Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk Lyrik
6.
Harald Herdal er en omvendt. Hans nye
Digtsamling indledes med et Motto af
Heinrich Heine: »Vi vil hernede paa Jorden alt
nyde Himmerigs Glæde...» I Bogens første
Digt, »Menneskene og Livet», stiller Harald
Herdal sig frem paa Torvet og bekender for
sine Tilhørere, at han har svigtet — svigtet sin
Moder og den Klasse, han tilhører;
Baggaar-den og den navnløse Mængde har han glemt,
fordi han var »fordybet i Digtet om
Mennesket og Naturen». Han glemte den graa
Virkelighed, der kaldte paa sin Digter.
Programmet er med andre Ord blevet: marxistisk
Lyrik. Teorien behøver vi ikke at drøfte her.
Der er kun Grund til at stille et Spørgsmaal:
kan Harald Herdal opfylde Programmet, og
gør han det i Nøgne Digte?
Hvis nogen kan skrive »Proletarlyrik»,
maa det være Herdal. Han har Hadet, han
har Evnerne og Erfaringerne. Man kan ikke
sige andet end, at Programmet har givet hans
Lyrik en ny Rejsning, og det direkte Maal
har givet ham en Samling, i Ord og
Metaforer, som han tidligere manglede (»Eros og
Døden»).
Hans Strofer tynges ikke længere af uklar
Filosofi, men sætter Had, Medlidenhed og
Oplevelsen paa Papiret uden Omskrivninger.
Det er ikke blot Herdals bedste Digtsamling,
men ogsaa den eneste — og bedste —
Proletarlyrik, vi har. Endnu da.
Bogens Vers (er det ikke en Luksus med
disse Rim?) handler om Fattigdommens
fattige Glæder, »Skovturen» i Byens
sommerhede Park, Papirsblomster paa det fattige
Bord og om de stille og kuede Eksistenser.
Herdal taler tonløst og uden Iver eller strenge
Ord om de fattiges Kaar, og netop derfor
rammer hans Ord paa det rigtige Sted. Han
har aabenbart med Vilje revet de »forlorne»
og florlette Vinger af Inspirationen. Naar
hans Had tager Overhaand bliver han
undertiden for eensidig eller — plat. Noget andet
er, at det samme sagt i Prosa havde faaet
mere Slagkraft for et større Publikum. Nu
er Verset kun for de faa, foragtede Æsteter.
Naar Herdal lader Tingene tale med deres
egen spinkle, men manende Røst, faar hans
Vers en mærkelig Klang af Modløshed, der
kan blive til Trods, af Underdanighed, der
kan forvandle sig til et Skrig om Hævn. Man
mærker Hverdagen og den graa Virkelighed,
han vil digte om, som en farlig Hede og en
11 — Ord och Bild, 4årg.
Nis Petersen.
begravet Harme i de stille Strofer. Det er
Herdals Sejr paa Kunstens Vegne. Det er
ikke en Lyrik med Uretten som en Ild i
Synet, men det er en Digters manende
Enetale med sig selv. En Gæld betales. Herdal
har i alt Fald aldrig haft saa megen Magt i
sine Ord som her, fordi han er uden »Finhed»
og Stylteri. Naar han er bedst — og det er
ikke, naar han forsøger sig paa den sylefine,
heineske Satire — har han fanget baade
Virkeligheden og Virkelighedens fattige og
upoetiske Poesi (»Alderdomshjemmet», »Rejse»)
eller skabt et menneskeligt Portræt i Træ.
Nu tændes Petrol eumslamperne
og lyser bag emmede Ruder,
i Køknerne gnitrer Komfurernes Ild
mens Maden paa Panderne spruder.
Smaa Kirker ringer med Klokkerne
i Nordsjællands ensomme Sogne,
Hundene løber af Gaarde og gør
mod Vejenes skrumplende Vogne.
7-
Som første Signalement er det
tilstrækkelig at gøre opmærksom paa, at de forskellige
Afdelinger i Alex Garffs Digtsamling Den
bedende Dreng er forsynet med et Motto af
Wergeland. Hvis man dertil lægger, at det
indledende Digt er nogle Mindevers over
Knud Hjortø, har man i to Streger Alex
Garffs lyriske Portræt. Hos ham finder man
ingen store Fagter, intet rungende Raab over
I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
