Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Breve, Memoirer, Essays. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Breve, Memoirer, Essays
og om sit Samliv og sine Møder med Sophus
Claussen, Georg og Edvard Brandes, Herman
Bang og Holger Drachmann beretter han i
anekdotisk Form en Række Træk, der
virkelig belyser disse hver for sig saa særprægede
og forskelligartede Personligheder. Af
Herman Bang som Oplæser opruller Graae en
Række Øjebliksbilleder, der viser Bang som
Efterligner af de store Primadonnaer — han
staar ved Afrejsen i en første Klasses Kupé
»med Favnen fuld af Blomster og med
paataget ligegyldig blaseret Mine overfor det
maabende Perronpublikum, men samtidig
med et koket skalkagtigt Blink i Øjet hen
til mig».
Henrykt var han over Succes’en. Han
vilde nu benytte sin Popularitet til en Turné
gennem Landet, »ikke som Oplæser, men
som Agitator for Forsvarssagen». Man har
den hele Bang i dette Træk — han troede
om sig selv, at han, der mente at nedstamme
fra Hvidernes berømmelige Æt, var skabt
til Politiker, Statsmand og Diplomat.
Disse Erindringer vrimler af lignende
fornøjelige Episoder, især om Holger
Drachmann, der vilde have at »Drachmann-Myten»
skulde leve saa længe som muligt. Georg
Brandes skildres som »straalende elskværdig,
saare fordringsløs . . . behagelig fri for de
Primadonna-Nykker, der klæber ved
adskillige af de saakaldte store Mænd og gør
dem utaalelige paa nært Hold». Ikke mindre
Beundring nærer Graae for Edvard Brandes,
— i et langt og daadrigt Liv som dansk Øbo
og Kjøbenhavner, som den, der kun befandt
sig vei i Norden, har Edvard Brandes øvet
stor Indflydelse. Graae kunde have tilføjet,
at Brandes, der affattede Kongens
Proklamation den i. August 1914, i et alvorsfuldt
Øjeblik fandt de rette afgørende Ord som
det Mandfolk, han var.
»Erindringer fra Sydhavsøerne» — ligesaa
træffende som Titlen er denne Bogs Indhold.
En hel Tidsperiode lever i den.
Selvfølgelig blev 250 Aarsdagen for
Holbergs Fødsel ogsaa fejret udenfor Theatrets
Verden. Vilhelm Andersen, der i sit 70
Aar oversatte Aristofanes’ Komedier »Skyerne»
og »Fuglene», har desuden faaet Tid til i
Kransen at samle et Festspil til Holbergjubilæet,
egentlig bestemt til Det Kgl. Theater, som
dog ikke fandt Anledning til at indstudere
det.
»Kransen» bestaar først af nogle Optrin
af Aristofanes’ »Skyerne», idet Vilhelm
Andersen hævder, at der gennem Holbergs
Alderdomskomedie »Plutus eller Proces
imellem Fattigdom og Rigdom» og nogle Repliker
i »Erasmus Montanus» er Forbindelse mellem
dem. Derpaa følger Optrin af Plautus’
Komedie »Den stortalende Soldat», der danner
Forbilledet for Holbergs »Jacob von Tyboe»,
det italienske Mellemspil »Paris Dorn», som
paavirker Holberg i »Ulysses von Ithacia»,
og endelig — i stærk Forkortning — Moliéres
Komedie »Den indbildt Syge», hvis
Indflydelse tydelig mærkes i »Den Stundesløses»
Pendantscener. -— Vilhelm Andersen har her
fremhævet en Sammenhæng, som ogsaa har
været iagttaget af andre, »og indenfor denne
Sammenhæng vist de danske Komediers
Egenart som det sidste, sunde Skud paa en gammel
Stamme». Han har tildigtet en Epilog, hvor
Cleante udtaler:
Som Phønix af sin Aske
skal Holberg træde frem bag Moliéres Maske.
(Auditorium demaskerer sig som det holbergske
Personale)
Din Haand Veninde! Og I! I Holbergs Hus gaar
Dansen.
Fra Moliéres Skød vinker hans Muse med
Kransen».
Sindrigt og vittigt er denne »Krans» bundet,
og Theatret burde have rakt den til sit
Publikum.
Bernhard Jensen, kendt baade som
Dramatiker og Holbergforsker, har i sin Bog
Omkring Holberg samlet en Række
Undersøgelser, som rummer kløgtige
Fortolknings-og Forklaringsforsøg. Han skildrer Holbergs
Menneskeopfattelse med Udsyn over hans
politiske Stade og hans Blik paa
Samfundsforholdene, han sammenstiller »Jeppe paa
Bjerget» og »Den politiske Kandestøber» som
Holbergs sociale Komedier, karakteriserer
Figurer som Jeppe, Nille og Erasmus
Montanus, ser Jeronimus som Repræsentanten
for det vedtagne og fortolker saadanne
Komedier som »Den Stundesløse», »Den
Vægelsindede», »Barselstuen» og »Den honnette
Ambition» med mange kloge og velfunderede
Udtalelser om Udførelsen og Iscenesættelsen.
Han fremhæver, at »Det lykkelige Skibbrud»
bør spilles, ikke blot som Komedien om
Holberg og hans Gærning, som hans personlige
Opgør mod det Samfund, hvori han virkede,
men ogsaa som Komedien om det store
Menneske, Geniet — »det 18de Aarhundredes gavn-
509
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
