Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Teaterforestillinger i København. Nordiske Skuespil og Shakespeare. Af Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel Broe
Tekst (Paa Statens og paa egne Vegne
Halvsorg), var Kostumeringen ved Hoffet holdt
i sort og hvidt. I London er Lystspillet: »As
you like it» fremført saadan og med Held.
Men det strider mod Aanden i Tragedien at
gøre ligedan her, idet den danske Prins er
den eneste, der bør være i sort. Han opfordres
jo til at lægge sin Sorgedrägt, der ubehageligt
minder Brodermorderen, Kong Claudius, om
hans Skændselsdaad.
Hamlets Sørgeklæder skal, endnu inden
vi lærer ham at kende, give et umiddelbart
anskueligt Billede af hans Særstilling ved
det bedærvede Hof. Og senere fastholde det.
Men vigtigexe end de ydre Billeder, hvoraf
mange var af stor Skønhed, er den nye
Hamlet-Opfattelse og Spillet.
Den, der mindes de tidligere romantisk
farvede Opførelser, kan uden Forbehold
fastslaa, at den nye i sin Intention laa
Shakespeare nærmere. Spillet var kraftigere og
friskere. Blæst bort var alle tidligere Tiders
alt for store Imponerthed af Tekstens
litterære Anseelse. Det var tidligere Skik, at
Hamletskuespilleren, hver Gang han skulde
fremsige et af de klassiske Fyndord, stillede
sig i Attitude. Der indtraf en Pause af
Dødsstilhed i Teatret som i Cirkus før
Trapezkunstneren tager Dødsspringet: Nu kommer
det. I Modsætning hertil gled de berømte
Perioder ind i Samtalen og fik disses naturlige
Kolorit. Huskes i den Forbindelse skal Scenen
mellem Horatio og Hamlet, hvor de
diskuterer Mysteriet (Der er mere mellem
Himmel og Jord o. s. v.) Den formede sig uden
Cirkuspause som en naturlig aandfuld
Samtale mellem Skolarer.
Paa dette frie Spil, der havde Livets
Umiddelbarhed over sig, kan der bygges videre.
Takket være Johannes Poulsens geniale
Instruktion er Planen her lagt for kommende
Tiders Hamletfremførelse.
Derimod maa den nye Opfattelse af
Hamlet som en Månd i Trediverne og en ogsaa
fysisk veludrustet Person siges at være
uholdbar.
Hamlet er ung!
Lige meget hvilken Oversættelse, man
læser, for ikke at tale om Originalteksten, slaar
det en, at Hamlet er ung. Det sammensatte
i Hamlets Karakter, Tvivlraadigheden,
Manglen paa Handlekraft og hans klare Syn
paa den Bedærvelse, han føler sig kaldet til
at rette, viser ham som Intellektualisten, i
alle Aldre ganske vist. Om jeg har forstaaet
Johannes V. Jensen ret, mener han, at
Hamlet er den frigjorte Renæssancetype, der maa
maskere sig for at kunne færdes ved et Hof,
hvor alle lever paa middelalderlige
Forestillinger. Lad gaa med det. Men ung er han.
Thi det er kun Ungdommen, naar dens Øjne
endelig aabnes for Livets Hæslighed, der faar
et saa overvældende Indtryk heraf. Tiden
sløver dette Indtryk af Førstemødet, selv hos
store Aander. Men hos Hamlet er Verden
pludselig aabenbaret. Han vil som al Ungdom
gaa i Rette med den. Naar han ikke gør det,
er det ikke blot, fordi han af Karakter er
lidet handlekraftig, men fordi han til sin
Undren ser, at hele Verden ser anderledes paa
den Ting. Han siger det selv (4. Akt. 2. Scene):
»Den hele Verden, en Grundlov i Naturen
vidner mod mig.» Saadan taler ikke blot den
intellektuelle, men den unge Månd. Hamlet
behøver ikke at spilles som Neurasteniker,
men ung maa han være.
Man vil da forstaa, at det var en
skæbnesvanger Fejltagelse at lade den udmærkede
Eyvind Johan-Svendsen, der er lutter Fylde
og massiv Kraft, spille den tvivlraadige,
undrende Hamlet. Hans tætte Helteskikkelse
og voldsomme Apparition, hans Rasen og
Oprørskhed gav Billedet af en Rebel. Det var
Hensigten og var beundringsværdigt
gennemført, men Skuespillet tabte sin Balance. Dels
forstod man ikke, at denne Oprører saa længe
var blevet taalt, og hvordan skulde han gøre
Indtryk paa Ofelia, eller kunde være Ven
med den blide Skolar Horatio, eller være
elsket af Folket. Alt dette skulde hans
indtagende Ungdom forklare. Hans Ild skal
brænde i ham, men ikke slaa ud i lyse
Flammer dagilg. Et Mesterstykke af Portrætkunst
var Holger Gabrielsens slebne, sludrende,
naragtige Gamling Polonius. Saa fiffig i egen
Indbildning, at han næsten ikke kunde bære
sin senile, underfundige Skaldepande. Han
var lige ved at skvatte paa Stankelbenene;
der dog traadte sirligt nok. I et Glimt gav
Bodil Ipsen et virkningsfuldt Billede af den
midaldrende Dronnings sidste, noget for
klæbrige Elskovslængsler, og af Graverkarlen
havde Johannes Poulsen foimet en
fantasifuld Type paa en middelalderlig Almuesmand.
Med denne store Teaterforestilling, der
gav Anledning til saa mange Rivninger og
megen frugtbar Diskussion, sluttede
Teatersæsonen i København.
352
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
