Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Thøger Larsen. Af Harry Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Thøger Larsen
O — lad mig gribe dig, du rige Nu,
du Sluse for al Evighedens Strømme!
Al Fortid og al Fremtid ejer du,
alt Jordeliv i Stof og Form og Drømme!
Nogle andre Strofer vil vise hvor originalt
Thøger Larsen omsatte sine rige Oplevelser
i Vers:
Fortid og Urtid rører sig fortabt
i denne Dukkert i vort Væsens Afgrund,
og evige Evner, hvorved vi er skabt,
skyder sig op fra Søvnens sorte Havbund.
Der dæmrer Drag af forhistorisk Fryd,
af længst nedmanede, barokke Skræmsler,
af Angst, hvis Udtryk er uformelig Lyd —
vor Sjæl forbrænder tusind svangre Glemsler.
Det virkelige Liv i Urtids Aar,
det vilde slaa med navnløs Gru din Hjerne.
I Glemsels Maanestilhed Gyset gaar
fra dunkle Morgendybder i din Stjerne.
Alt, hvad der sänk med standset Blod og Saft,
hver Livsens Sjæl. der haabet har og gruet,
har ofret alt sit Væsens Klodekraft
paa dette ene Værk: at skabe Nuet.
Det skønne Digt »Solskin i en Stue» giver
ogsaa Udtryk for denne dybe og inderlige
Forening af alle Tider:
Et stille Solskin hviler
hen over Gulv og Bord —
en maalløs Drøm, der Stuen
og alle Ting besvor.
Der svajer Græs og Grene,
og Vinden høres hid.
Det er af alle Tider
en aller anden Tid.
Digtet, hvis Form er saa simpel og klar,
slutter med denne Strofe:
O dyrbare Solskin,
som ingen Sjæl forstaar!
Lad denne Time dvæle
hos mig i tusind Aar.
Naturen, »Genfødelsens svangre Tider»,
Mennesket og Dyr i Naturen, Lykken ved
Foraaret, Digterens underfulde Glæde smelter
sammen i »Solsangen»:
Der fløjter Fugl, der summer Insekt —
der ligger en Lykke forborgen.
Nu Kvinde og Hundyr, Korn og Siv
besvangres skal med det evige Liv,
som vaktes i Tidernes Morgen.
Det bløder af Glæde i mit Sind:
O Rigdom, hvori jeg svømmer —
Sol-Søvn, hvori jeg drømmer!
Der kommer en Tid, en underfuld,
da Græsset er grønt, og jeg er Muld.
Det vil af de allerede anførte Citater
forstaas, at Naturen er det evige Motiv over alle
i Thøger Larsens Digte. Det er rigtigt hvad
der staar i Johannes V. Jensens smukke
Mindedigt i »Den jydske Blæst»:
Hvad sparsomt ham Naturen bød
han lagde til af egen Glød.
Her gik den dybt fortænkte Månd,
med Stjernelys i Øjet lagt,
en Elsker af det danske Land,
og gav paa Aarets Under Agt.
Den jyske Natur med dens Barskhed og
Nøgenhed, Bakkerne og Fjorden har tidligt
gjort Indtryk paa ham; som Vogterdreng har
han oplevet Vejret, Solen, Sommerregnen og
den frygtelige Torden. Han har haft
stormfulde og blide idylliske Stunder. I »Ved
Fjorden», et inderligt, trohjertet og varmt
bevæget Digt, en »Mindekæde», synger han
om sin Barndoms Egn, de elskede Bakker og
Fjorden:
Jeg elsker de kløftede Bakker,
hvorunder min Barndom Lyset saa,
hvor Skygger med Tænder og Takker
før Aften langt over Agren laa.
Jeg saa paa Vandenens Slikken
om glatte Sten paa den lange Strand.
Jeg hørte den klingre Prikken
af Tordenregn i et stille Vand.
Jeg løb mellem Bakken og Fjorden
om Kap i en overmodig Hast
med Skyernes Skygger paa Jorden,
Smaadyr under Foden som Bobler brast.
Thøger Larsen har skildret de skiftende
Aarstider, Aaret i Danmark (saaledes hedder
et af hans Digte), det første Foraar med »Sol
i Sinde», den hede Sommer, den klare Høstdag
(det prægtige Digt »August»), September med
falmet, sygt Løv, den haarde Vinter,
Vinternatten med »onde Stjerner». Et af hans
kendteste Digte, som er sat i Musik, er »Den
danske Sommer», der begynder: Danmark,
nu blunder den lyse Nat. Jeg citerer tre
Strofer:
Danmark, du vaagner med Søer blaa,
mætte som Moderøjne.
Alt, hvad i dine Arme laa,
lader du Solen skinne paa,
ser, hvor det yppigt glider,
frem af forgangne Tider.
Hyldene dufter i Stuen ind
ude fra Danmarks Haver.
Kornet modnes i Sommervind.
Hanegal over lyse Sind
stiger bag Gavl og Grene,
hvæsset som Kniv mod Stene.
29—Ord och Bild, 46 :e årg.
449
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
