Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk Lyrik
formindsker ikke dets poetiske Værdi. Lyrik
er ikke Politik!
»Hotellet» beviser, at Paul la Cour har en
lykkelig, lyrisk Evne til Forvandling i
Behold, og at han med et større Maadehold i
sit »franske» Ordvalg endnu har adskillige
tabte Slag at vinde for dansk Lyrik.
5-
Poul P. M. Pedersens Vignet er
Græde-pilen; hans Instrument er Orglet og Sorgens
Bastrompet! Peter Nansen sagde: det
skønneste Ord i Sproget, er: forbi, forbi.
Poul P. M. Pedersen har samme Mening om
Dødens Velsignelse og Nydelsens lyksalige
Ophør som Judiths Forfatter. Han digter med
en altid mørke-mumlende Stemme, der er
Spot, Sorg og Skadefryd i en saltet Blanding
om Ungdommen, der svandt; om Sommerens
Død i flammende Høstfarver og Løfter, der
bedrog i Dag —• og om hundrede Aar!
Han er ikke særlig opfindsom, men han er
til Gengæld heller ikke sentimental eller
taare-klynkende. Han henter, som Kohelet, sin
Trøst i den Forgænglighed, der rammer alt
levende under Solen, men —- det er ikke de
sletteste Optimister, hvis Livsmod styrkes
og varmes ved Tanken om den stakkede Stund,
Lidelsen faar tildelt paa den kolde, Stjerne,
der hedder Jorden.
Verset falder behageligt mildt for Øret, og
hans vedvarende Sorg giver ofte — ved sin
mærkelige Stolthed — Digtet en næsten
klassisk Klarhed i Linieføring og Klang:
Min Foraarstid, de unge Aar,
er borte nu, bestandig gaar
min Sommer over i min Høst.
Og mere nær blir Dødens Kyst.
End hvælves Høstens Himmel klar
og toner rigt af Lærkers Sang.
Men Stunden blir saa dyrebar:
Sker alting nu for sidste Gang?
Blir Verden ikke kold og trang,
naar alt er sket for sidste Gang?
Den sidste Gang, den Elskte kom?
Gaar jeg mod ensom Alderdom
og blir en halvglemt, færdig Månd?
Men selv Berømmelse og Rang
var ringe Trøst for Ens Forstand,
naar alt var sket for sidste Gang.
(»Syng, Aftenskov, al Længsels Sang.»)
6.
Sigfred Pedersen ligner sin Navnefælle
Poul P. M. Pedersen som Nattens Muldvarp
ligner Solens farveglade Paafugl. Sigfred
Pedersen trakterer med den sørg-muntre
Viggo Jensen.
Humor, der er Galgens, alle Slags musikalske
Støjredskaber fra Trækbasun til Harmonika
og Hakkebræt! Hans skødesløse Vers, der
klæder enhver forkølet Sangstemme fra
Morgengry til Midnat, demonstrerer med en
»Ligegyldighed», der er et stoisk Bedrageri,
at Tilværelsen er farvede Høvlspaaner, brugt
Papir og slet forgyldt Humburg. Hvorfor
græde som en heltemodig Månd, naar hip i
Himlen er hap paa Jorden, og Klovnens
svedne Grin det værdigste Svar?
Sigfred Pedersens Sørgmuntre Sange om
Dildens C-Vitaminer; Kyssepigen Eva; de
forunderlige — 4 000 — Hestekræfter i et
Glas White Horse, er det lattermilde Danmarks
bedst destillerede Humor paa Vers og Flaske!
Sigfred Pedersen er efterhaanden udlært og
Mesterspiller ved den muntre Sang-Musik
— fordi han som Skovens klogeste Fugle
kun synger med sit eget skæve Næb. Hans
Lyrik, der har samme gode Sindelag og
komiske Fodslag som Herman Wessels, er baade
103
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
