Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Brandesiana. Af Alf Hjorth-Moritzsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Brandesiana
De, der har ment, at Georg Brandes var
uden Sans for Naturens Skønhed, kan gaa
hjem og lægge sig. Fru Rung har flere
Eksempler paa det modsatte. Mest
karakteristisk er en Skildring af et Sommerophold paa
Møen. Paa Møen boede Brandes ude ved Store
Klint. Hotellet var primitivt. »Men hvad gør
det», sagde han, »Vejret er himmelsk, og
Bøgen er lys som i Maj.» Det var ham en
Kilde til daglig Undren og Glæde at Bøgeløvet
herude ved Klinten var lyst som ved
Løv-springstid. Ved en afsides Sti havde han
fundet en gammel Træbul: her kunde han sidde
timevis i Samtale, eller han søgte derhen i
Ensomhed og blev siddende der, til man
hentede ham. Han kunde da se op med ganske
fjerne Øjne: »Her sidder jeg, gamle
Talemaskine, og er gaaet ganske i Staa», sagde
han med et Smil. »Jeg tror ikke, jeg har tænkt
een Tanke — jeg har blot siddet og lyttet til
Løvets Susen. Hvor er en saadan lys og tæt
Skov dog en Vederkvægelse.» Og han aandede
dybt og tilfreds.
Skildringen af Brandes’ Rejse til
Grækenland — det Land, han altid havde drømt
om — hører til de Partier i Bogen, man aldrig
glemmer. Hvor betagende er ikke Skildringen
af Besøget paa Akropolis: Bevæget sidder G.
B. paa Trappen op til Parthenon. »Under os
saa vi Byen udstrakt, bag os Havet, som
langsomt begyndte at rødme i Skæret fra den
synkende Sol. G. B. talte ikke mere, rakte
blot sin Haand ud imod mig og blev siddende
tavs længe, længe. Han havde lagt sin Hat fra
sig paa Trinet, hvor vi sad, Solen lagde gyldent
Glans over den mægtige Haarkrone, hans
Ansigt var i Ro, Trækkene havde løst sig i et
Udtryk af fuldkommen Lykke. »Dette
Øjeblik har jeg attraaet hele mit Liv», sagde
han. »Jeg har ikke før haft Raad til denne
Rejse. Jeg er 80 Aar nu, nu endelig naar jeg
det.» Lukketid var inde. En Kustode kom
imod os. G. B. rejste sig. »En saadan Stund
opvejer et helt Liv», sagde han stille.»
Saadan kunde man blive ved at anføre
Citater fra denne Bog, der er en Guldgrube
for Litteraturhistorien og maa læses i sin
Helhed. Det samme gælder om Henri
Nathansens ikke mindre interessante og fængslende
Bog. Den er saa uretoucheret et Portræt som
Fru Rungs. Men medens hendes Bog er uden
Pretentioner, vil Nathansen —- der fra
Aarhundredskiftet stod Georg Brandes nær som
Ven — se hans Liv og Værk i Lyset af hans
jødiske Afstamning, -—- noget Brandes aldrig
vilde høre Tale om, og vilde have raset imod,
hvis han kunde læse det. »Der var en Tid,
hvor jeg noget nær var det eneste Menneske
i Landet, som ikke var Jøde», skriver han
paradoksalt et Sted. »Det meste jødiske har for
mig rent personligt, instinktivt noget
afskrækkende», siger han i et Brev til Nathansen.
Bogen giver det værdifuldeste Bidrag til
Bestemmelsen og Forstaaelsen af den
jødiske Psyke, men ikke uden Ensidighed er
det lykkedes Nathansen at passe Brandes ind
i sine Teorier. Gennem en — saa uretfærdig
som usandsynlig — Tegning af Broderen
Edvard Brandes’ Type og Personlighed
søger Nathansen at belyse Georg Brandes’ og
vise os det positive i hans Aandsform i
Modsætning til Broderens, der tilskrives alle de
negative jødiske Egenskaber.
I sit inderste Væsen var Brandes nok
ujødisk, ja anti-jødisk — selv om han
mangfoldige Gange har udtalt sig til Gunst for
jødiske Undertrykte — og Nathansen ender
da ogsaa med, at frakende ham en jødisk
Sjæl, selv om han i udpræget Grad besad det
jødiske Sind og Instinkt, den jødiske Nerve.
Og Nathansen slutter sin Analyse med
følgende Dom, som sikkert alle Kendere af
Brandes kan godtage: »Af Natur tilhørte han
Judæa, af Aand Hellas, men af hele sin Sjæl
tilhørte han det flygtende Liv i Nuet.
Man kan indvende mod Bogen, at Skyggerne
er for sorte. Lyset stundom for blændende,
men ingen vil nægte, at Brandes lever under
Nathansens Pen, og at dette Liv bærer Bogen
og gør den til et uvurderligt Kildeskrift for
Fremtidens Brandesforskning. Nathansen har
som øvet Dramaturg føjet de mange
Smaatræk sammen til et Helhedsbillede, der
brænder sig ind i Læserens Hukommelse. Man
ser Brandes i al hans indtagende
Menneskelighed, hans Storhed og Svaghed, Fortrin og
Fejl, hans Vaner, skiftende Humør,
Forfængelighed og Følsomhed, og man lærer at holde
af Mennesket ligesaa meget, som man før
beundrede Skribenten.
Hvortil disse Bøger om en stor — eller i
hvert Fald berømt ■—- Mands Privatliv? Jo,
en Forfatters Publikum har en Slags Krav paa
at kende og kunne dømme ikke blot
Skribenten, men ogsaa Mennesket bag Bøgerne. Ogsaa
Vrøvlet og Spøgen, — siger Brandes selv —
hører med til et virkeligt Menneske, ogsaa i
dem røber en Side af Væsenet sig.
De, der har staaet en Månd som Georg
Brandes personlig nær, har en Pligt til at
235
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
