Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Fra Grundtvig til Pontoppidan. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra Grundtvig til Pontoppidan
Allerede i 1830 gør Andersen Vennen
opmærksom paa, at han er den eneste, han har følt
sig draget mod. Men den »Hovmester-Tone»,
Collin yndede at anslaa overfor Digteren,
bragte ofte Kurrer paa Traaden, naar Collin
saaledes meddeler, at Folk kalder ham Egoist
og beskylder ham for Indbildskhed. Andersen
er uhyre sensibel og føler sig saaret over, at
hans »eneste sande Ven» bringer den Art
Sladder til Torvs.
Fra Hamborg anraaber han 1831 Collin
om at være hans »rette Ven», han trænger til
»et aabent Hjærte», og han udbryder: »Jeg
har ogsaa en Bøn til, De vil maaskee lee, men
vil De engang ret glæde mig, ret give mig et
Beviis paa Deres Agtelse — naar jeg
fortjener den — saa — ja De maa ikke blive vred!
—■ Siig Du til mig! mundtligt vil jeg aldrig
kunde bede Dem derom, det maa ske nu, nu
medens jeg er borte, har De noget derimod,
saa tal aldrig til mig derom, jeg vil,
naturligvis, aldrig ytre det mere! I Deres første Brev
jeg nu faaer, vil jeg see om De har vilde glæde
mig, og jeg drikker da Deres Skaal der og
det ret af Hjertet. — Er De vred? — De kan
ikke tro, med hvilket bankende Hjerte jeg
skriver dette, skjøndt De ikke er her.»
Collin afslaar køligt Andersens Bøn. Han
fortæller om en Justitsraad Wiborg, der
blev grebet af en saa ubehagelig Følelse, da
Baggesen proponerede ham at sige Du, »at
han næsten fik noget imod Baggesen». Collin
spørger videre: »Og hvortil skal denne
Forandring i vort Forhold?» Han afviser Tanken
derom, misforstaar ikke Andersens
Anmodning og haaber heller ikke selv at blive
misforstaaet.
Collin bestræber sig stadig for at fastholde
Andersen ved Jorden. Han skriver i 1833 til
ham i Rom for at advare ham mod den
umaadelige Egoisme »at tiltro Folk denne
Interesse for Dem; Skylden maa være Deres
egen, thi Publikum, idetmindste
Recensenterne, have sandelig ikke givet Dem
Anledning dertil». Han fremhæver »de till
Fortvivlelse vanskabte ja formløse Steder» i hans nye
dramatiske Værk »Agnete og Havmanden»,
der har bevirket, at han under Korrekturen
tit har været grædefærdig, men »som oftest
qvaltes min Graad af Ærgelse».
En anden Gang, da Andersen er paa et
af sine sædvanlige Herregaardsbesøg — det
er i Sommeren 1835 — ironiserer Collin over
ham som Midtpunktet i en Kreds af Damer
»som deres lange Kjæledægge. Er der slet
29 — Ord och Bild, 4årg.
ingen Mandfolk? Faaer De Deres Thee paa
Sengen?–-Ved det Sværmerie for Dem,
som De nu seer Dem omgivet af, maa De kunne
gjøre Dem et Begreb om, hvorledes man om
et hundrede Aar vil omgaaes med Deres
Skrifter. Saa vil man læse i Fortællinger, hvorledes
en ung Pige sees siddende paa en Havebænk
med Strikketøiet liggende ved Siden, med
Haanden under Kind, og med en opslaaet
Andersen foran sig. Ligesom man taler om
Shakespeare, Byron etc. vil man da sige:
’jeg vil have min Andersen indbundet i stivt
Bind’, eller: ’jeg vil kaste op i min Andersen’
osv» —•
Da Collin skrev disse Linjer, hvis Ironi
var beregnet paa at saare den følsomme
Digter, anede han ikke, at hundrede Aar senere
vilde H. C. Andersen blive regnet blandt de
største Digtere og læst over hele Jordkloden.
Og Collin fortsætter: »Forresten bliver De
meer og meer Verdens-Menneske, meer
prac-tisk-fornuftig. Før, naar De havde skrevet et
smukt Vers, saa gik De ud i en Skov eller et
andet poetisk Sted og raabte: ’ja, jeg er
Digter!’ og saa glædede De Dem ved den
op-høiede Tanke om Deres Navns Forherligelse.
Nu derimod — som jeg seer af Deres Brev,
hvor De taler om det Sværmerie, der paa
Lykkesholm vises Dem, saa at Valget af
Retterne endog overlades Dem — tager De
Tingene fra den rigtige Side: De benytter
Deres Navn og Indflydelse som Digter til at
vælge den Mad, som De holder meest af;
og naar De saa har spiist noget rigtigt godt
og rigtigt meget, saa gaaer De ogsaa hen paa
et vist Sted, og raaber: ’ja, jeg er Digter’, og
da er De virkelig Poet i Ordets egentligste
Forstand».
Saa affejende og haanende tillod Collin
sig at tiltale Familiens Protegé i 1835,
»Improvisatorens» Digter, der i Maj desuden
havde udgivet første Hefte af »Eventyr
fortalte for Børn», der indeholdt »Fyrtøjet»,
»Lille Claus og Store Claus», »Prindsessen paa
Ærten» og »Den lille Idas Blomster».
Andersen, der havde »en fanatisk Tro paa Forsynet»
(Brev til Collin 19. Maj 1831), har ikke af
Collins Ord, hvormeget de end i Øjeblikket
pinte ham, ladet sig rokke i sin Tro paa, at
»hvad Gud har bestemt, skeer».
I Faaborg traf han i August 1830 Agent
Voigts Datter Riborg, »endogsaa smuk og
hvad jeg især lider, meget naturlig» — hans
store ulykkelige Kærlighed! Aaret efter
skrifter han i et Brev fra Berlin til Collin om sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
