- Project Runeberg -  Ord och Bild / Fyrtiotredje årgången. 1934 /
652

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Ny dansk prosa. Af Kjeld Elfelt

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Kj eld

Elfelt

Øjeblikkets Litteratur. Det Ord, der bedst
dækker den øjeblikkelige Produktion, er let
at finde. Det er Ordet: Kompromis. De
udenrigske politiske Begivenheder er overvældende.
Der er megen Støv og Røg i Luften. Hvordan
vælge et Standpunkt? Begivenhederne
derude har endnu ikke haft nogen alvorlig eller
gennemgribende Virkning paa denne Side
af Landsgrænsen. Det politiske Kompromis,
der kendetegner Øjeblikkets danske Politik,
genfinder man i nogen Grad i Litteraturen:
en forsigtig Sejllads i et forholdsvis
urisikabelt Farvand, tydeligt afmærket af Lys
og Boj er. Som saa ofte før i farefulde
Lyn-vejrstider holder man sig forsigtigt til mere
intime, psykologiske Problemer. Der er —•
og har altid været — nok af ægteskabelige
Knuder og religiøs Mishandling baade her og
i de berygtede Missionssogne Vest paa, saa at
de sociale Problemer roligt kan vente, til det
bliver mindre farefuldt at tage Stilling til dem.

Leck Fischer er faktisk den eneste af
de unge, der rører direkte ved et socialt
Problem paa en Maade, der baade er kunstnerisk
forsvarlig og nogenlunde renlig. Derfor er
Kontormennesker baade en levende og
interessant Roman. Harald Herdals: Man
skal jo leve unddrager sig i nogen Grad Omtale
ved sin kunstneriske Usikkerhed og seksuelle
Uhyrlighed. Bogen er et Forsøg paa at
skrive en »kollektiv» Roman. I selve
Menneskeskildringen merker man Digteren —
eller ikke. Knuth Beckers Roman: Verden
venter, der ogsaa rører ved et socialt
Problem, svækkes — i alt Fald i sidste Halvdel
-—- af sin altfor tydeligt udtalte Tendens.

Politisk er Danmark en »Lytterpost». Man
mærker, vi er klemt inde mellem mange
Former for Diktatur. Litterært stiller vi os
ogsaa afventende. Vi lytter og overvejer. Man
har undertiden paa Fornemmelsen, at mange
af Skribenterne mangler deres Meningers Mod.
For at være helt retfærdig vilde man gerne
sige, at Forsigtigheden maaske snarere er
Taktik end Mangel paa Mod.

En forholdsvis stor Procentdel af de ældre
Skribenter, Aage Madelung (Paa en Sten
under Himlen), Johannes V. Jensen
(Sælernes 0) eller Johan Skjoldborg (Kristine
af Strandgaarden) nøjes med Novellen og
Skitsen, den forholdsvis harmløse og
underholdende Penneprøve, hvis de da ikke
foretrækker at sadle den gamle, skikkelige
Kæphest.

Johannes Buchholtz bearbejder i Frank

Dovers Ansigt et biografisk Stof, Tilfældet
og Skæbnen har spillet ham i Hænde. Det er
blevet en fortryllende, men ufarlig Bog. Dens
Trolddom ligger i Stilen.

Ogsaa mange andre af de ældre viger uden
om de aktuelle Problemer ved at gaa
Krebsegang tilbage i Historien — enten til deres
egen og Slægtens som Henrik Pontoppidan
(.Drengeaar) eller Frederik Poulsen
(Dengang Verden var ny) eller til Islands fjerne
Fortid som Gunnar Gunnarsson i Jord.
Jacob Paludan afslutter sin Analyse af
Førkrigens Ungdom i Under Regnbuen.
Tyngdepunktet ligger i det »historiske», i Analysen
af Stemningen og i selve Deskriptionens kloge
Klarhed. Thorkild Gravlund skydes bagud
i Historien og Folkloren af sin Foragt og Ångst
for Nutiden og dens Ødelæggelser. Hans
Romaner Espen og Den nye Lov er en drøj
Blanding af Afhandling, Folklore og Fabel.

De yngste — med Undtagelse af Leck
Fischer og Knuth Becker — foretrækker
at løse mere »private» Problemer paa en
forholdsvis traditionel Maade. Hulda Lütken
»reddes» og styrkes af sit rivende
Temperament. Det gælder i endnu højere Grad De
uansvarlige end hendes foregaaende Romaner.
Jørgen Nielsen og Aase Hansen »reddes»
af den kunstneriske Kultur, der sjældent
svigter dem, naar det gælder Stil og
Milieuopfattelse. Men man kan næppe sige, at de
med disse Romaner — En Kvinde ved Baalst
og Vraggods — griber ind i en aktuel
Hverdag eller rører ved et smerteligt socialt
Problem. Tyngdepunktet i den Prosa, der her
fylder Siderne, ligger i det kunstneriske
Maadehold, hvormed Ordene taler, i Analysen af
de psykologiske Problemer og i den digteriske
Forklaring.

Ogsaa paa anden Maade mærker man, at vi
forholder os nogenlunde afventende i vor
»Isolation». Den Tradition, der følges, er dansk.
Farlige Indflydelser fra — maaske —•
forgiftede udenlandske Kilder, spores ikke.
Grænsen er lukket. Vi er os selv. Og vor
Verden er hverken i Oprør eller i Fare. Freud
er nogenlunde aflivet, heldigvis. James Joyce
er ukendt. Aldous Huxley er blot et
vanartet Barn, der leger med Giftkolben. Alfred
Döblin mærker man som et svagt Ekko i
Aage Brodersens forhastede og
overeksponerede Storstadsroman: Trommehvirvler.
Tilbage er blot en hæderlig og velprøvet dansk
Tradition samt Haandværket, der unægtelig
ogsaa bør holdes i Ære.

652

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:04:48 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1934/0712.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free