» er en Udviklingsroman.
Det er velgørende at mærke Bogens rolige
Vækst. Der er god Tid. Fra Havnstrup
følger vi den unge Jørgen Stein et godt Stykke
Vej ud i Tilværelsen, fra den hjemlige,
søvnige Hygge til Skoleaarenes første Farer og
de begyndende Anfægtelser. Ved Siden af
Jørgen Stein — og i Glimt bag hans Ryg —
skimter man en anseelig Gruppe Borgere fra
det idylliske Havnstrup og megen flagrende,
frigjort Ungdom i det syndige Aalborg.
Portrætkunsten er sober og præcis som Stilen og
uden Pletter.
I Romanens bedste Partier har Jacob
Paludan faaet Luft for mange af sine bitre
Erindringer i Skildringen af Gullaschaarene, der
hærgede Landet som en Syndflod. Man
glemmer ikke den Stemning af selskabelig
Ube-kymrethed, der hersker i Amtmandens Hus,
naar Byens Honoratiores samles ved
Festbordene; man husker ogsaa den farlige
Knitren af store Sedler, Bouillon-Stanken, der
oser op af Kældrene i Aalborgs Baggaarde og
de glade Nætter bag Champagnekøleren paa
»Kilden» og de sørgelige Fester hos
Skønhederne i de berygtede Kvarterer bag Budolphi.
For det fine, stilfærdige Kulturhjem hos
Amtmanden betyder Krigsbudskabet kun et
Øjebliks spøgelsesagtige Stilhed under Middagen
—• samt et Kort med kulørte Knappenaale
over Krigsskuepladsen. Ingen forstaar, at den
europæiske Kulturs Skæbne afgøres i dette
Øjeblik. Det er Bogens Anklage.
Selv om Romanen endnu ikke er afsluttet
og hel i sin Komposition, og meget derfor —
tilsyneladende — ender i et blindt Spor, kan
man ikke lade være med at interessere sig for
de mange fint udførte Enkeltheder. Man kan
glæde sig over den Følsomhed, der ligger i
Skildringen af Drengen, Jørgen Steins,
sværmeriske og drengede Stemninger, naar
Hjemmet ikke længere beskytter ham bag
Gardiner og lune Vægge. Der er en fortryllende
Ungdom i hans usikre Sværmeri for Kvinden.
Det har ogsaa en vis Betydning, at Jørgen
542
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
