Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Fra Grundtvig til Pontoppidan. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra Gr ti ndtvig til Pontoppidan
jeg beundrer den menneskelige Aand! ja,
den maae være udødelig!; mit Hjerte sang en
Hymne til Gud saa begeistret, som vist
noget Hjerte har sjunget det paa den
flyvende Vogn. O, saaledes at reise ja det er
just det rette. Dampvognen, som jeg var
angest for, det er just min Reise-Hest!»
Og atter og atter gennem Aarene sætter
han sig paa »Dampvognen» — den kan nu
ikke blive hurtig nok for hans utaalmodige
Digteraand, og han aner da en Fremtid, hvor
Flyvemaskinen fører den rejsende gennem
Luftens Riger.
Man lever med Digteren i disse Breve —
han er snart himmelhøjt jublende, snart
bedrøvet til Døden. Hans Personlighed, inden
han fylder 40 Aar, træder frem i alle sine
afgørende og bestemmende Træk — naar
Brevsamlingen ad Aare foreligger fuldstændig,
vil den være som en Biografi i Breve,
omhyggelig samlede og kommenterede af de to
flittige og kyndige Udgivere.
H. C. Andersen paa hans Berømmelses
Højde træder frem i H. C. Andersen og Odense
1866—1875, Dagbøger og Breve, som Chr.
M. K. Petersen og Svend Larsen paa »H.
C. Andersen-Samfundets» Vegne har udgivet
som første Bind af en Skriftrække
»Ander-seniana» (Levin og Munksgaard, Ejnar
Munksgaard) .
Bogen bringer Digterens Brevveksling med
Biskop C. T. Engelstoft i Odense. I den
smukke Bispegaard var han en kærkommen Gæst,
her traf han Byens ledende Personligheder
og lærte en ny Generation at kende, efter
at de Slægter, han havde mødt i Barndommens
By, var sunkne i Graven. Han, der var bleven
en fremmed i sin egen By, denne »Skueplads
for hans Barndoms Minder», skulde nu hædres
paa fremragende Maade ved at blive
udnævnt till Æresborger i Odense. En gammel
Kone havde i hans Barndom spaaet, at Byen
en Gang vilde blive illumineret til hans Ære.
Nu gik Spaadommen i Opfyldelse hin 6.
December 1867, da Æresdiplomet blev overrakt ham
paa Raadhuset, og inden Digterens Død
1875 besøgte han flere Gange Odense, ligesom
Byen udmærkede ham med en Deputation paa
hans 70 Aars Fødselsdag 2. April 1875.
Baan-det mellem Fortid og Nutid var atter knyttet,
og Andersen ændrede 1873 sit Testamente,
saaledes at en Række Institutioner i hans
Fødeby blev delagtige i Arven efter ham. Ved
hans Jordeferd 11. August 1875 fra Frue Kirke
i Kjøbenhavn talte Vennen Biskop Engels-
toft, der sagde disse Ord: »Paa intet Sted
er dette Livs vidunderlige Eventyr saa
levende malet for Alles Øine, som der, hvor
endnu Huset staaer, under hvis låve Tag
de første Tanker rørte sig i Barnets livfuldt,
fremadhigende, underlig bevægede Sjæl, og
der, hvor vi siden saae den feirede Digter
modtage Medborgernes enestaaende
Hyl-ding.»
I Brevvekslingen træder den gamle
Andersen frem i sin barnlige Naivetet, i sin sygelige
Forskræmthed, i sin dybe Taknemmelighed,
i sin elskelige Ubehjælpsomhed og i hele sit
rige poetiske Gemyt — alle de Enkeltheder,
der betinger Digteren, samler sig her til en
fortryllende Karakteristik af den store
berømte H. C. Andersen, Æresborger i Odense
og Borger i hele Verden, saaledes som han
er vedbleven til den Dag i Dag at være
Verdensdigter, hvem endog Japan har bragt en
Hyldest i hans beskedne Fædrehjem i Hans
Jensens Stræde hvor nu Museet omfatter
utallige Minder om ham.
H. C. Andersen skrev Eventyr, Henrik
Pontoppidan derimod Krøniker. I disse
nedlagde han sin mest bidende Ironi, sin blodigste
Satire, og dog er der ligesom enkelte
Forbindelsesgange mellem Eventyrdigteren og
vor Tids »Krønike»-Skriver. Begge havde i
deres Barndomsaar som »første Udkigspost
fra Hjemmets Vinduer» en Provinsby-Gade.
Men Modsætningen mellem Skomager-Hj
emmet og Præste-Hjemmet er alligevel for stor,
til at der kan bygges Bro over den: mellem
Andersens lyse Barnesind og Pontoppidans
bitre Menneskeskildring.
Pontoppidans Øjebliksbilleder »Drengeaar»
(Gyldendal), fredede som de er blevne af
Mindet, er ualmindelig indtagende. Han
siger selv, at »de løfter sig op fra Sjælens
Ur-tidsmørke som solbeskinnede Klippetinder
fra et Hav, hvor en Verden er gaaet under».
Om Slægten og dens Personligheder, som de
viste sig for Drengen, fortæller han ofte med
spydige Ord, som naar han ironiserer over
»den uforløste Teolog» i mange af dem, hvad
der »forvoldte en aandelig Bespændthed og
vedvarende Veer, der kunde blive til Plage
for Omgivelserne». Altid maatte og skulde
de præke, »ofte endda med større Nidkærhed
og højtideligere Salvelse end deres
ordinerede Frænder. Den anmassende oprakte
Pegefinger, der kunde virke irriterende paa
Folk, var en nedarvet Gestus, som gik igen
451
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
