Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Christian Matras. En færöisk lyriker. Af William Heinesen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian Matras
Mörket igen over dem, og nu gaar det atter
frem gennem Natten, uden at noget Maal
skimtes. Saadan gaar den blinde Hær sin
lange Vej.
For at give en Pröve paa Rytmen i dette
baade fasttömrede og fölsomme Digt
gengiver jeg næstsidste Vers i Originalsproget:
So, i sælum stundum,
hendir livsins undur,
blindir fåa megi
at lata eygu sundur,
liva rikar lötir,
ifl leingi minnast,
sjå, at allar götir
samman finnast.
Der er over dette som over flere audre af
Matras’ Digte en ren og höj Salmetone, der
stundom kan minde om den danske
Salmedigter Thomas Kingo (1634—T7°3). hvis
Betydning for færöisk Aandsliv op til vore Dage
har været uhyre. Matras har mesterligt
oversat flere af Kingos Saimer til færöisk.
Matras’ anden og forelöbig sidste
Digtsamling udkom i 1933 og hedder Heimur og heima
(Verden og hjemme). Disse Digte bærer Præg
af större Modenhed, de er mere sangbare,
mere enkle og gennemsigtige, men holdt i
samme kortfattede, koncentrerede Form som
de förste.
I Indgangsdigtet skildrer Matras sin Födeö,
set’i en Vision som et Skib, der kommer
sejlende frem af en Taagebanke. Den lofter sine
Fjeldtinder mod Himlen som Master, det
skummer om Boven ved det höje Fuglefjeld
Enniberg, og fra den sydlige Tange Ndnes
(Döde-Næsset) staar der som en Stribe af
Köl-vand. Og ser vi til Tops bliver vi var,
hvorledes Solen begynder at bryde frem og lyse
paa Fjeldhamrene; og lidt efter lysner det
ogsaa ved Stranden og over Bakker og gröne
Marker. Og Fugleringene om Stavn og Bov
giver Klöfter og Stenskred Liv, og
folk og fæ og spögvamål
er hin riki farmur um borfl.
(Folk og Fæ og Regnspovers Sang er Skibets rige
Farm.)
Paa samme enkle og forelskede Maade giver
han digteriske Billeder af Forbjerget,
Landets værnende Skjold, af Aaen, der rinder
sagte i den duggede Nat, af Skumringen, der
faar Klöverblomstens Kronblade til at lukke
sig, mens Lyden af Havströmmen og det tyste
Bölgeslag i Strandens Tangskove
gennemtrænger Stilheden.
Mange af disse Digte er formet som
Folkelivsbilleder, nogle som »Skjaldur», d. v. s.
Bornesange — Hjembygdens Verden set med
Barnfeöjne: Malkepigerne, der kommer
gaaende med deres Bötter paa Nakken og i
Aftenskumringen ligner Fjeldvarder, der har sat
sig i Bevægelse; Fiskerne, der vender hjem
fra det öde Hav, trætte af Dagens Möje og
Slid, og gaar op i Bygden, hvor Bækkene
risler i Græsset og Hytternes Döre knirker
hjemligt og hyggeligt; Söndagen, der er saa
stille og hellig, at selv Faarene nipper til
Græsset paa en særlig Maade. I det ganske
korte, men dybe og yndefulde Digt Torvadalur
(Torvedal) skildrer han en av de Dage, da
hele Bygden er gaaet til Fjelds for at arbejde
med Törvetörringen.
Tey gingu möti Sölini i hagafriskan dal —
tafl var hjà gomlum fölki sum eitt burtgoymt
barnaspæl.
(De vandrede mod Solen i den friske Hededal —
det var for gamle Mennesker som at lege en
halvglemt Barneleg.
En af de skönneste af disse Pastoraler
hedder Sælar lötur i barnalund.
Har skygdu hyljar 1 söljugröv —
teir fylgdu mær seinni um störu höv.
Ein hagasölja vifl neytaveg —
tafl var sum ein söl, ifl signdi meg.
(Der skinnede Damme i Engblommegröften, de fulgte
mig siden over store Have. •— En Lövetand ved
Kvægstien, det var en Sol, der signede mig.)
Men bag denne varme og naive Idyl gaar
der en Underström af Mörke og Angst.
Hostnætterne kommer og breder deres Uhygge og
Undergangstone over Bygden.
Menneskelivet syner saa lidt i den store Natur, — som
Skæret fra en dösig Staldlygte, der blafrer
paa mörke Husvægge.
I Kvöld, et meget vægtigt Digt paa to korte
Strofer, finder Matras et fortættet Udtryk
for den Undergangsstemning, den blæsende
Havnat bringer Menneskene i:
Nu sorast smått i sinnum foldarverk,
nu skakast tryggar grundir undir dögum.
Öll flusnar foldartifl, sum åflur sterk
stofl fevnandi um knött vifl sinum sögum.
(Nu smuldrer Menneskeværk til Stöv i Sindene, nu
rystes Dagenes trygge Grundvolde. Nu oplöser sig
Jordelivs-Tiden, der för stod stærk og favnede Verden
med sine Sagaer.)
Jeg har her givet nogle Prover paa
Christian Matras’ Natur- og Folkelivsdigtning, der
ö3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
