Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Christian Matras. En færöisk lyriker. Af William Heinesen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William
Heinesen
fölge sit indre Kald. Han blev som Barn sendt
til Realskolen i Thorshavn og kom efter endt
Skolegang til Danmark, hvor han blev
Student; i ung Alder tog han Doktorgraden i
Filologi ved Kobenhavns Universitet, ved
hvilket han nu er Lektor. Men som Lyriker er
han stadig et Barn af sin Bygd, der er intet
akademisk ved hans Digte, der hörer til det
bedste, der er frembragt paa Færösk, og i
deres knappe Form indfatter en Rigdom af
Oplevelse og Fölelse.
Christian Matras, der nu er 35 Aar gammel,
har udgivet to Digtsamlinger. Den förste
(1926) hedder »Grått, kått og hått», en Titel,
der er bygget over et vanskelig oversætteligt
Ordspil, som imidlertid antyder, at Samlingen
dels indeholder Ting af graa Farve, dels ogsaa
Ting af munter saavelsom af höj tidelig
Karakter.
Denne Digtsamling svarer til sit Navn —
ogsaa i den Henseende, at der er en Del graa,
taagede Digte iblandt, Digte, hvori
Stemningen er stærk og manende, men af et
Tankeindhold som Læseren har vanskeligt ved at
tilegne sig. Dog er ogsaa disse Digte dragende;
Læseren befinder sig overfor dem som foran en
halvgennemsigtig Rude, bag hvilken man aner
et Mysterium. Typisk er i saa Henseende
Digtet Eg sigi tær sætt —. Det vilde i
Prosaoversættelse lyde omtrent saaledes:
Jeg forsikrer dig, at end den Dag i Dag hænger
der Sodtrolde1 i Taglægterne — Rögstue2-Sodtrolde,
levedygtigere end Stentrolde, som dör ved Dagslys,
men formerer sig i Nattemörke.
Du ler, fordi jeg sammenlignede hine Erindringens
Laser med Sodtrolde, levedygtigere end Stentrolde.
»Fej disse Sodtroldeminder ud af dit Sind», siger du,
»gör Ende paa disse Spögerier!»
Jo — jeg vaskede Taglægterne, rev Sodtroldene
bort, saa hidsigt, at Taget sprang læk; saa tættede
jeg det igen, og Fandens tæt syntes jeg da, at mit
Hus var.
Men atter kom disse Sodtrolde, mere haardnakkede
end Stentrolde, der dör om Dagen og formerer sig
om Natten.
Jeg forsikrer dig, at end i Dag staar Rögstuen dér
og disse Sodtrolde, mere haardnakkede end Stentrolde
vokser i Skygge, i Regn og i Sol.
Rytmisk og sprogligt er Digtet meget
interessant; man vil maaske faa et vist Indtryk
af det naar jeg anförer förste Vers:
Eg sigi tær sætt at enn henda dag
hanga söttröll i trodri,
roykstovu-söttröll,
kvæmri enn gröttröll,
id doyggja å degi og nörast å nått.
Söttröll = Trævler af Sod og Stöv.
2 Rögstue = Roykstova = Kokkenstue med aaben
Ild og Röghul i Taget.
Der er over disse Vers en dyster Alvor,
der dog halvt om halvt oplöser sig i en
vis Humor og Selvironi. Jeg kunde nævne
flere andre Eksempler af den Art paa Matras’
förste Digte, der trods deres Dunkelhed har
en ejendommelig Tillokkelse og ikke just lider
under at være uoriginale. Men ved Siden af
denne Art Digte har Matras ogsaa i sin förste
Bog lyriske Arbejder af stor Klarhed og
Tilgængelighed. Et af disse hedder Eydna (Lykke)
og lyder i dansk Oversættelse saaledes:
MORGEN
Om Lykken drömte jeg i Nat — den för
i Fugleflugt höjt over Hav og Jord.
Et Nu i ornesnare Kast den gled
fra Höjden i mit Drömme-Havdyp ned.
Men atter stolt den spændte Fanget ud
og svandt i Hvælvet som et Himmelbud.
I Vildelse jeg saa det gyldne Skær
af aarle Solskin i dens blanke Fjer.
Der er i Matras’ Debutbog umodne Ting,
men der er ogsaa afklarede Digte, fulde af Ro
og Visdom; de hæver sig som Fjeldtoppe af
Taage. I Fjalliö (Fjeldet) giver han i fire
korte Strofer Billedet af et Forbjerg, der
samtidig er det symbolske Billede af en hærget
Menneske-Eksistens: Dagene skyller over
Jordens haarde Kugle, som Dönningerne gaar
over Havet; nu og da brager et Skred i
Fjeldet, der staar furet af Uvejr og Frost. Grumt
gaber Saaret i Klippens Barm, men Vejret
graver det dybere; Bække vælder som
Taare-strömme naar Solen gyldent ler. Vinden river
i Skredsaaret som Kragerne hugger i
Bærklaser, Vinterens Kulde og Foraarets Tovejr
river paany op i Fjeldets Ulivssår. Dagene
skyller over den haarde Ö, sliber det hærgede
Fjeld. Stenene styrter fra Hamrene naar det
svier i Fjeldets Marv.
I Digtet Hitt blinda lidid skildrer Matras
en Hær af Blinde, der vandrer frem gennem
Mörket — en Art Drömmesyn, der
sindbilledligt afmaler Menneskelivet: Frem gennem
Mörke gaar alle de blinde, gaar forskellige
Veje, alt efter deres Hu; ingen skimter
Maalet, gaar bare frem; saadan gaar den blinde
Hær sin lange Vej. -— Nogle trættes tidligt
og segner om, andre synes, at Færden er
nyttelös, fölger saa med Strömmen uden
Vilje, gaar som i Drömme uden at sanse. —
Saa, i salige Öjeblikke, hænder Livets Under:
de blinde faar Kraft til at aabne deres Öjne,
lever rige Stunder, som længe mindes, ser, at
alle Veje förer sammen. — Men saa falder
62
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
