Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Et nyt Indskud i nordisk Hjemstavnspoesi. Af Valdemar Rørdam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
V aldemar Rørdam
Ma ttväv erskan.
Fra Historier om gamla ni ännis kor o ch unga.
dommen danser Jul gennem den gæstfri
Præstegaard, fra Sal til Stegers og tilbage
igen, Børnene smutter kvidrende ud og ind
fra Birkelund til Stald, selv i
Sogneraads-mødet hører vi dem. »Kunde jeg kun ret
beskrive det!» sukker Forf. Men hun kan; kan
mer end beskrive; snart i Ord, snart i Billede,
tit gennem begges vidunderlige Samklang,
levendegør hun alt hvad hendes Hjerte rører
ved, saa vi andre, ja vi fremmede, trylles
over i hendes Verden, hjem i den.
Dette Trylleri fortsættes med uforandret
Renhed og Kraft i Livets och årets festdagar,
hvor Bryg og Slagtning, Bryllup, Jordefærd
■og Barnedaab, Jul, Paaske og Pinse,
Midsommer og Høst flettes ind i de fire
»Tret-tingers» faste Ring med hver sit,
Markblomster og Kirkelys, Lugt og Smag, Sang eller
Suk. Som Billederne skifter fra det lystigt
stilfulde Linjespil i »Annandagspingst» til
den øjebliks-evige Skygge og Lyskamp i
»Midsommardagen» med Solpletter af Alléens Løv
dirrende over de kirkevandrende Kvinders
brogede Skørter, saaledes skifter det ogsaa i
Ordene. Text og Billeder, Syn og Sind
skilles og parrer sig som Svalerne i Luften, det
forsvundne staar uudsletteligt.
Hertil slutter sig efter sit Indhold Den
rika vardagen, hvor man blandt Billederne
finder Perler som det af »Vårvinterflickan»
og i Texten den første Vaardag i Lærerens
Have, og Landsbyens Lørdagaften. Men des-
værre har Forf. af sin Barnebys
Blomster-Kone ladet sig forlede til at »grunde» altfor
meget i privat moraliserende Passiar med en
vis »Misantrop», som ikke vedkommer
hverken Långasjö eller Læseren. Tilsidst har hun
vei følt Fejlgrebet, men ikke faaet det rettet.
Bogen er da ikke blevet helt ren i Tonen,
og glider derved kunstnerisk ud af Kæde
med de tre første smaa Bøger; de tilsammen
staar i Alverdens Hjemstavnspoesi som et
Værk af helt ejendommelig Skønhed.
Dette Særpræg og denne Skønhed er af
Forlaget (Norstedt & Söner) fremhævet ved
en ligesaa fuldendt ydre Stil i Format, Papir,
Tryk og Reproduktion. For ingen Pris vilde
man have undværet de Billedsiders
Regnbuebro af svensk Farveglæde — og bliver
helt bedrøvet, naar man i de senere Bøger,
Historier om gamla människor och unga och
Hjältar och hjältedåd finder af Rødt kun
Hjertet paa den enes gratiøse Omslagstegning
og af det himmelske Blaa ikke saa meget som
Lappen til et Par Husarbuxer. Dog trøster
man sig; til Ansigtstræk og Blik har Sepia
sine Fortrin, just for den, der med en enkelt
let Streg kan give Karakteren saa
mangfoldigt som her Kajsa Kristinas og det lyttende
Pigebarns. Gennemgaaende bedst er vei
Erindringsbillederne, men i »Aurora» og den
falmede Barndomsveninde smelter
Virkelighedssans, Fantasi og Haandelag sammen
ligesaa helt som i Stormbilledet af Poplerne
bag Vinduesgitret — Bogens eneste
Ikke-Portræt, maaske dog Billedet af et oprørt Sind.
Disse to Bind Historiers mindre faamælte,
mere frigjorte Digtning over de gamle Motiver
indledes, vistnok symbolsk, med
»Mattväverskan», som ikke er een Historie, men de
mørke og brogede Traade af mindst en halv
Snes, vævede sammen i en ligesaa lunefuldt
sikker Inspiration som Väv-Linas egen til et
Tæppe ligesaa slidfast og farverigt. Et
Symbol er det ialtfald paa Tingenes Virvar,
ordnet af kunstnerisk Aand. De følgende .
Afsnit om den trofaste Lena, om
Ulykkesfuglen Victoria, om den hvide Greves halve
Giftermaal og den Helhed Aurora faar ud
deraf; endelig »Rosanna och den första
kärleken» (Turgenievs »Foraarsbølger» paa
Smaa-landsk), har stadig til Grundlag Forfs. egne
Barndomsindtryk, men over dem har hun
digtet rigtige Noveller, af høj Rang ved den
kunstneriske Ro, det digteriske Klarsyn,
hvormed Handlingen gennemføres og
Skikkelserne formes i Ærbødighed og Medynk,
596
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
