Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Nyere dansk Litteraturforskning. Af Aage Houken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny ere dansk Li i
Familiepræg, og ud fra disse Gruppers fælles
Træk, der karakteriseres i »Livord», gives en
Slutkarakteristik af hele Perioden. Derimod
arbejder han i det 18. Aarhundrede med en
Tredeling af Aarhundredet i Holbergs
Tidsalder (1700—50), Johs. Ewalds (1750—85) og
Jens Baggesens Tidsalder (1785—1800). Vilh.
Andersen giver en psykologisk-menneskelig
Vurdering af Forfatterne og Værkerne og
læser saa vidt muligt Digterens Forfatterskab
som een Bog — det har han mest konsekvent
praktiseret i Bogen om Pontoppidan (1917).
For at faa det fulde Udbytte skal man dog
besidde Forfatterens eget fænomenale
Kendskab til dansk Litteratur, det er altsaa ikke
nogen let læselig Bog. Heller ikke Stilen er
lettilgængelig, selv om den som sagt betegner
et Fremskridt fra f. Ex. Tider og Typer.
Ejendommeligt er det dog at se i det sidst
fuldendte Bind (om det 18. Aarh.), hvorledes
hans Stil er blevet stadig renere og roligere,
en udpræget episk Fortællestil, som glæder
hans Læsere, fordi den i høj grad letter
Tilegnelsen, uden at det gaar ud over den
videnskabelige Soliditet og Fremstillingens
Originalitet. Desværre gaar Værket kun til
1900, saa at Forfattere som Jakob
Knuds-sen, Johs. V. Jensen, Andersen-Nexö,
Aakjær, Skjoldborg, Gunnarsson, Harald Kidde,
Valdemar Rørdam og flere i Følge
Forfatterens Skema ikke er omtalt. Dette er en
alvorlig Mangel. Men trods alle
Indvendinger vil man ikke undvære Værket, lige
saa lidt som man kunde tænke sig at
undvære Vilh. Andersen selv. Man kan sige om
ham, som Hamsun om Bjørnson i sin Tid:
»Naar han tier, blir der tyst.»1
Professor Hans Brix har efter for
adskillige Aar siden at have udsendt en Række fine
og til Dels skarpsindige Bøger med Emner
fra dansk Poesi, i 1926 udgivet »Danmarks
Digtere», en Samling smaa, fyndige
Karakteristikker af vor Litteraturs Hovedmænd fra
Saxo til Pontoppidan, formede med hans
velkendte Sans for Detaillen og visende hans
Styrke i den korte Form. Skarpsindige
Detailstudier fra den gamle danske Litteraturs
Omraader har han yderligere leveret i
»Analyser og Problemer» (1933). Den brede
Fremstilling, det vældige Overblik er ikke hans
Sag. Endelig har han i de senere Aar kastet
sig over Runestudiet —■ man husker sikkert,
1 En fyldigere Karakteristik av ham vil man
finde i Prof. Paul V. Rubows Artikel for nylig i
Ord och Bild.
"279
teraturforskning
Carl S. Petersen.
hvilken Opsigt det vakte, da han for nogle
Aar siden foreslog en ny Tolkning af
Jellingestenen. Det var et genialt Træk, han der
gjorde, men jeg skulde tro, at de Studier, han i de
allersidste Aar er begyndt paa, nemlig
Runernes Magi og Talmystik, er ret ørkesløse,
eftersom det dog vist kun kan blive til Hypoteser
og ikke andet. Prof. Brix er ellers en frygtet
Dagbladskritiker, som med sin fuldstændig
dræbende epigrammatiske Form har vakt
mange smaa Poeters hvidglødende Raseri,
hvilket dog ikke har generet den haardhudede
og urokkeligt rolige Månd. Det maa lige
nævnes, at han foruden det nævnte ogsaa har
udfoldet en stor Virksomhed som Udgiver af
klassiske Litteraturværker, hvor han har
kunnet faa Anvendelse for sine textkritiske
Evner, — Meningerne herom har nu været
noget delte.
I dette Portrætgalleri af danske
Litteraturforskere maa ikke forbigaas den fine,
stilfærdige og redelige Th. A. Muller, en af
vort Lands mest betydelige Lærere indenfor
Gymnasieskolen og en Lærd af usædvanlige
Dimensioner, men af den Slags, der har mere
i Reserve, end de giver fra sig. Paa Grund af
hans Skolevirksomhed og hans medfødte jydske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
