Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Brandesiana. Af Alf Hjorth-Moritzsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Brandesiana
Forfattere som Henrik Pontoppidan, Herman
Bang, Johs. Jørgensen, Alfred Ipsen, Sven
Lange, Peter Nansen, Helge Röde, Agnes
Henningsen, Axel Lundegård, Victoria
Benedictsson, Änne Charlotte Leffler, Henrik Ibsen
og flere.
Rækken af dette Portrætgalleri er ogsaa
efter Brandes’ Død blevet forøget:
Forfatterinden Karna Birk Grønbech har i sin
store Roman: »Kommandantens Døtre» (1927)
hvor der for første Gang i dansk Litteratur er
indført endnu levende Personer som
Romanfigurer med Navns Nævnelse, indlagt et
Besøg (selvoplevet) hos Brandes. Henri
Nathansen har fortsat sine mange
Brandes-Portrætter (Dr. Frank i »Floden» og i »Hugo
Davids Liv» og Dr. Wahl i Skuespillet af
samme Navn) med Skildringen af Brandes i
»Mendel Philipsen og Søn» (1932). I Anders
Olsens Skuespil »Maskinen» (1934) er der
væsentlige Træk af G. B. i Hovedpersonen
Dr. Edens Skikkelse, ligesom Digterpræsten
Kaj Munk’s endnu aldrig opførte Skuespil
»I Brændingen» (1929) er skrevet over Georg
Brandes og tilegnet »Mesteren, som er død».1
Litteraturvidenskaben har i de forløbne Aar
ikke heller ligget paa den lade Side, men gjort
sig ihærdige Anstrengelser for at placere
Georg Brandes; udfinde hans Forhold til sine
Lærere og paavise hans Afhængighed af
Kilderne. Professor Paul V. Rubow er her
Foregangsmanden, den, der gennem en
Aarrække har ydet de fineste og frugtbareste
Bidrag til Georg Brandes-Forskningens
Fremme i Norden.
I 1927 udsendte Rubow sit lille Skrift
»Georg Brandes og hans Lærere», der knytter
sig til to tidligere Arbejder, den saa godt
som udtømmende Afhandling, »Georg Brandes’
Forhold til Taine og Sainte-Beuve» og
Kapitlet om Georg Brandes’ Kritik i Rubows
Doktordisputats.
»Georg Brandes og hans Lærere» gør klart
og koncist Rede for hvorledes Brandes er
paavirket af danske, tyske og franske
Personligheder.
I 1932 kom Rubows næste Arbejde om
Brandes, en stor Bog med den morsomme
Titel »Georg Brandes’ Briller» (oprindeligt
trykt som »Georg Brandes og den kritiske
Tradition i det 19. Aarhundrede» i
Universitetets Festskrift til Kongens Fødselsdag, 1931, og
1 Opføres dog nu i 1937 på Betty Nansens Teater
i København.
som selvstændig Bog samme Aar). Bogen er
et skarpsindigt og fængslende Arbejde, et
energisk Forsøg paa at grave efter den store
Kritikers og Benytters mange Kilder. Den
falder i fem Afsnit: Brandes’ Forhold til
Klassicismen, til Hellas, til Søren Kierkegaard, til
Renaissancen og til sin Tids æstetiske
Doktriner. Fremstillingen virker aldrig anstrengt.
Professor Rubows livlige, elegante Pen gør
Læsningen til en Fornøjelse. Det er sjældent
i videnskabelige Arbejder at finde saa megen
Livlighed og Humor, saa megen
Elskværdighed og (for at tale Rubowsk) »bon sens»,
parret med saa megen Lærdom og Forstand
som i denne Bog. Rubows fabelagtige Viden
og Belæsthed gør, at han kender og behersker
det enorme Stof, der udgør Brandes’
litterærfilosofiske Forudsætninger. Bogen er
komprimeret Viden, man ser sjældent her i Vilh.
Andersens Fædreland saa mange
Kendsgerninger og saa faa Aandrigheder pr. Side.
En storstilet Demonstration af hvad eksakt
Litteraturvidenskab formaar. Desværre falder
Rubow et Par Gange ud af Rollen og lader
Pennen løbe. Man se hvordan: Bogens
interessanteste men rigtignok ogsaa svagest
underbyggede Kapitel, er det om Brandes’ Forhold
til Søren Kierkegaard. Her vil Rubow ensidigt
se hele Brandes’ Virksomhed i Lyset af
Kierkegaards Forfatterskab. Hypotesen holder
tilsyneladende Stik, saa længe Rubow kan
støtte sig til Brandes’ ellers utilgængelige
Dagbøger og Breve, i Brandes-Arkivet på
Det kgl. Bibliotek, men hinker allerede i
Slutningen af 1860’ erne, hvor Brandes faktisk
er ved at være færdig med Kierkegaard, og
svigter helt i 70’ernes Begyndelse, da han
udarbejder sine »Hovedstrømninger i det 19.
Aarhundredes Litteratur» og Kierkegaard
ganske er gledet i Baggrunden.
Vei er Brandes’ Forhold til Kierkegaard
»det alvorligste i hele hans aandelige Liv».
— Men Krisen er forbi, inden han tager fat
paa sit Hovedværk. Den dybest liggende Kilde
til Emigrant-Litteraturen (1. Del af
»Hovedstrømninger») var derfor ikke, som Rubow
vil mene, Kierkegaards Agitationsskrifter fra
1854—55, men det var Frihedskampene ude
i Europa, som Brandes havde oplevet paa
sin store Udenlandsrejse 1870—71, det var
Pariser-Kommunen, det var Erobringen af
Pave-Staten, det var Omgangen med Taine
og Stuart Mill, og det var meget, meget mere,
men det var ikke nogle Bøger, der var
Aarsagen til Brandes’ Holdning i 70’erne. Ikke af
237
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
