Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Nyere dansk Sprogforskning. Af Aage Houken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aage H o u k e ii
Det er den nationale danske
Sprogforskning, der, som det ogsaa var at vente, har
optaget de fleste Forskere, og saa er det endda
egentlig først i de sidste 10 Aar, at man kan
tale om et Opsving. Indtil 1908 sad den
banebrydende Runeforsker Ludvig Wimmer som
Professor i nordiske Sprog, men det synes,
som om han ikke i synderlig Grad har virket
inspirerende som Lærer. Betydeligere som
Pædagog, men meget mindre produktiv var
hans Efterfølger (1911—26) Verner
Dahlerup (f. 1859). Han udgav 1896 den første
virkeligt gode Fremstilling af det danske
Sprogs Historie, nævnes skal ogsaa en
udmærket lille »Svensk-dansk Ordsamling» (1918)
der ikke mindst er af Værdi for Lærere. Men
Hans Produktion er ikke blevet stor, ikke fordi
han var inhabil, hvilket en Række smaa
Specialafhandlinger har vist, men fordi han med
stor Selvfornægtelse har sat al anden
Produktion til Side til Fordel for den af ham
planlagte Ordbog over det danske Sprog. Allerede
i 1880’erne begyndte han at indsamle
Materialet til den, men da den skulde til at udkomme i
Begyndelsen af dette Aarhundrede, viste det
sig, at Opgaven var for stor for een enkelt
Månd, og Udgivelsen blev derefter overtaget
af »Det danske Sprog- og Litteraturselskab»
under Ledelse af Fru Dr. Lis Jacobsen og cand.
mag. Juul-Jensen. Det er dog stadig
Dahlerups Samlinger, der udgør Grundstammen af
Ordbogens Materiale, og hans vældige
Arbejde paa Grundlæggelsen vil til alle Tider
sikre hans Navn fra Forglemmelse.
»Ordbog over det danske Sprog» begyndte
at udkomme i 1918 og er siden udkommet støt
og sikkert med et Bind pr. Aar, hvilket er
noget af en Rekord, naar man sammenligner
med andre Landes Modersmaalsordbøger, der
ganske vist er fuldstændigere, men maaske
næppe saa overskuelige. I de hidtil udkomne
Bind indeholdes det danske Ordforraad fra
Holbergs Tid til Nutiden saa langt som til
Bogstav N, og jeg antager, at Abonnenterne
paa »Svenska Akademiens Ordbok» i nogen
Grad vil misunde os dette Resultat. Ordbogen
er jo nemlig allerede nu et særdeles nyttigt
og brugbart Hjælpemiddel, som ingen vil
undvære, hverken Forskere eller andre
interesserede. I denne Forbindelse kan gøres
opmærksom paa den store »Ordbog over det ældre
danske Sprog 1300—1700» af Otto Kalkar,
som afsluttedes 1918. Hverken denne eller
Ordbog over det danske Sprog har sin Styrke
i udførlige etymologiske Udredninger af
Ordenes Historie og indbyrdes Slægtskab
men i en ædruelig og udmærket overskuelig
Begrebsdefinition, belagt med et stort
Eksempelmateriale. — Vil man drive etymologiske
Studier, maa man stadig gaa til Falks og
Torps klassiske etymologiske Ordbog over
Dansk-Norsk. Jeg gaar ikke de to udmærkede
norske Videnskabsmænds Minde for nær,
naar jeg udtaler Ønsket om at faa et dansk
Sidestykke til Elof Hellquists svenske
etymologiske Ordbog. Den etymologiske
Forskning er, siden Falks og Torps Værk udkom i
tysk Udgave 1911, gaaet saa meget frem, at
dette Ønske ikke burde være umuligt.
Med de store Ordbogsarbejder er udført
det Samle- og Oprydningsværk, som burde
betinge et Opsving i Udforskningen af det
danske Skriftsprogs Historie, men endnu
kniber det hermed. Af Arbejder, der behandler
Rigssprogets Historie, er der ikke mange. Der
kan nævnes Disputatser af Lis Jacobsen
»Studier til det danske Rigssprogs Historie» I
(1910) — desværre ikke fuldendt — Johs.
Brøndum-Nielsen »Sproglig
Forfatterbestemmelse» (1914), Johs. Lollesgaard »Syntaktiske
Studier over det ældste danske Skriftsprog»
(1920) og Aage Hansen »Bestemt og ubestemt
Substantiv» (1927). Men dybtgaaende Studier
over saa vigtige Sprogafsnit som det 18. og
19. Aarhundrede, da vort danske Sprog
uddannedes til en Elegance og en Smidighed
som aldrig før — man betænke blot
Udviklingen fra Johs. Ewalds og Oehlenschlägers
patetiske Stil til Søren Kierkegaards virtuose
Prosa og en Emil Aarestrups elegante,
krystalklare poetiske Diktion — alt dette ligger
stadig uberørt hen. Faktisk det eneste Tilløb
dertil er den Bog »Saga og Pastiche», som
blev publiceret 1923 af den unge højtbegavede
Paul V. Rubow, der fra 1930 til 1933 var
Vilh. Andersens Efterfølger som Professor i
nordisk Litteratur og fra Dec. 1933 er
Professor i almindelig Litteraturvidenskab. Jeg faar
i en følgende Artikel Lejlighed til at komme
tilbage til ham, han er nemlig baade
Sprog-og litteraturforsker. Her drejer det sig kun
om Sprogmanden Rubow. Som saadan er han
ualmindelig udrustet, en sjælden skarp og
selvstændig Begavelse med et særdeles
udviklet Øre og Øje for Stilistiske Finesser.
Gennem mange Aar har han været Redaktør ved
den store danske Ordbog, der har taget hans
store Skarpsindighed i Brug til mange
vanskelige Artikler. I det her nævnte Værk
behandler han de Forsøg, der i det 19. Aarhundredes
508
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
