Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Teaterforestillinger i København. Nordiske Skuespil og Shakespeare. Af Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel Broe
Fot. Holger Damgaard.
Henrik Benzon som Professor Kr
citer i »Brændingen». Betty
Nansen-Teatret.
Teatret sad som i Andagt. En saadan
barnlig Inderlighed, udtrykt uden Ord, uden
sjælfuld Diktion, det hele stumme Spil greb.
Det var, som man saa en Sjæl.
Anker-Larsen havde som Iscenesætter
skabt Ro over Billederne; men Folketeatrets
Skuespillere magtede gennemgaaende ikke
Opgaven. Johannes Meyer manglede den
Dobbeltbundethed i Replikken, der gør
Hjalmar Ekdal til en tragi-komisk Figur.
Alstrup som gamle Ekdal havde en god Maske,
men den gamle Revyskuespiller kan ikke
frigøre sig for sine Attituder. Der er noget
pludrende over ham. I god Folketeaterstil,
solid Skuespilkunst, var Richard Christensen
som Dr. Relling og Fru Thorberg-Wieth
som Gina.
Den, der har været skrap i Pennen, da
Kaj Munks Kæmpenederlag paa
Nationalscenen (En Idealist) i sin Tid skulde
opgøres, maa indrømme, at Kritikkens Nederlag
i Virkeligheden ikke var mindre end Præs-
tens. Hvilken Blunder! Medens Kritikken
endnu ikke helt har forvundet de Saar, den
tilføjede sig selv, har den i Almindelighed
gjort Afbigt over for Præsten og anerkendt
hans store dramatiske Evner og den
passionerede Vilje, hvormed han giver sit Stof
scenisk Liv. Kraft og Geni er der i ham. Men
den Mistio er dog bevaret: Har han
Dækning for sine Paradokser? Er han mere end
en vittig Skribent og en dygtig Dramatiker,
mere end et Fantasimenneske, fører han
noget i sit Skjold?
Hvor splittet han er, fremgik klart af hans
interessante Skuespil: Brændingen, som den
ukuelige Betty Nansen fremførte paa sit
Teater i smuk og fast kunstnerisk Form.
I Lighed med Helge Röde (En Månd gik
ned fra Jerusalem) har Kaj Munk hentet
Træk til sin Hovedskikkelse, den radikale
Professor Krater, hos Georg Brandes. Men
enhver, som har kendt G. B., vil give Munk
Ret i, at der aldeles ikke er Tale om nogen
»Affotografering». Professor Ragnar
Josephson kan være rolig. Krater er ikke Brandes,
dertil er han for stor en Romantiker. Højst
kan der være Tale om en Brandes, opfattet
af en pur-ung begavet Student. Kaj Munk
har grebet et centralt Tidsstof: Brydningen
mellem tre Livsanskuelser. Professor Krater
drømmer om et Skønhedens og Aandens
Herredømme paa Jorden, hvor Menneskene har
frigjort sig fra Overtro, Angst og sløvende
Vaner. Han drømmer om Menneskets
Herlighed og Kærligheden bevaret som et Under.
Men medens hans Drøm lyser af Storhed og
Aand, er hans Forhold til Virkeligheden
præget af Vrede, Mistro og Had. Det irreligiøse
Aandsmenneske foragter den sløve Verden,
men kan dog ikke leve uden dens
Anerkendelse, som han skiftevis støder fra sig og
tilstræber. En grænseløs ufredelig Månd.
Allerede det næste Slægtled, hans egne
Børn, tre Sønner og en Datter, deler ikke
hans Idealer. Eller rettere sagt: disse er fra
de olympiske Toppe sunket ned i
Jordatmosfæren, hvor de omsættes i smaa
praktiske Reformer paa Medicinens og Hygiejnens
Omraader.
Ind i dette ufredelige Hjem, hvor
Diskussionerne bølger, og hvor der kun hersker
Harmoni mellem Professoren og den yngste
Søn, Jean Jacques (meget skønt fremstillet),
træder nu den lille enfoldige Præstedatter
Marie Hansen. Med enkle Ord forsvarer hun
Kristendommen, og hun handler i dens Aand.
350
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
