- Project Runeberg -  Ord och Bild / Fyrtiotredje årgången. 1934 /
662

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Ny dansk prosa. Af Kjeld Elfelt

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Kj eld

Elfelt

som Stenen, er den ogsaa levende. Den har
et eget skjult Liv.

Naar Gunnar Gunnarsson engang faar sin
Romanrække færdig — tolv Bind i alt —
bliver det vanskeligt at finde et Land, der har
saa statelig en Roman om »sit Folks Vorden
og Liv» som Island.

9-

Jacob Paludan hører ikke til dem, der
bager smaa Brød. Hans tekniske Apparat er
stort og omfattende, men det klikker, det
klapper, og det gaar — uforligneligt — baade
naar Fortællingen spiller kalaidoskopisk, og
naar Romanen flyder jævnt og fredeligt. Han
er en Månd med Meninger og forsynet med
en allestedsnærværende Nysgerrighed. De to
Egenskaber i Forening gør ham sjælden.

Som Skribent er Jacob Paludan
omhyggelig, næsten pertentlig, samt — altfor klog.
Kombinationen kan næppe være bedre, hvad
man hurtigt maa skrive sig bag Øret, naar
man læser Under Regnbuen — Fortsættelsen
og Afslutningen paa Torden i Syd, der kom i
Fjor. Romanen har en Undertitel: Jørgen
Stein og hans Kreds. Jørgen Stein er altsaa
Centrum.

I denne afsluttende Del af Romanen er
Kuldet fløjet af Reden; Aalborg og
Amt-mandsboligen i Havnstrup er næsten kun et
Minde, man hygger sig ved. Afkommet,
Jørgen Stein og Jurist-Broderen, Otto, skal
klare sig i Gullaschaarenes vilde Hvirvler.
Otto foræder sig, sløser med Pengekassen og
gaar i Mosen. Han er ikke noget Problem.
Jørgen Stein gaar aandeligt Fallit. Ude i
Tilværelsen skal han løse den nye Generations
Opgave: »erkende og definere Begrebet
Menneske, Begrebet Kultur paany». Han løser
ikke Opgaven, men gaar i Stykker paa den,
men Romanen handler jo ogsaa om det
Slægtled, der fik en forjættende Mundsmag
af Tiden før 1914 — den Slægt, der snublede
allerede i Starten, fordi den havde for mange
Problemer.

»Under Regnbuen» er en fortræffelig
skrevet Roman, men en Roman med et men.
Jacob Paludan husker som et
Fotografiapparat og er klippesikker i Detaljen. Intet
und-gaar ham, ikke et Smils Rynker, ikke en
Gran-naal i Sneen, ikke en himmelsk Belysning.
Diskussionen er rigelig og underholdende —
hele Borgerskabets Dannelse, lidt Nietzsche,
stødt med Sukker for at tage den bitre Smag,

lidt Brandes, lidt pebret Marx og en
Forsyning isafkølet Planøkonomi. »Tidsstemningen»
er fuldkommen med alle Døgnets
Melodiplager, Brødkort, røde Enkronesedler — alle
Enkeltheder er med, sat paa med sirlig Pensel.
Fint. Sikkert. Prentet. Det kan ikke nægtes:
den artistiske Moro, man har, varer længe.

Indvendingerne kommer først, naar man
naar Midtpunktet, Jørgen Stein. Han er ogsaa
fra Skæbneaaret. Han er et omtrent; hele
Tiden et næsten. Alt mislykkes for ham. Han
smuldrer. Det er et omfattende Problemstof,
Jacob Paludan hægter om hans spinkle
■ Skuldre. Kan han bære det? Daarligt. En
Månd, der altid optræder negativt, fornægter,
forsager og sukker med et opgivende Smil,
er ikke nogen tydelig Romanfigur. Her er
hans aandelige Skudsmaal: »Hele hans
Stagnation kom af, at han ikke havde Energi til
at attraa og forgylde noget nærværende;
Drømmen var mageligere, den skaanede for
Besværet ved at overvinde den lille Skurren,
der altid ledsager de faktiske Hændelser.»

Det farlige — for Romanen som Roman —
er, at han som Karaktér og Person
udelukkende er et Minus. Han er en af de snart meget
omtalte »skruplyriske» Danskere — trods sit
store Hovedbrud. Og hvis han er en ny
Lykkeper, er det en Lykkeper uden Haab og
uden Trang til »berusende» Sludder. Det
ender med, at Jørgen Stein svæver omkring
for os som en generende skyggeløs, et
Vindpust-Spøgelse, der gaar gennem lukkede
Døre; han ses da i alt Fald baade her og dér
og allevegne. Først paa de sidste Sider faar
han et virkeligt banalt Haab i Stedet for sit
sedvanlige spekulative Mismod. Hvorfor?
Fordi han stives af en primitiv Kvinde og
det Barn, der er undervejs. Hans spekulative
(og moralske) Tømmermænd fordrives til
sidst af et velprøvet Husraad: il faut cultiver
son jardin. Han vender tilbage til Jorden.
Han er faktisk gaaet ind under Diktaturet
som saa meget andet viljeløst i sin Tid.

»Under Regnbuens» egentlige Værdi ligger
i Deskriptionens Kløgt. Jacob Paludan véd
meget, og hvad der er endnu bedre: han
forstaar at fortælle det. Man er unægtelig
imponeret, naar Romanen har sagt sit sidste
Ord. Den Tidsstemning, han har fanget med
mesterlig Haand, opbevares næppe bedre
andre Steder end i disse to Romaner. Alene
det er noget af en Bedrift. Men — Haanden
ved Hjertet — mangler der ikke noget? Jo.
Han mangler det Gæringsstof — den skjulte

662

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:04:48 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1934/0722.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free