Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Vilhelm Andersen. Af Paul V. Rubow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vilhelm Andersen
Efterladte Papirer fra den Reventlow’ske
Familiekreds.
Vilh. Andersens rige Forfatterskab er
saa personlig præget som faa. Der er mere
Poesi i hans Videnskab end hos de fleste
samtidig? Lyrikere eller Romanforfattere.
Det er en egocentrisk Forfatter — som de
fleste danske — hans Livsinteresse ligger
i at forstaa og forklare sine egne
Forudsætninger. Som litteraturhistoriker har
han en udtalt Forkærlighed for »den
klassiske Danskhed», saaledes som den
fremtræder hos Forfattere som Oehlenschlæger,
Heiberg, Poul Møller eller Pontoppidan.
Det har ikke alene ligget ham paa Hjerte
at fremstille Litteraturen theoretisk: han
har ogsaa villet vinde den Læsere. Saa
ringe Smag han end har for fransk Aand
og Væsen, er han dog paa anden Haand
af gallisk Skole: han har modtaget sin
Methode fra Georg Brandes, der fra dette
Synspunkt er hans nærmeste
Forudsætning. Men hans Tendens er Georg Brandes’
ganske modsat: han vil værne om det
Hjemlige, sætte et Bolværk af Tradition mod
Internationalismens snigende Gift, og
navnlig fremhæve Livsværdierne i
Romantiken og Guldalderpoesien. Fra den danske
Poesis og Prosas bedste Periode
nedstammer ogsaa hans Sprog — denne mærkelige
Vilh. Andersen’ske Dialekt, der har øst
saa dybt af saa mange Kilder: det er en
Blanding af folkelige og akademiske
Bestanddele, med stærke Præg af Latinen
i sin Struktur og af Sprogrensernes
Arbejde i Ordforraadet (han skriver for ved
i Stedet f. foran, ventelig for formodentlig
osv.). Betegnende for hans
Fremstillingskunst er de utallige lune Indfald der stadig
strømmer fra hans Pen og lægger et
mildt Skær af Illusion over Talen, ogsaa
i det rent didaktiske Foredrag. Strax man
aabner en Bog af Vilh. Andersen, har
man hans gemytfulde Stil, saa hjemlig
og dog saa aparte. De højtidsfulde
Vendinger blander sig dér med Ordspil, den
jevne folkelige Tale med alskens
Kunst-lerier. I Grunden er det en Slags forædlet
Barokstil, fjern fra Prosaens Midterlinie.
Det er vanskeligt at hente
Anthologistyk-ker frem — til denne Stils Skyggesider
hører noget vist Kladdeagtigt og
Kursorisk — men man kan vei som typisk
Exempel paa hans vælige og overgivne
Stil henpege paa første Bind af Erasmus,
som er forfattet i et oplagt glimrende
Humør, og som et Mønster paa hans mere
rensede Skrivemaade vise Læseren til
Afsnittet om »Novellen» i hans
Poul-Møller-Bog. Den trykte Udgave af hans Taler
tager sig derimod knap saa godt ud: som
Taler maa han høres, som Skribent fortjener
han i høj Grad at læses — og det er jo ganske
i sin Orden.
14—Ord och Bild, 4‡:e drg.
209
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
