Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld
Elf elt
Tom Kristensen.
Han kender Smertens gode Værk
i Menneskenes Sind:
at gøre Glæden dobbelt stærk —
Kom, Elskede, kom ind!
Ja, véd han, man bedrager ham,
han skænker dog en Dram —
selv falske Smil behager ham,
og man gaar bort med Skam.
Et ydmygt Herberg er hans Sjæl,
en Herremand hans Sind —■
Du rige Liv, kom ind og dvæl
hver Vandrende, kom ind!
(»Den gode Vært»),
Axel Juel vil baade være »et ydmygt
Herberg» og bevare sin naive Glæde over de
uanselige Ting, der er uden Penges Værd — en
Sommerblæst i Løvet, en Blomst ved Vejen,
et Haandtryk — ugrumset af Had og
Dødsangst. Hvorfor han har Held med sig? Fordi
han er født taknemlig og uden Sans for den
Religion, der ikke blot er Næstekærlighed,
men ogsaa Smerte.
Hans »Lykkeskillinger» er udmøntede med
Omhu og megen Kærlighed til det numis-
matiske Haandværk! Verset bevæger sig
nydeligt, næsten stateligt over Bogens brede
Blade. Han forsvarer sig mod det
uundgaae-lige, der er Glædens Ophør, med et lyrisk
Vovemod, der baade er mandigt og vemodigt:
Naar Døden nærmer sig engang mit Hus
og vil sig mod mit arme Støv forbarme,
udslukke i sit Væsens kolde Gus
den Kval, der næres af min sidste Varme
da tystner jeg som Dyr paa farlig Sti,
som vilden Fugl, der føler nær sin Fjende,
at han maa kunne gaa mit Skjul forbi
og tro, at der er ingen mer derinde —
Saa jeg endnu en Gang maa Verden se,
saa den endnu en Gang min Sjæl bedaarer —
hvad er den bitre Kval, den bedske Ve,
naar Sol og Blæst aftørrer mine Taarer —
(»De to Verdener».)
2.
Tom Kristensens nye Digtsamling: Mod
den yderste Rand var, uden Diskussion, Aarets
største »litterære Mirakel». Den indbragte
sin Digter Mestertitlen, og han fortjener den!
Mod den yderste Rand er mere privat i sin
Bekendelse end den »kinesiske» Lyrik i
Paa-fuglefjeren og mindre letsindigt-larmende med
Ord og Kulører end Fribytterdrømme. Mod
den yderste Rand, der »kun» er en Samling
Lejlighedsdigte til Dagens døde: Knud
Rasmussen, Emilie Sannom etc.; nogle
naturlyriske Digte og et Par »Skillingsviser» til
Avisen, er et vidunderligt, musikalisk da capo
af mange Slags Motiver i Tom Kristensens
Ungdomslyrik: Sult, Elskov, Livslede og
Sol over Nyhavn. Han gennemspiller sit
Tema endnu en Gang med et kunstnerisk
Raseri, der »renser» Verset til en stemmeklar
Melodi, der synger sig selv. Han hører, som
Herrens Jonglør, den hellige Frans af Assisi,
andante, og vejer som Sophus Claussens
Efterfølger i det lyriske Alkymistfag sine Gloser
paa Giftvægt. De slaar Meningen ihjel med
en næsten medicinsk Præcision!
Tom Kristensens Uro, der forhen drev
ham paa Flugt til varmere Himmelstrøg,
er nu baade et Vaaben og et Forsvar. Han
foretrækker Is for Palmer og søger med Omhu
»de Toner, der isner som Klangen fra
Vinterskovens syngende Busk»:
Palmeblade staar med lange Flammer,
men med Isens aandehvide Skær
ud fra Vindusrudens mørke Rammer
som en farlig Kreds af dragne Sværd.
100
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
