Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Teaterforestillinger i København. Nordiske Skuespil og Shakespeare. Af Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel Broe
Alligevel er der næppe Grund til større
Mismod. Teatret deler Kaar med
Menneskeslægten, der har sine store Tider og sine
Nedgangsperioder, bestemt af dens Tro og høje
Maal eller Mangel paa disse. Den almindelige
Følelse af alle Tings Midlertidighed i en
Verden, hvor Ideer og Tro styrter sammen
som jordskælvsramte Huse, har gjort det
umuligt for Teatret at styre en fast Kurs.
Men alt har en Ende, selv
Midlertidigheden, og den kommende nye Verden vil,
hvordan den end kommer til at se ud, se
Teatret genrejst i samme Stund,
Menneskeslægten har fundet Formeln for en
Tilværelse, det er værd at elske og at kæmpe for.
Mennesket og Teatret hører sammen. Saa
længe Mennesket holder, vil Teatret bestaa.
Imidlertid gøres der her og der prisværdige
Forsøg paa at finde nye Veje for
Scenekunsten, dels ved at opføre de faa
Tidsskue-spil, der kan opdrives, dels ved at genoptage
ældre Tiders klassiske Skuespil og fremføre
dem i en ny Udgave, gennemskinnet af
Tidens Lys. Vi skal her se paa de spredte
Forsøg, der i den Retning er gjort paa de
københavnske Teatre.
Trods en aarelang Forberedelse og en
Ventetid, der spændte Forventningen urimelig
højt, blev Johannes V. Jensens
Eventyrkomedie Darduse (Brylluppet i Peking) ikke
den Teaterbegivenhed, som saa mange havde
haabet. At Lyrikeren Johannes V. Jensen,
der hidtil kun har flirtet med Teatret,
pludselig skulde gøre Alvor af Forholdet og
aabenbare sig som Dramatiker, vilde ganske vist
være intet mindre end et Mirakel. Men Tiden
hungrer efter Mirakler. Og Johannes V.
Jensen har før overrasket med det utænkelige.
Alligevel kunde denne Eventyrkomedie, der
rummer yndige Enkeltheder, være blevet
til mere, om Teatret med haard Haand havde
forenklet dens Slutoptrin med Legetøjet og
den symbolske Ballet, som intet Menneske
kunde begribe. Overhovedet vilde i et
enklere Udstyr Komediens Ide og dens poetiske
Skønheder, der er Udtryk for Digterens Tro
paa Menneskenaturen, være kommet mere
til sin Ret. Det kgl. Teater havde sat alt
for mange Kræfter ind. De halve var spildte.
Til Gengæld var Aftenen ikke spildt for
den, der kunde lytte.
Tykkemanden, Darduse, en Slags kinesisk
Buddha, der repræsenterer den sunde
guddommelige Fornuft, forlader sit Tempel for
at faa ordnet et Giftermaal mellem den lille
Mandarindatter Tsi og den lige saa højt
paa, Straa værende Wän Jang, der for at
komme sin elskede nær har forklædt sig
og taget Stilling som Palankinkuli hos
Mandarinen. Handlingen er simpelthen den, at
Darduse faar Giftermaalet i Stand, og saa
er der rent ud sagt ikke mere — dramatisk set.
Mindre kunde det ikke være.
Men Komedien er heller ikke nogen rigtig
Komedie, den er et Eventyr fortalt fra Scenen
— af Darduse, om hvor taabeligt
Menneskene har indrettet sig paa Jorden, og hvor
dejligt her kunde være, naar Menneskene
nedbrød det Bur, de selv har bygget op
omkring sig af Fordomme og Vaner, og fulgte
den frie Natur. Johannes V. Jensen er her
vendt tilbage til sin Ungdomsforkyndelse,
som han nu formulerer saadan: »Alle Folk
her i Kina var en Gang Mennesker, nu er de
Kinesere. Men man fødes stadig som
Menneske, et Tilbud, der bliver gjort en som Barn.»
Eller mere poetisk udtrykt: »Læg dit Hjærte
i Jorden, og du skal blomstre ind i Himlen.»
I Komedien er der i Virkeligheden kun to
Sprog: Darduses dybt menneskelige og
Teaterteknikkens Billedsprog. Det er Teatret,
der ved Hjælp af sine ydre Virkemidler og
sin Maskekomedie afbilleder Daarskaben, den
snævre Tilværelse: Det gamle forstenede
Mandarinpar, hvis Livskilder er tilstoppede af
Aarhundreders død Tradition, ypperligt
spillet i Maskekomediestil (af Pio og Clara
Pontoppidan); de forkuede Kvinder med de
indsnævrede Fødder: Underklassens
Trældom, ren kulturhistorisk Etnografi, og som
man vil forstaa: udramatiske Synsbilleder.
Paa Teatret er saa megen Fremvisning
lidt utaalelig, og Iscenesætteren havde gjort
for meget ud af Billedsproget. Men midt i
alle Kineserierne sprang Poesiens livsalige
Vande. Bedaarende var de to Akter med de
unge, kvidrende Piger, der siger sig løs fra
Tvangsægteskaberne. De lignede Blomster,
en Buket samlet om Karin Nellemose,
der som Tsi saa ud som det fineste Stykke
Mingporcelæn, men dog viste sig at rumme
en saadan Pigeheftighed, at man til Tider
frygtede for, at den kostelige Miniature
skulde sprænges. Allestedsnærværende men
lifligst i Mælet, naar han var i Selskab med
Tsi, vandrede Johannes Poulsen rundt, som
Darduse med Vandrestav og Tryllesæk. — I
gul Tempelkimono, med Skaldepande, gylden
Vom og et Udtryk, der lyste indefra af Kløgt
og Godhed, talte han Visdomsord, tryllede
346
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
