Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Ny dansk Prosa. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk Prosa
Henri Nathansen.
Grad sit Perspektiv, fordi hele Handlingen
stadig foregaar i Nutid. Og Repliken mister
noget af sin Farve og Afveksling ved stadig
at omsættes til en indre Monolog, der ikke
siges, men mumles. Rasmus Vejmand er —
socialt — gaaet i Hundene, men han søger at
bevare sin sjælelige Renhed ved at
inderliggøre sin Tilværelse. Skildringen af hans
»naive» Fornemmelser, af Husenes, Jordens
og Træernes Liv er meget smuk og poetisk.
Det kan ikke nægtes. Hans Forsvar for den
bartianske Ærefrygt for Gud, er derimod
yderst uklar og overfilosofisk. Rasmus
Vejmand søger Lykken i et stilfærdigt og ensomt
Liv, og da han finder Minna, der virkelig
har et Smil tilovers til ham, skønt han er saa
ussel i de andres Øjne, begynder der
tilsyneladende en bedre sjælelig Frihed for ham.
Men ogsaa her kommer Missionsmanden med
sin religiøse Pest. Rasmus møder modigt sin
Fjende og taler sig fri af sin Sygdom. »Den
største Overfladiskhed, som denne Jord har
kendt, det er Fromheden, Fromheden,
Fromheden, al Menneskeheds stinkende
Selvtilfredshed. Og den største Løgn paa Jorden
er Fromheds Magt; Skolerne skulde lukkes
og Kirkerne skulde brændes, hvis der ikke
bliver forkyndt andet end Fromhed. Hvis
Mennesker vælger at tro paa Gud, saa skal
Gud forkyndes og ikke Menneskers Tro, den
er ligegyldig, den er ingenting ...» Det er
Resultatet af Rasmus’ lange Monolog. Da han
har aflagt sin Bekendelse og befriet sig for
sin Fjende, Missionæren, forsvinder han. Der
bliver ikke noget Hul efter ham ... en Myre
trampes ned, det betyder ingenting.
Marcus Lauesens Roman er ret svær at
komme igennem. Typen Rasmus er egentlig
ret usandsynlig, baade i sin Psykologi og i
sin Skæbne. Desuden staar han alene; der
er for meget Luft mellem ham og de faa
Figurer, Bogen ellers beskriver. Og
Handlingen omsættes til en Monolog, der løber Dag
og Nat. Det svækker Bogen som Roman. Men
Behandlingen af de sjælelige Stemninger, den
langsomme Overgang fra Lys til Skygge,
fra Mørke til Dag, er gennemført med en
Alvor, der kun kan imponere og glæde den
Læser, der mener at en Roman ogsaa skal
betyde et Arbejde for ham.
35 — Ord och Bild, 42:0. årg.
545
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
