Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Lidt om Harald Herdal. Af Søren Hallar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lidt om Harald H er d a l
et Par Undtagelser. Dybest som Psykolog
gaar han maaske i Novellesamlingen Løg.
Ogsaa de store Følelser vil man lede
forgæves efter hos Harald Herdals Mennesker.
Det er de smaa Bevægelser i Sjælelivet,
han studerer, de blandede, de skiftende og
de modstridende Følelser. Desuden, og maaske
navnlig, de hæmmede. Der kan godt ligge
et stærkt Pres bag Følelserne, men de faar
sjældent Lov til at udløse sig. Betegnende
er et Sted som dette: »Men ikke engang som
en Tanke, der var saa ganske uden Ord, at
den bare som noet stofløst for igennem
hendes Hjerne saadan at den egentlig først
blev oversa,t til Ord bagefter . . . ikke engang
saadan kunne hun, ville hun, turde hun
tænke den til Ende» Eller: »Men han vidste
det virkelig ikke, vidste det godt, og ville
ikke vide det». Herdal holder meget af, saadan
som han gør det her, at lege med Ordene og
med de Følelser og Stemninger, de dækker,
og man maa i det hele taget ikke overse det
rent artistiske Moment hos ham. Stilformer
som Gentagelsen og Antitesen (Modsætningen)
er uhyre almindelige hos ham, og for Resten
viser hans Interesse for de smaa, skiftende
Følelser sig ogsaa i hans paafaldende hyppige
Brug af Udtryk som »rødme», »blive rød»,
»rød i Hovedet» og lignende; de er hos Herdal
Udtryk for Sindsstemninger som Usikkerhed,
Forlegenhed og Flovhed, sjældnere for Vrede
og Hidsighed.
Selv er han naturligvis en Månd med
stærke Følelser, ellers var han ikke Digter,
og han er ikke bange for at lade dem komme
frem. Digtsamlingen Eros og Døden er en
uforbeholden Lovprisning baade af den
sjælelige og den legemlige Kærlighed, og Nøgne
Digte gaar med Heftighed ind for
Proletariatets Sag, ofte direkte agitatorisk. Agitator
er han ogsaa i sine Prosaboger, desværre
undertiden til Skade for ikke blot den
kunstneriske, men ogsaa den menneskelige
Virkning. Iøvrigt skal her ikke polemiseres mod
Herdals politiske og sociale Anskuelser,
Opgaven er kun at karakterisere ham som
Kunstner og som Personlighed. Men alle de
mange sociale Betragtninger i Romanerne,
Propagandaen, Hentydningerne til aktuelle
Forhold kommer ikke selve Sagen ved og
virker kun forstyrrende, og desuden
forekommer han ofte for teoretisk i sin Filosoferen.
Naturligvis vilde han ikke være den, han er,
og ikke indtage den Plads, han har inden for
vor moderne Litteratur, hvis han ikke glødede
for Demokratiets Sag, men han vilde gøre
endnu stærkere Indtryk, hvis han nøjedes
med at indsmelte sine Sympatier og
Tendenser i selve Stoffet, i Personskildring og
Handling, i Stedet for at tale direkt paa egne Vegne
eller gennem sine Figurer som Talerør.
For Resten er Herdal aldrig sentimental,
aldrig følsom i überschwenglich Betydning,
selv ikke naar han skildrer Tilstande, der
bevæger ham stærkt, f. Eks. de Arbejdsløses
Forhold. Det er et stort Fortrin. Derimod faar
man undertiden Indtryk af, at han lider ret
stærkt af Nerver.
Til sidst et Par Bemærkninger om Harald
Herdals Forhold til Naturen. Som den
Københavnerdreng og Byforfatter han er, har han
ikke mange Navne paa D3T og Planter •—-
Antallet er omtrent det samme som hos Leck
Fischer. Betegnende er, at han ofte taler
om »Træer og Buske», men sjældent nævner
dem ved Navn. Alligevel er han en stor
Elsker af Naturen, og han har vistnok ogsaa
beskæftiget sig mere med Dyr og Planter,
end det fremgaar af hans Bøger. Hans
Kærlighed til Naturen viser sig navnlig i Digtene,
hvor ogsaa Naturens Farver, Blaat og Grønt,
er forholdsvis langt stærkere dominerende
end i Prosaen. Det, han elsker i Naturen,
er Ensomheden og Freden. Men ogsaa
Naturens Pragt elsker han. Hans Sind ligesom
udvider sig over for Naturen, aabner sig,
frigøres for Tryk og Hæmninger. Baade
Kongens Nytorv og Ørstedsparken bliver
til et stort Træ, Frederiksberg Have til en
Skov. De giver ham Fornemmelsen af noget
hvælvet, rummeligt og aabent, omtrent
som Himmelhvælvingen. Og
Himmelhvælvingen bliver han aldrig træt af at besynge.
Ikke blot i Digtene, men ogsaa i Romanerne
og Novellerne lovpriser han Himlen med dens
Stjerner og dens Maane. Himlen »aabnes
med Stjernelys»; han har en Fornemmelse af,
at han bæres op mod Blaaet. Selve Lyset,
Solskinnet, kan have noget aabent for ham.
»De store marker var rolige om ham, kornet
var stille, solskinnet aabent.» Af Himlens
Lys og Farver giver han pragtfulde Billeder,
ofte stærkt lyrisk betonede, og paa samme
Maade undertiden af Sommerens og
Efter-aarets frodige Vegetation.
I Den jørste Verden fortæller Herdal om
et Ophold som Feriedreng hos en Husmand i
Nordsjælland, og ogsaa andre Steder har han
skildret sine Indryk fra Somre paa Landet.
Selv har Herdal, hvis hele Familie er Bøn-
45
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
