Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Lidt om Harald Herdal. Af Søren Hallar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lidt o ni Harald H e r d a l
Af Søren Hallar
ALMINDELIGHED gør man bedst i
at læse en Forfatter kronologisk, d. v. s. i
den Orden, hvori hans Bøger er skrevet. Det
har sin Interesse at følge de Forandringer,
der finder Sted, og ofte forstaar man først
en Bog, naar man ser den i I.yset af en
tidligere. Men der er Tilfælde, hvor det lønner sig
at begynde med et af hans senere Værker.
Det sker nemlig, at en Forfatter først finder
sig selv et Stykke henne i sin Produktion,
og det sker ogsaa, at han tager et
selvbiografisk Stof op og derved giver en Nøgle til
sit foregaaende Forfatterskab.
Begge Dele gælder om Harald Herdal.
Han begynder ret traditionelt, i hvert Fald
i Emnevalget; først i Nøgne Digte fra 1933 slaar
hans Personlighed tydeligt igennem (Tirsdag,
der udkom 1932, men som er skrevet i 1929,
er for umoden), og i 1936 giver han i Den
første Verden en Skildring af en
Københavnerdrengs Barndom, hvor ganske tydeligt
væsentlige Træk er taget fra hans egne
Oplevelser, og som derfor giver adskillige Bidrag
til Forstaaelse baade af hans Mentalitet og
hans Syn paa Tilværelsen. Iøvrigt er vistnok
ogsaa Den første Verden skrevet adskillig
Tid før Udgivelsen, saa man ser, at det med
Kronologien er en noget vanskelig Sag,
men i det store Hele vil dog vei Tilblivelse
og Publikation følges ad.
Det kan altsaa anbefales at begynde med
Den første Verden, den Bog, som jo i den
sidste Tid har vakt saa meget Røre, og som
ogsaa har afstedkommet alvorligere Ting
end mere eller mindre begavede
Avisudtalelser.
Den første Verden er naturligvis ikke Kopi
af Virkeligheden, Stoffet er ganske sikkert
omformet, hvor meget er ikke til at afgøre,
og det kan for Resten ogsaa være det samme.
Men mange Enkeltheder stemmer med
Forhold i Herdals egen Barndom, og Bogens
Tone er ogsaa nok saa personlig som i de andre
Romaner. Iøvrigt skal man se helt bort fra
det private og betragte Bogen alene som et
menneskeligt Dokument, til Indførelse i et
alvorligt og betydeligt Forfatterskab. Foruden
naturligvis som et Kunstværk.
Herdals politiske og sociale Standpunkt
vil være tilstrækkeligt kendt. Han slutter
sig til Arbejderklassen og til
Arbejderbevægelsen : det, der har hans Hjerte, og det, han
vil skildre, er
menneskeheden i dybet,
den lidende menneskemasse,
mit ophav, min mor, den store
besiddelsesløse klasse.
(Nøgne Digte.)
Blot maa man ikke tro, at det er de aller
elendigst stillede, de eksistensløse, han skildrer
fortrinsvis eller bedst. Det er den økonomisk
daarligt stillede Arbejder, den lille
Forretningsdrivende, den lille Kontormand,
Skurekonen, altsaa alle dem, der nok har det daglige
Brød, men som lever under Trykket af
smaa Kaar og i Afhængighed og Utryghed.
Det Milieu kender han, og i det bevæger han
sig med Sikkerhed. Gaar han derimod uden
for sit egentlige Omraade, bliver han svagere.
I hvert Fald paa undertegnede virker hans
Bisser baade lidt for traditionelle og lidt for
konstruerede, og hans Overklassemennesker
er set paa for stor Afstand. Det sidste fro
Resten ofte bevidst, villet, fordi det ikke er
selve Overklassen, han vil skildre, men de
Fattiges Syn paa Overklassen, og de Riges
Verden er fjern, som det hedder. Men Herdal
selv viser ingen Steder nærmere Kendskab
til denne Overklasse; havde han kendt den
bedre, kunde han have skildret den meget
ondere. Men det kommer maaske! Ogsaa
Akademikerne kunde trænge til en skarpere Lud.
Det nederste Lag af den arbejdende
Mellemklasse er altsaa Herdals Felt, og det er
et Hjem fra dette Lag, Den første Verden
handler om. Faderen er Havnearbejder og
Forældrene desuden Portnerfolk i et rigt
Hus. Der er ikke direkte Nød i Hjemmet, men
baade Faderen og Moderen maa slide haardt
i det, og Pladsen er stærkt bundet. Det er
sjældent, Herdal sætter de Velhavende og de
Fattige op mod hinanden i saa stærk og
direkte Kontrast som her, og Forældrene
kommer for Resten ikke videre end til en
træt Resignation, der hos Moderen giver sig
Udtryk i Betragtninger som denne: Ja, de
42
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
