Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Ny dansk prosa. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kj eld
Elfelt
ogsaa fra Forfatterens Haand noget, der
spiller og lyser. Daniels primitive Sind har
gennem hende faaet sin Ret og vundet.
Jørgen Nielsen har skildret hele denne
intime Udvikling, bogført dens Temperatur
og Svingninger med en forbavsende
Sikkerhed. Der er Varme, Livsvarme ved »En Kvinde
ved Baalet». Og trods den fuldstændige
Mangel paa Handling er det en
begivenhedsrig Bog, fordi Forfatteren véd mere om det
menneskelige Sind end mange af sine
jævnaldrende, og fordi han med faa Ord forstaar
at gribe en flygtig Stemning i Flugten eller
fange en uudtalt Tanke. At han ikke altid
holder sig pinligt nøje til Sagen, nænner man
ikke at gøre Ophævelser over, selv om det nu
og da bryder Bogens Komposition. Især naar
det, man faar i Tilgift, er noget saa rigt som
Skildringen af den frodige og skødesløse
Husmoder, Margrethe. Stilen, der er haard og
presset (lidt færre Semikol’er vilde være rart),
giver Romanen en Alvor og en Energi, der
•klæder Stoffet.
7-
Med 30. Generation er Gudmundur Kamban
vendt hjem til det moderne Island. Paa
Omslaget ser man Balbos Flyvemaskineflaade
paa Vingerne over Reykjaviks Havn. Mere
aktuelt kan det ikke gerne være. Springet
fra Jomfru Ragnheidur i Skalholt til Frøken
Tota Vidalin i »30. Generation» er næsten et
Akrobatnummer.
Man har efterhaanden faaet en vis
forbeholden Respekt for Romaner, der handler om
noget saa uforklarligt som »Generationer», hvor
Problemerne — som Regel — er tydeligere
end Menneskene, der skal bære dem. Det
gælder ogsaa her. »30. Generation» virker
trods — eller maaske paa Grund af — sin
Modernitet allerede forældet: man tænker
uvilkaarlig paa Naturalismens frejdige
Debatromaner, hvor Personerne ustandseligt
vendte Darwin, Spencer, Kvindesag og
Religion rundt paa Tungen.
»30. Generation» starter i Vidalinshuset,
det gamle Træhus paa Byens dyreste Grund,
hvor Familien Vidalin holder til — tre
Generationer under samme Tag, gamle Fru
Elinborg, Sønnen, Højesteretsdommeren og hans
Datter, Tota. Romanen har en tung og ret
ufordøjelig Indmad af »Propaganda». Det
gør ikke blot Figurtegningen utydelig og
abrupt, men svækker ogsaa Romanens natur-
lige Vækst, især da Stil og Sætningsbygning
— paa sine Steder — klinger lidt for islandsk
for en dansk Hørelse.
30. Generation er det unge Island, der vil
bryde den »tusindaarige Stilstand», flytte
Island nærmere Europa (England?), aabne
Landet, rense Pressen og endnu en hel Del
andre Ting. Bogens Hovedfigur er Jon
Benediktssön, Sagfører, Fremskridtsmand og
Brushoved. Hans og de andre Personers videre
Skæbne er forholdsvis ligegyldig. Det er ikke
de omvandrende Mennesker, der er det
væsentlige, men »Agitationen» for de nye
Idéer — Ungdommens.
Romanen byder paa mange Overraskelser,
der vedbliver at være psykologiske Gaader.
Hvorfor bliver Tota Vidalin pludselig
Fremmedfører? For at sprede Oplysninger om sit
elskede Island ? Hvorfor rejser hun pludselig
til Rusland? Hvorfor skal hun studere de
tyske Nacktkulturkolonier? Er det hele et
Filmsmanuskript som Det sovende Hus?
Det Indtryk, man faar af Reykjavik og det
paradoksale islandske Sind, der f. Eks.
gemmer sig i Jon og Tota, er højst besynderligt.
Man vægrer sig for det meste ved at tro paa
noget saa snurrigt — saa verdensfjernt og
upraktisk. Burde Reykjavik ikke fremhæves
paa Landkortet paa en særlig Maade? En
Stjerne: pas paa — Byen er befæstet.
Den erotiske Kamp pr. Kortbølgesender
mellem de to stædige af Sind, Jon og Tota
— de tilhører jo begge den »frisindede», nye
Generation — er i og for sig mere unaturlig
og forborgen end selv vore Bedsteforældres
værste Klunkeunatur. Det er ikke alle givet
at fange »Bølgen». Maaske ligger Fejlen i den
Omstændighed, at Romanen med sin
vidtløftige Drøftelse af interne, islandske
Forhold og Idéer, er saa »islandsk», at en dansk
Læser har svært ved at følge med.
Personerne flyder for vore Øjne. Man faar aldrig
rigtig fat i dem i den politisk-økonomisk
-erotiske Diskussion. Romanen bliver mere
menneskelig, mere varm, da Tota angribes af
Tuberkulose og søger op i Fjeldene for at
»mullre» under Vintersolen, og da hun —
senere — tager den parisiske Islænder-Digter
til Elsker. Men det er kun Episoder. Til sidst
forsvinder hun et Sted i England, gift med
en eller anden fjern Velhaver. Og hun
vedbliver — i Lighed med Jon — at være en
Automat, der spiller, saa snart Mønten er
faldet. En køn, men sprød Melodi.
Paa Side 100 faar man at vide, hvordan
660
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
