Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Breve, Memoirer, Essays. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Breve, Memoirer, Essays
pragtfuldt Værk om Indskrifterne. Tidligere
havde J. J. Berzelius og Sven Nilsson dog
ytret deres Tvivl om, hvorvidt Læsningen
var korrekt.
Worsaae gik nu til Kong Christian den 8de,
der var Præsident for Videnskabernes
Selskab og bad om Understøttelse til at foretage
en ny Læsning af Runamo. Kongen lagde
ikke Skjul paa, at han havde haft »en
Mistanke til Læsningens Rigtighed». Worsaae
kom afsted, foretog besværlige og langvarige
Undersøgelser med det Resultat, at
Runeskriften viste sig at være naturlige Revner i
Klippen. Da Worsaae meldte sig hos Christian
den 8de med sine Afstøbninger og Tegninger,
takkede og lykønskede Kongen ham: »Fra
nu af skal intet Menneske mere faae mig til
at troe, at der staar et eneste Runebogstav
paa Runamo. At det var et saa aabenbart
Naturspil, har jeg aldrig før kunnet ansee
for troligt.»
Fra dette Øjeblik havde Worsaae Kongens
Bevaagenhed. Paa sin store arkæologiske
Rejse med offentlig Understøttelse til
England og Skotland udviklede han sig til en
Verdensmand, der bevægede sig utvungent
i de højeste Kredse, og vendte hjem vei
udrustet til sin Livsgærning. Han, der
vistnok nedstammede fra en spansk Skibskaptajn,
der 1779 strandede i Kattegat, blev
konservativ Politiker, der i lige Grad hadede de
nationalliberale og Bondevennerne og saa
sit Statsmandsideal i Anders Sandøe Ørsted.
Som Kultusminister i det kortvarige
Fonnes-bech’ske Ministerium 1875 var han ikke
velset af Venstre.
I den Brevvexling, der afslutter
Memoire-værket, findes Breve, udvexlede mellem
Worsaae og Rigsantikvar Bror Emil
Hildebrand, med hvem han stod i venskabelig
Forbindelse og var knyttet til med fælles
videnskabelige Interesser. Worsaaes Bog har
monumental Rejsning. En stærk
Personlighed lever paa dens Blade.
En anden helstøbt Personlighed kan
samtidig nævnes — H. P. Hanssen, der har
udsendt fjerde Bind af Et Tilbageblik,
omfattende Aarene 1912—1914, Tiden
umiddelbart før Verdenskrigen med dens store
Omvæltning i Sønderjyllands Skæbne. Den
sønderjyske Førers Redegørelse for
Tilstandene holder Opmærksomheden fangen fra
først til sidst. Han fortæller om sine
Forbindelser med tyske politiske Ledere, der
saa sympatetisk paa den sønderjyske Sag,
han fortæller om de hjemløses Kamp for
Tilværelsen, og om hvad der opnaaedes for
dem. Han gengiver i Udtog sine
Rigsdags-taler, der viser ham som en Parlamentariker
af Rang, han dvæler ved Valgkampe, ved de
tyske Foreningers Agitation, ved de tyske
Landraaders Chikanerier og komplette Mangel
paa Forstaaelse af den Befolkning, de levede
blandt, ved Processer og Bladkævlerier. Og
han tegner i faa Streger Portræter af de
politiske Førere og Rigsdagsmedlemmer, han
traf ved Stambordet og gengiver skarpt
og nuanceret de Samtaler, han førte med
dem, om Tidsforholdene og Regeringens
Taktik. Selv var han alle Dage en fin Taktiker,
og til de mest fængslende Sider i Bogen hører
hans Karakteristikker af og enkelte Samtaler
med preussiske Ministre. Miquel skildrer
han endog med Sympati.
»Et Tilbageblik» vil til alle Tider blive et
Kildeskrift til Sønderjyllands Historie. Endnu
ventes der et 5te Bind, hvor H. P. Hanssen
vil skildre sine Oplevelser efter Tysklands
Sammenbrud i Efteraaret 1918. Saa vil
han have rejst et Mindesmærke over sig og
sin Livsgærning, som Møl og Rust ikke kan
fortære.
Ved sin Død efterlod Jeppe Aakjær sig
et ufuldendt Manuskript til fjerde Bind af
sine Livserindringer, der er udgivet som
Efterladte Erindringer, gennemsete af Georg
Saxild, der i det hele og store har ladet
Manuskriptet gaa i Trykken »uden at foretage
væsentlige Strygninger og uden at rette Stil».
Bogen slutter sig i hele sin Tone nøje til de
foregaaende Bind. Nogle særlig bidske og
saarende Udfald vilde Aakjær rimeligvis have
lempet, hvis han selv havde kunnet lægge
sidste Haand paa Værket. Han sagde selv
om disse Erindringer: »De maa kun betragtes
som Kladde og Udkast til noget bedre.»
Aakjær fortæller sine senere Arbejders
Historie og revser nu og da Anmelderne. Han
er i denne Bog som altid Talsmand for
Husmændenes, Arbejdernes, især Landarbejdernes
menneskelige Ret. Oprindelig radikal og
Tilhænger af Hørups antimilitaristiske
Agitation nærmer han sig, da de positive og
sociale Opgaver for Alvor kommer paa
Dagsordenen, til Socialdemokratiet. Men da han
fejrede sin 60 Aars Fødselsdag, blev der
dog holdt Raadhusfest for ham med
Tilslutning af alle Partier. Hans Lyrik vil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
