Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kj eld Elfelt
mende i sin Glæde ved Foraaret og de nye
Kræfter i Mulden. Han er saa fortvivlet, naar
lian synger om Vinter og Død, at man bliver
knuget af Ordene:
Jeg rider paa ravnsort Hest
med endeløs Kummer
som ubuden, frændeløs Gæst,
hvis Nag ej forstummer.
Dagningens Fjende er jeg,
min Fane er Hunger,
Døden er med i min Leg,
vi er Stormnattens Tunger.
Og vi nynner med i Taktens Dans, naar
han priser Foraaret og den kommende, lyse
Dag:
Saa synger Skoven tusindfold
og Mulden gror og klinger,
saa sagte under Sten og Knold
staar Sus af Blomstervinger.
Alverden spiller op til Dans
naar du paa Jorden træder,
selv Spurven lyner i din Glans
og kvidrer til din Hæder.
Man skal ikke forlange Fornuftgrunde af
liam; han er altfor klog til at være fornuftig,
men man skal glæde sig over hans »lyriske
Afsind» og hans urokkelige poetiske Tro. Han
er et Menneske »af Hjerte» og gaar til
Hjertet. Han er ikke Artist eller Jonglør og giver
ikke den sultne Sten for Brød. Hans
Sprogsans finder Vej og Sti, hvor andre snart
vilde snuble i de sandede Spor. Han har ingen
Betænkeligheder, og derfor skifter Billede
med Syn, og de Fejl, man fandt undervejs,
gider man ikke længere huske. Johannes
Wulff er naiv og klog, erfaren og et
bedaarende Barn med Krøller. Som Digter finder
han nye Ord, der funkler fra Papiret
(»Kvidrefavn», »Fuglelunde»). Hans Digte
er rørende som Kærlighedssange (»Gammel
Kærlighed»), vældige som Salmer
(»Dæmring», »Udve») og velgørende som Viser om
Fædrelandet (»Danmark»). De smelter
næsten i Munden og de har næsten alle den
samme mørke Klang af Orgel.
S-
»Sandalmagernes Gade» var ogsaa en
lyrisk Manifestation; man mærkede
Forfatterens Glæde ved den plastiske Opstilling af
Figurerne og hans Sans for den klassiske
Koncentration. Nis Petersen er egentlig
Lyriker. Det var ikke mange, der lagde Mærke
til »Nattens Pibere», da den udkom, og En
Drift Vers vil sikkert heller ikke faa et
tilsvarende Antal Læsere som
»Sandalmagernes Gade». Det er Synd.
»En Drift Vers» er en ulige, men stærk
Samling Digte. Bogen er desværre forsynet
med et skabagtigt — og anonymt — Forord,
hvor det fortælles, at Forfatteren ikke ved,
om han har glemt sine Manuskripter paa
Færøerne eller i Montenegro. Digterens
Venner har med Møje reddet disse Vers, der dog
er kendt af Tusinder, fra Undergang.
Nis Petersens Vers er imidlertid lige saa
stolte og mandige som Forordet er krukket
og romantisk. Hans Skole er den engelske,
Bums-varme og muntre Vise, haard i Slaget,
frisk og saftig og med en velindprentet
Moral om Sandhedens Ret og Mandens — og
Digterens — Pligt mod sig selv. Her er ikke
mange overflødige Ord; Verset er bygget op
med en Fasthed og en lyrisk Logik, der
virker som en Velgerning mod den, der læser,
især da vi har lyrisk Ordgyderi nok. Baade i
den »moralske» Vise, hvor Spot har Snært
(»Sendebudet», »Kit in memoriam») og
Opmuntringen Fart eller i Pastichen (»Et Kvad
om en Knes fra Peene») — der dog
undertiden er lidt preciøs i sit Ordvalg — er
Figuren, han vil have frem, veltegnet og hans
egen Holdning til Problemet, der behandles,
aldeles utvetydig. Nis Petersen er en haard
og vejrbidt Herre med mange Sorter
Erfaring. Han er haard som et Træ og alligevel
blød som et Kattekilling. Det er hans Talent
at være det. Han lægger ikke Fingrene
imellem, naar han rammer et Slag ud, naar han
pisker eller haaner, men han er ikke mildere
mod sig selv end mod de andre, og derfor er
»En Drift Vers» værd at tage i Haanden, værd
at tage Belæring af og værd at gemme et
sikkert Sted i Erindringen, selv om Udvalget
er tilfældigt. Hvem kan glemme »Spillet»,
hvor Digteren gyser ved Tilværelsens
viljeløse Kræfter:
I denne dybe Nat skal Millioner
af Mennesker uønsket blive til.
Og døendes utalte Formationer
skal gaa ad Veje, som de ikke vil.
I denne dybe Xat skal Graaden græde,
mod disse Stjerners Glans skal Lysten le;
i Folderne af dette skønne Klæde
skal skjules det, som nu skal ske — skal ske.
Hør, søde Barn, hør Terninger, som ruller,
og Øjne tælles tyst i Nattens Graa.
Jeg fatter kun dit Hoved mod min Skulder,
og at vi er saa smaa — saa myresmaa . ..
160
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
