Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Ny dansk Lyrik. Av Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kj eld
Elfelt
Det er længe, længe siden —
men min Længsel er den samme.
Alle Skove saa jeg grønnes,
og den samme Maane lyste.
Spørg mit Hjerte, om det elsker —
det vil ingen Sinde svare.
Men hver Stjerne, du ser funkle,
den skal svare for mit Hjerte.
Om Bodil Bech siger hendes Digte, Vi,
eier ejer Natten, at hun er født med et
moder-ligt-elskende Temperament, der ikke lader
sig laase inde i et almindeligt Vers. Det skal
være noget blafrende, lysende og flagrende.
Ikke fire Linier med Rim. Men er det Natur
eller Vilje, der bestemmer Versets og Ordets
Form? Er hun altid lige ægte? Det kan først
besvares senere. Hun har i alt Fald et Par
klare Øjne, der forstaar at se, en Pen, der
skyer Banaliteten og en kvindelig
Forfængelighed, der er saaret. Mere forlanges ikke af
en debuterende Kvinde.
Man ser det: hendes Vers er saa »frie», at
de dingler, men gør det noget, naar de giver
Udtryk for et Sind og en Lidelse — Elskovs
Glæde og Bekymring ved at være og aande —•
der ikke er hverdags? (Bedst i Afsnittet
»Kvinde».) Man siger: hendes Vers er »ranglede».
Det er rigtigt, men de er levende og rørende,
fordi man mærker et pustende, angst og
hjertegodt Menneske bag Ordene, og fordi alle
Stroferne handler om et solgt Hjerte og om en
Kvindes falmede og sørgelige: ja — dengang!
Er Kaj Munk Lyriker? Skal man taksere
ham efter Temperamentet, saa — nej! Han
har Kaje; han er dyppet i en ætsende,
polemisk Pasta; han er grov og ufølsom, og faar
tilsyneladende aldrig Tid til at standse og
lytte. Hans Skuespil har lyriske Oaser, der
ikke grønnes, ikke mere end Persille i en
Steg. Men saa Digtene: Os bærer den himmelske
Glæde, der giver en Række lyriske
Genrebilleder fra det hellige Land? Paa et hvidt
Blad læser man: Til Olfert Ricard, og
Digtene er da ogsaa Olfert Ricard »oversat» til
fireliniede Vers, hvor Jesus, hans Liv og
Legende, aktualiseres ... i den Jargon, der er
Kaj Munks. Man fornemmer straks i
Fingerspidserne efter de to første Strofer, at Verset
ikke taaler den aandelige Anstrengelse, der
skal til for at være vittig paa Vorherres
Bekostning, naar Sproget samtidig nægter at
føje sig og kaste sine gamle laante, religiøse
Fjer. (»Aftnens Svaling», »Skrud», »Ve»,
»Stjerneguld» og »Højenloftshvælv».) Meget taler
stakaandet med gamle Billeder, omvendt
Ordstilling og uden lyrisk Samling. En
ube-ruset Læser nægter at lade sig beruse af de
uanskuelige Mirakler, Digteren vil sætte i
Scene. Skal det være rimeligt, at Tjørnebusken
viger for Barn-Jesus? Skal det være lyrisk
sandsynligt, at det onde Æsel er lykkeligt
ved at bære Barn-Jesus paa sin Ryg? Er det
retfærdigt, at Jesus’ aandelige Magt giver
sig tilkende ved, at Bølgerne er henrykte
over at bære ham, og at Fiskene fryder sig
ved at dø for hans Skyld?
Det er mærkeligt, at Kaj Munk, der paa
andre Omraader foragter Tradition og
Læsebog, i sin Lyrik uden synderlig Modstand
»oversætter» Olfert Ricard, saa at han taler
næsten som Christian Richardt, og at han
uden videre behandler det billige,
legendariske Stof, der blev behandlet i samme søde
Aand af utalte Præstedilettanter siden Boye
i Farum.
Man bliver nøjsom af at læse Os bærer den
himmelske Glæde. Nøjes med at glæde sig
over et enkelt nogenlunde velformet og
naturligt Vers. Men ellers ved man, at disse
Digte ikke vil bære Kaj Munks Ry mange
Hanefjed fremad, fordi de mangler religiøs
Inspiration og sproglig Sundhed.
Bogen er flot trykt med poetisk
drappe-rede Tegninger af en Dame.
Alex Garff har i nogen Grad forandret
Mimik siden sidst. Hans nye Digtsamling:
Gyldne Grene er lysere, lidt mere dansende
og underfundig end Den bedende Dreng.
Det kan ikke bestrides, at han har store
formelle Evner, selv om han endnu
forsigtigt holder sig til det fireliniede Vers og et ret
ensartet Versemaal. Hans Smag er sikker
baade i Billeder og Følelser — saa sikker, at
den uden Skade kan ty til de lyriske Clichéer
nu og da. Hans Lyrik er en personlig,
bekendende Lyrik, der gaar direkte fra ham til
os, men den rører ikke ved den udvendige
Tilværelse og ikke ved en ydre social Verden.
I Den bedende Dreng fandt man Versets
aandelige Kilder i de Hyldestdigte, der
afrundede Bogen. De har ikke forandret sig
synderligt. Sophus Michaelis genkendes i den
lidt arkaiske Smag for den raffinerede
Pastiche (»Beduin»); Knud Hjortø i Alex Garff s
tænksomme Spekulation, og Anker Larsen i
610
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
