Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Lidt om Harald Herdal. Af Søren Hallar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Hallar
er blot Antydning af Pornografi, af
Spekulation i Erotik. Naar den seksuelle Side af
Tilværelsen faar saa stor Plads i hans Bøger,
er Grunden alene den, at disse Forhold efter
hans Erfaring er af gennemgribende
Betydning i Overgangsaarene og derigennem for
hele Livet. At det virkelig forholder sig
saaledes for Overgangsaarenes Vedkommende, maa
dog vist enhver Voksen bekende, der endnu
husker noget af sig selv fra denne Periode, hvis
han eller hun ikke er bange for at se
Sandheden i Øjnene, selv om naturligvis ikke alle
har haft samme Oplevelser som Børnene hos
Herdal. Iøvrigt kan der næppe være Tvivl
om, at Herdals Syn paa det seksuelle ikke
blot grunder sig paa egne Iagttagelser og
Oplevelser, men ogsaa paa Paavirkning fra
Freud, hvis Indflydelse flere Steder (navnlig
i Løg) forekommer utvivlsom. I Den første
Verden, der altsaa sikkert kan betragtes
som bygget paa et i højere Grad selvoplevet
Stof end de øvrige Romaner, gør det erotiske
Indslag sig heller ikke saa stærkt gældende
som ellers, og man kan maaske heraf have
Lov til at slutte, at Fantasien har haft lidt
friere Spil de andre Steder, selv om der ogsaa
kan tænkes andre Grunde.
Men man maa ogsaa huske paa, at det
næsten altid er de erotiske Besværligheder
og Skuffelser, Herdal skildrer. Tonen er her
lige saa disharmonisk som paa alle andre
Omraader. Og det er heller ikke saadan, at
de fleste af Herdals Børn og unge Mennesker
er erotisk forvildede eller kaster sig ud i
erotiske Udskejelser. Tværtimod er de ofte
hæmmede og ængstelige, ofte lider de af
Skræk, undertiden af Afsky, for det kønslige.
De er allesammen besat af erotisk Uro, men
hos maaske de fleste af dem slaar Uroen ind og
bliver paa den Maade afgørende, som Regel
ødelæggende, for hele Livet, og hvor den fører
ud i Oplevelser, bliver Virkningen ikke
mindre skadelig for senere Harmoni i
Tilværelsen.
Barndommen er aldrig lykkelig hos Harald
Herdal, og den er det altsaa heller ikke for
Peter, Drengen i Den første Verden. Der
kommer noget fortrykt, noget usikkert og
slapt over ham. Han er altid uheldig, synes
han, altid den lille, altid tilovers. Kort sagt,
han gaar rundt med et kronisk
Mindreværdskompleks. Han er ogsaa, som næsten
alle Børnene og de Unge hos Herdal, stærkt
optaget af at studere sig selv og fuld af Angst
og Forfærdelse over de Opdagelser, han gør,
over sine Fantasier, Tilskyndelser og Ønsker.
Er de andre ogsaa saadan, spørger de Unge;
men ved jo ikke noget, ingen siger noget
om det. De gaar alene med deres
Vanskeligheder, og ofte betragter de, som f. Eks.
Anny i Løg, sig selv som mærkværdige
Undtagelser, forskellige fra andre Unge.
Peter bliver tilsidst klar over, »at han var
en skidt Dreng, og at han nok aldrig blev til
noet». Men, tilføjer han for sig selv, »han var
osse ligeglad». Den sidste Bemærkning skal
man lægge Mærke til, fordi den, i forskellige
Former, Gang paa Gang kommer igen. Baade
Børnene og de Voksne havner den ene efter
den anden i Sløvhed: Tilværelsen er en eneste
stor Trivialitet, og der er ikke noget at stille
op. Eller som Drengen i Den første Verden
ogsaa udtrykker sig: »Der var ikke noet ved
noet, det hele var møjkedeligt.» Denne
Afstumpethed er som sagt typisk for Herdals
Personer, og man ser ham hver Gang vende
sig imod den, hvor han møder den hos de
Voksne. For ham er det en af de Ting, det
er af størst Vigtighed at bekæmpe, hvis
det skal være muligt at samle Arbejderklassen
til virkelig Aktion, og man mærker atter
og atter hans Tvivl og hans Fortvivlelse
over denne Fatalisme og over den manglende
Evne til at tænke socialt. Disse Mennesker,
forekommer det ham, er ikke til at vække
og ikke til at rokke, og de tænker kun paa
deres eget. »Jensens Harme (over
Afskedigelsen) var strengt personlig.»
Initiativrigdom og Handlekraft er altsaa
ikke hans Personers Sag, selv om han et Par
Gange har villet give et Billede af en politisk
grebet og politisk aktiv Arbejder (f. Eks.
Viggo i En lidt almindelig Historie).
Resultatet kan dog falde lidt for meget i det
almindelige og det ideale (Albreksen i Man skal jo leve),
og for Gennemsnitstypen, den jævne og
støtte Fagforeningsmand, har han ingen
Repræsentanter. Derved kommer der
naturligvis en vis Ensidighed over hans Skildringer,
en vis Sneverhed, ligesom hans
Barnepsykologi er noget ensidig. Men han kender meget
til den Verden, han skildrer, og med det
Syn, han nu engang har paa den, giver han
med fremragende Talent baade dens
Atmosfære og dens Mennesker. I Man skal jo leve
f. Eks. staar alle Figurerne, baade Unge og
Gamle, baade Mænd og Kvinder, og det
drejer sig ialt om op imod et halvt Hundrede,
klart og tydeligt skilt ud fra hinanden og
levende skildrede, dog med en enkelt eller
44
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
