Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Ny dansk Prosa. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld Elfelt
G u dmundu r Kamban.
des, og naar Jake diskuterer med Gretters
Hoved om Nutidens Gud, Mammon, og om de
moderne Menneske-Guder, der dræber
hinanden fra Luften med Gift og Bomber.
Situationen kan blive helt grotesk, naar Fru
Torgerd vil tænde Ild op i det elektriske Køkken
eller Gretters Hoved lytter ved en skrattende
Telefontragt; det kan blive jör grotesk,
selvom Forfatteren derved vil afsløre, at Død er
Liv og at man aldrig kan være helt sikker
paa, at Fortiden hører op, hvor Nutiden
begynder, og at man aldrig kender de sjælelige
Kræfter eller de »døde» Ting til Bunds.
»Vikivaki» kan ikke maale sig med »Jon
Arason» eller »Svartfugl», hvor Figurerne
ikke var Spøgelser, men Folk med Muskler
paa Kroppen, og hvor Spøgen ikke var sat
saa meget paa Spidsen som her.
VII.
Med dette fjerde Bind af sin historiske
Skalholt-Roman Quod felix, har Gudmundur
Kamban afsluttet sin imponerende Roman om
den myndige Skalholt-Bisp, Brynjolfur
Sveinsson, og hans stolte Datter, Ragnheidur.
Man kunde nære nogen Ængstelse for, at de
historiske Kendsgerninger (Navnelisten bag
i Bogen over de omtalte Personer fylder ikke
mindre end 16 Sider) vilde hæmme Digterens
frie Fiktion. Det er ikke blevet Tilfældet.
I »Quod felix» afsluttes Mester
Brynjol-furs Saga — hans sidste Aar paa Skalholt
og hans mærkelige aandelige Forvandling, da
Alderdommen lægger en Skal af Kulde,
Smaalighed og Bitterhed om hans ellers saa
friske Sind. Ogsaa denne Del af Romanen er
fortalt i en kort, stakaandet Stil —
Smaasæt-ning efter Smaasætning. I Begyndelsen
virker Stilen lidt koldt og gør Tilegnelsen af
Stoffets mange Enkeltheder lidt vanskelig,
men efterhaanden mærker man Rytmen i
denne moderne Sagastil — der heldigvis ikke
er nogen direkte Efterligning — og
Forstaaelsen lettes af Sprogets musikalske Takt.
Man generes ikke længere af Historiens Tal
og Kendsgerninger eller af de mange
Uddrag af Bispens Brevbøger.
Det er heldigt, at denne. store Roman ikke
er skrevet for en falsk Romantiks Skyld, men
for de levende Personers. Derfor har Bogen
sin særlige Bevægelse, en langsom stædig
Rytme, naar det gælder at beskrive Tidens
sjælelige Raadvildhed, Djævleskrækken, der
hærger Island, Baal, Bryllup eller Nødaar ...
Paa de sidste Hundrede Sider naar Romanen
sit Højdepunkt. Billedet af den myndige og
kloge Biskop paa Skalholt, der bærer alle
Skæbnens haarde Slag med en smuk religiøs
Resignation, er kraftigt i sin Beherskelse og
Tugt. Man ser ham for sig, som han sidder
der bag Vinduestæpperne, beskyttet mod det
skærende Lys, ifærd med at gøre
Regnebrættet op ... Det er gjort med faa, haarde Træk:
»Hans Retfærdssans, som tidligere havde
holdt hans Haardhed indenfor Herskerens
Grænser, Ansvarets positive og menneskelige
Grænser, udartede nu, da han saa den
for-raadte ham, til den skuffede Mands stædige
Egenkærlighed. Sorgen gør ham ikke ydmyg,
ikke verdensfjern, den strammer Musklerne
omkring Munden, der skjules i hans rødhvide
Skæg, usynlige Muskler som klemmer fast
om Ordene, ikke blot naar de indeholder en
Befaling, eller endogsaa en Ubehagelighed,
men ogsaa naar de udtrykker de mest
dagligdags Bemærkninger ...»
Skildringen af hans sjælelige Forvandling
i Alderdommen, da han forfølges af Angst
for at de jordiske Regnskaber ikke skal være
i Orden, og da han føler, at alle forlader ham,
kunde ikke være bedre som Afslutning:
Mindet om lille Tordur plager ham, og han har
kun Grave.
550
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
