Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Medens Teatret er i Støbeskeen —. Af Robert Neiiendam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Robert Neiiendam
dige Henvisninger til konkrete Billeder. Men
om Personerne, der levendegjorde disse
skønne Rammer, hører vi kun lidt eller intet.
Forfatteren lover i Forordet, at han i Værkets
andet bind vil gennemgaa Repertoiret, og
han vil da forhaabentlig komme ind paa
Personskildringen og selve Fremstillingen,
som de mange farverige Sale og Haver
alligevel ikke kan undvære. Interessant er
Paavisningen af, hvad svensk Kultur skylder
den sceniske Invasion fra Frankrig. Dette
gælder i første Række Bellman: »Det var
hos de franska skådespelarna på Bollhuset
och icke hos deras svenska kolleger på
Stenborgs teatrar, Bellman först blev förtrogen
med den melodiskatt, som nu är ett omistligt
svenskt kulturarv» (pag. loo). Imellem
Linjerne strør Agne Beijer Bemærkninger som
røber, att han er overlegen i Forholdet til sit
Stof, for Eks: »När Drottningen (Marie
Antoinette paa Petit Trianon) kärnar smör och
spinner ull spelar hon en ingenueroll i en
miljö, som ingenting annat är än en typisk
opera-comiquedekoration uppbyggd i fastare
material.» Man kan sige, at Agne Beijer
læser Historien ud af sine Scenerammer.
Et Par Bemærkninger om de samtidige
Forhold ved det danske Teater, som er
Nordens ældste og ogsaa udgaaet fra Frankrig,
vilde maaske for Sammenhængens Skyld
have været paa sin Plads. Agne Beijer skildrer
en Haveforestilling i August 1746 under
Lovisa Ulrika, der fik stor Betydning for den
videre Udvikling. Just i samme Maaned
overværede Frederik den Femte en
tilsvarende Forestilling i Holtegaards Have uden
for København, hvis Resultat var, at han
skænkede Aktørerne Grunden paa Kongens
Nytorv, Det kgl. Teaters Plads den Dag i
Dag. Men medens Teatret i Sverige var
Watteau’ske Rokokostemninger for la haute
volée, blev Teatret i Danmark straks
nationaliseret gennem Holbergs Komedier. Det
nuværende Drottningholms Teater og Hofteatret
ved Christiansborg blev indviet samme Aar,
Anno 1766, men allerede 1773 forlod den
sidste franske Hof trup København, og Johan
Herman Wessel skrev sin udødelige Parodi
»Kærlighed uden Strømper» over Arten og
Spillet, medens den franske Indflydelse i
Sverige just da stod i Blomst under Gustaf
den Tredje. En saadan aandfuld parodisk
Tegning af fransk Heltevæsen, som P. Cramer
skabte, rummer Agne Beijers Værk ikke;
den findes i »Danske Teaterbilleder fra det 18.
Aarhundrede», samlet og udgivet af Dr.
Torben Krogh, en, hvad Materialet iøvrigt
angaar, langt ringere Bog, der dog rummer
enkelte Perler, som i et Nu oplyser
Eftertiden om Udviklingsgangen, for Eks. den
ogsaa af Agne Beijer (pag. 147) omtalte
Skitze fra 1779 af P. Cramer fra Opførelsen af
Ewalds »Balders Død», ny i sin nordiske
Stil og varslende Oehlenschlägers Tragedier.
I begge disse Billeder er der en lille
Revolution.
Agne Beijers Værk er et Forsvar for Gustaf
den Tredje, som nogle Skribenter har gjort
til en naragtig Teaterkonge, medens han i
Virkeligheden var en Ildsjæl, der brændte
for den sceniske Kunst i dens dekorative Form.
Han gennemgaar Kongens mægtige Indsats
og beskæftiger sig ifølge sit Synspunkt mere
med Maleren Desprez end med Skuespilleren
Monvel, Kongens to franske Hovedhjælpere.
Agne Beijer fornyer det fortærskede Emne
Gustaf den Tredje og Teatret med mange
Iagttagelser, fremhæver Monarkens
Kongstanke at skabe »en svensk speldramatik
med nationella ämnen» og kalder — fortrinligt
udtrykt -— hans Komedie »Siri Brahe» (som
ogsaa blev opført i København) »Scribe ett
halvsekel fore Scribe». Men i al sin Begejstring
er Agne Beijer dog ikke blind for, at Tidens
egentlige dramatiske Digtning ikke blev
skrevet i Sverige, men i Tyskland af Goethe
og Schiller. Til Slut sammenfatter Agne
Beijer sine Betragtninger i en lille Epilog
kaldet »Ordet och bilden». Han kommer
til det Resultat, at de gamle
Teaterdekorationer havde en Magt over Menneskenes Sind,
der langt overgik den Indflydelse, det talte
Ord besad: »Teatern som visuellt konstverk,
som samspel mellan arkitektur och måleri
var i sig själf en långt mera fängslande och
alla sinnen betvingande fantasiskapelse än
någonsin de dramatiska diktverk, som under
denna tid levde av dess nåd i vårt land.»
Dermed har han ogsaa karakteriseret det
gustavianske Teaters Begrænsning.
II.
Dr. Frederik Schyberg har vist sig
fortrinligt udrustet til at blive Teaterkritikens
Historiograf. Han ejer navnlig to Egenskaber,
som ofte blev nægtet den Lærde: Han skriver
levende og bliver ikke hængende i Enkeltheder.
Et vældigt Stof har han behandlet overlegent
og uddraget Ekstrakten med stor Sans for
566
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
