Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Det store Vendepunkt i Grundtvigs Liv. Af Paul V. Rubow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paul V. Rubow
tidelig Afbigt for sin ukristelige og
forargelige Lærdom eller nedlægge sit
Embede og aflægge sit christne Navn».
Dersom Clausen ikke vilde gøre nogen af
Delene, da erklærede Grundtvig, som en
ny Pave, ham paa Kirkens Vegne for »en
falsk Lærer, som misbruger det christelige
Navn til . . . at forvirre og forføre
Menigheden, stræber at undergrave den
Kirke, han udgiver sig for at ville tjene og
befæste».
Clausen tog Angrebet paa en anden
Maade end ventet. Han anlagde Søgsmaal
mod Grundtvig for Injurier. Der blev
forhandlet mellem Parterne forinden, og
Grundtvig tilbød at tage alle Sigtelser
tilbage der angik Clausens borgerlige Ære
og hans Sindelag og Hensigt med sit
Værk; men det vilde Clausen ikke vide
Noget af. Det første Offer Processen
fordrede, var selve Prokurøren, den
berømte Jurist A. S. Ørsted, en af de Mænd
som havde fremkaldt en Vending i
Opfattelsen af Rationalismen, da han ved
Aarhundredets Begyndelse angreb
Lyksa-lighedslæren i en højere Moralitets Navn.
Grundtvig beundrede ham højlig, og det
falder tragikomisk at se ham optræde paa
Modpartens Side. Den ellers saa korrekte
Månd forløb sig og offentliggjorde inden
Proceduren en Afhandling i et juridisk
Tidsskrift hvori han gjorde Rede for sit
Syn paa Sagen. Den paadrog ham et
Tilhold fra den landsfaderlige Regering om
at standse sin juridiske
Forfattervirksomhed — til Sorg for den store
Videnskabsmand og til ubodelig Skade for vor
Retsvidenskab. Grundtvig gik det ikke bedre:
hans Udtalelser blev kendt »døde og
magtesløse» (Ordene gjorde et saa dybt
Indtryk paa ham at de fra den Tid af hvert
Øjeblik dukker op i hans Skrifter) ; han
selv fik en Pengebøde og blev sat under
Censur. Det sidste var et Tordenslag for
ham: fra nu af til 1838 maatte ethvert
nok saa lille skriftligt Indlæg fra hans
Haand udkomme med et væmmeligt
ydmygende »Maa trykkes» af Censoren over
Texten. Sagens Udfald var heller ikke
ganske uden Sammanhæng med at han i
1826 nedlagde sit Præsteembede. Og for
H. N. Clausen blev Sagens Udfald saa
sandelig heller ikke behageligt. Han havde
alene foranlediget Proces for at faa en
Afgørelse af det Spørgsmaal, om en
theologisk Professor havde samme Ret til at
forske og lære som andre — i Stedet for
en Dom i Favør af Lærefriheden fik han
sat en Medbroder under Censur. Det var
hvad den vordende Stifter af »Selskab til
Trykkefrihedens rette Brug» opnaaede.
Foruden naturligvis at binde sine
Modstandere fastere sammen og drage en
Syndflod af nye Injurier ned over sit
Hoved fra Grundtvigs alt andet end
delikate Væbner Lindberg. Han havde holdt
sig for fornem til at svare Grundtvig; nu
blev han nødt til at skrive et helt
Forsvarsskrift Den theologiske Partiaand mod
Lindberg, som han fandt mange Gange
afskyeligere.
Under saa meget Bulder kom
Grundtvigianismen ind i Verden. Længe varede
det ikke, før Grundtvig saa Frugterne af
sin Optræden. Vei gik Bisperne ham imod
i 1826, men allerede i 1828 kom der en
Kancelleskrivelse der indskærpede at
Bisperne nøje skulde følge de gældende
Ritualer. Og snart flokkedes en voxende
Tilhængerskare omkring Profeten.
Grundtvigianismen blev udbygget. P. C.
Kierkegaard, Søren Kierkegaards Broder, føjede
til Mesterens Lære den kirkehistoriske
Paastand, at »det lille Ord af Herrens
Mund» stammede fra de 40 Dage.
Grundtvig selv kom i Salmer, Læredigte og
Afhandlinger mere og mere ind paa den
Tanke, som sikkert er den oprindelige hos
ham, at »Daabspagten» ikke blot er det
ældste Vidnesbyrd om den kristne Kirke,
men at det er Guddommen selv, der med
disse Ord og »under denne bestemte Or-
92
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
