Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Et nyt Indskud i nordisk Hjemstavnspoesi. Af Valdemar Rørdam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et nyt Indskud i nordisk Hj em stavnspoesi
troværdige Menneskelighed. Men selve
Ung-pigelighedens fineste og flygtigste Essens
møder os i »Vårvinterflickan», som Forf. har
indfanget hendes Væsens Aandedrag og
senere fastholdt hendes Farver og Blik under
Gangen forbi gennem Skumringen over Tøsne
og Pløjemark. Hun er »Das Mädchen aus
der Fremde», den unge Sjæls Møde med sin
egen og Naturens tidlige Vaar, kunstnerisk
samlet i gaadefuld Enhed af Sind og Sans.
Elisabeth Bergstrands Kvindeskildring har
i alle syv Bøger samme fuldkomne
Uendelighed som Dugdraaben, der spejler et
Verdensalt. Men se saa i Värendsmän den gamle
Husmand, der sidder i Kammerets Ensomhed
salmesyngende af fuld Hals:
Ingen hinner fram till den eviga ron,
som sig ej eldigt framtränger —
et fantastisk festligt Billede, med sin
jordiske Baggrund i Beretningen om hans
Ømhed for Grisen, der Jul efter Jul er altfor
god til at slägtes; han vil, udbryder Konen
grædende, gemme den Gris til Dommedag, for
saa. sit byde Vorherre paa stegt Flæsk.
Fremdeles de syngende Drenge og de syngende
Piger, to Giorgioner paa Svensk; og fremfor
alt Kirkeværgen, Petter Johannesson, først
i Arbejdstøjet, siden søndagsklædt,
Karakterbilleder i Farve, men saa plastisk
udtryksfulde som Donatellos Statuer, iført lange
Vadmelsbuxer og med stiv Hat eller
Kasketskygge ned over det stærke Øjesyn. Saadanne
Billeder sætter værdig Bas til Kvindekorets
rige Melodi; maaske savnes en staalklingende
ung Tenor til at svare Vårvinterflickans
lys-dirrende Tone; men Texten i »Värendsmän» er
mangfoldig nok.
Først faar vi hele Landskabet, ogsaa
aandeligt, med den Indsø som ved et
Gennembrud for kun ioo Aar siden fyldte et stort
Dalstrøg og forvandlede Bygden; man sejler
over Fædrenes Huse og Gaarde, ser dem under
sig, men Katastrofen er glemt. Paa de nøgne
Brinker stod for et halvt Hundredaar siden
Smaalands prægtigste Bøgeskov; i et Nødaar
huggede Bønderne Skoven væk, bunkede
Stammerne i Baal og solgte Asken til et
Glasværk. En Befolkning uden Foretagsomhed; ja,
svarer Forf., dog tager hver Månd aarligt et
nyt Stykke Vildmark under Plov. Og den
aldrig svigtende Handlekraft til gensidig
Nabohjælp vises i fyndige Træk. Nu har vi
det rette Lys over Personerne. Den
godmodige Kæmpe af en Tømmerkører, Johan Mag-
V å r v i n t e r f li c k an.
Fra Den rika vardagen.
nus, der, naar han endelig skal slaas, bruger
en af sine Angribere til at prygle alle de andre
med, og saa lægger Politibetjentene oven i
Dyngen, inden han ager hjem i Kirke
Pinsedag; og dog døer han med en Blekingers Kniv
i Ryggen. Den lærde Blomsterelsker, Præsten,
der bærer sine Menneskesorger saa mandigt,
at ingen Prædiken kunde tale kraftigere
Kristendom, Klokkeren, dvs. Forf:s egen Fader,
som forvandler sin uryddelige Stenlod til en
førsterangs Æblegaard og efter Examen
sender Børnene af Skole med et ungt Frugttræ
til at plante hjemme; med ligesaa gavmild
Troskab opelsker han af Bræg og Skraal ren
Salme- og Folkesang; efterlader Sognet fuldt
af blomstrende Frugthaver og syngende Sind.
Hele Klyngen af egebullede Bønder, hver
med sin Personligheds Knaster, samles om
førnævnte Petter Johannesson, hvis
urokkeligt retskafne Myndighed dølger den barnløse
Bondes Tungsind. Midt gennem Landsbyen
tripper saa den aldrende Adelsfröken
utilgængeligt fornem, den eneste, der gaar med
Hat og ikke hilser dem, hun møder; og Ung-
595
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
