Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Et nyt Indskud i nordisk Hjemstavnspoesi. Af Valdemar Rørdam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
V aldemar Rørdam
Bruden.
Fra Värendskvinnor.
Virdingerne, da de under Syvaarskrigen til
eget Livs Ophold og Rigets Fortræd
smugle-risk fortsatte, hvad der før var lovlig
Kvæghandel med de danske Naboer i Blekinge og
Skåne. Fru Elisabeth strejfer kun flygtigt
disse Oldsagn og Stridigheder, men deres
Hu har hun; kun er Fortidens heroisk
trodsige Hjemstavnskærlighed hos hende, uden
at miste sit heroiske Præg, inderliggjort og
samtidig vei udvidet til at omfatte hele
Sverige. Aabner vi med Bøgerne hendes
Hjerte, er dog dets Indskrift Värend, og
derunder Sognenavnet Långasjö; af saa trang
en Grund gror hendes Digtning og Kunst;
hvor hun gaar udenfor den hjemlige »rågång»,
brister noget. Stedbundet og rodfast som faa,
det volder Begrænsning og giver Dybde.
Som Kunstner søgte hun Sol-Vejen sønderud;
som Kvinde blev hun fastholdt i Danmark;
men selv som Hustru og Moder her sugede
hun sin Sjæls Næring af Ungdommens og
Barndommens Land. Der er smertende Savn
i den Inderlighed hvormed hun, fra sin
københavnske Villaby som fra det græske
Akropolis, Billed efter Billed og Bog efter Bog
stadfæster sit Livs Rod »uti Värend». Heraf
Billedernes Lys og Styrken i de dæmpede
Ord. Hjemvéens fjerne Perspektiv aabner i
sit runde lille Udsnit af Verden Indsyn
tilbunds.
Tilbunds i mer, end Klodetraveren vilde
tro. Først, fordi Spejlet er et Barne- og
Digtersind; men tillige, fordi dette Barn har seet
sig ud fra sin Lilleverdens Midtpunkt. Alle
veed, at, som Kloster og Herregaard før, har
siden Reformationen i alle nordiske Lande
den lutherske Præstegaard været en af
Kulturens Grundkilder. Herfra udgik Digt og
Tanke, Kunst og Videnskab med Løftning af
Folkets aandelige Væxt, Vejledning af dets
praktiske Fremskridt; ikke for intet blev
Præsten kaldt »Vor Far». Alt som
Eftervirkningerne af den franske Revolution genrejste eller
styrkede Bonden i Frimands Ret og
Værdighed, fandt han dog nærmere Støtte hos
Skolemesteren. Han, Sognets Degn, kom ikke fra
den sorte Skole, kørte ikke i Karet; selv
bon-defødt og bondegift, men dog bedre lært, var
han altid rede med de nyttige Kunster,
Skrivning og Regning; ofte flittig Bogelsker og
selvstændig Tænker; ham gik Bysens Folk friere
til. Hans Fyrretræs Skrivebord, som længe
stod i Familiens Opholdsrum, blev i Løbet af
det 19de Aarh.ret uformærkt Sognets
Midtpunkt, og dermed Landets. Halvfjerde
Hundredaar venskabeligt Samarbejde og bitter
Krig mellem Præst og Degn (Ordsprog og
Eventyr melder om Krigen) endte med
Præstens Nederlag. Bondens Tillid løftede
Læreren op i Kongens Raad, Fridtjuv Berg i
Sverige som I. C. Christensen i Danmark. Og
Landsbylæreren som Minister gjorde Bonden
— stærkest i Danmark — til herskende Stand.
Næste Revolution, Industriens, kom hastigt,
men det sidste historisk overskuelige
Udviklingstrin er dog Lærer og Bonde i fælles
Fremgang. Ikke blot politisk ogsaa kulturelt
staar — endnu — de og deres Børn som
førende. Kun sært, at medens Bondehjemmet
som Udgangspunkt for og i Overgang til en
ny Tid staar i Digt og Prosa ligesaa levende
særtegnet som tidligere Præstegaarden, er
Landsbyskolen, seet indefra, næsten ikke til
at opdage i Nutidens nordiske Digtning.
Hvilket afgørende Træk den herved som
folkeligt Livsbillede savner, sees gennem de af
Gotthard Virdestam udgivne Minder fra
Gamla skolhus och lärarehem. Øvede og uøvede
Penne, konservative og radikale, mødes i et
ved sine Kendsgerninger kraftigt Vidnes-
592
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
