Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Symfoni i rødt. Studie i den Michaëliske Digtning. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Symfoni i rødt
for straks paa Sandet at dale —
Ak, blev da Længselens Himmelflugt
kun om Reden en kresende Svale!
»Reden» er beregnet paa ogsaa at forstaas
uden for Billedet. Den har dobbelt Bund.
Efter flere lykkede Mindedigte slutter
nogle endnu bedre Oversættelser af
Baude-laire-Digte denne Samling, der, uagtet den
maler Solen »stormrød» og ligner den ved en
»Flamme-Aster» eller ved »Taareblod paa
Himlens blege Kind» og maler »grønne Palmer
mod en solrød Himmel» og røde Blomster,
der skinner som Ild — eller maaske netop
derfor — nu forekommer lidt bleget.
Livets Fest. Inledningsdigtet (efter
Tilegnelsen af Samlingen til Julius Lange i to
skønne Mindestrofer) »Athene Lemnia» er
vei egnet som Portal at gaa igennem ind til
den Michaëliske risikable, urolige og derfor
tit sært uhyggelige Verden.
Barsk er din Ynde. Din buede Læbe ej kender til
Latter.
Smilet hensmulrer og dør. Evig er Alvorens Blu.
Hellig din kyske Foragt! Fra dit dunkle pupilløse Øje
aander den evige Nats stumme befriende Fred:
»Daare er den, som vil vente paa Lykken; den gæster
ham aldrig.
Skyen er svanger med Vand, regner ej Guld paa dit
Tag.
Sorgen alene er sikker. Den vaagner med Gry ved dit
Leje,
eller har taget din Stol, vender ved Aften du hjem.
Sorgen har Bud til enhver og forjager den flygtige
Glæde.
Ej giver Livet dig helt, hvad i din Længsel du vil.
Helt kan du miste alene — du mister de kæreste
Kære,
skaanselløst piller dem bort Tidens usporlige Sot.
Døden dig gør til en Stodder. Men rig gør dig
Gudernes Visdom,
den, der som Uglen kan se midt i den tykkeste Nat.
Skønhed forgaar som den hvideste Blomst paa det
skønneste Frugttræ
Sansernes Lyst bliver Løgn, Bærmen af Vinen er besk.
Daarerne lever i Latter, at glemme det truende
Regnskab.
Frygtløs er den, som har tro vogtet sit Menneskeværd.
Ene udødelig er den ustandset fremskuende Tanke.
Smilet hensmuldrer og dør. Evig er Alvorens Blu.
Athenebilledet er (i Praksis) uendelig
fjernt fra Michaelis’ Kvindeideal. Vi
møder sjældent saa strengt et Fysiognomi hos
ham, men derimod — og det saa ofte,
at man kan tale om en Undertone i hans
Poesi — det, der ligger bagved og har præ-
get dette Ydre. Et Livssyn saa fortvivlet
desillusioneret — afribbet for Lykke. Livet,
der altid viste sig at være noget helt andet
end ventet. Vinen, der endte med Bærme,
hvad de fleste andre Decadenter fra »fin de
siècle» ogsaa havde oplevet og digtede paa,
inden de kunde komme videre. Tre er
tilstrækkeligt: Stuckenberg, Jørgensen og
Claussen. Eller i Frankrig, Michaelis’ filologiske
Fædreland, de to Bærmedrikkere,
Baude-laire og Verlaine.
Dette er Livets Revers, dets Debetposter,
og for at opretholde status quo gælder det om
at indtage Ballast. For Michaelis blev det at
sørge for, at hans Menneskeværd uudstykket
kunde bestaa, thi Tanken, hans og ethvert
Menneskes fornemste Attribut, er udødelig.
Den smiler ikke — den er helt Alvor.
I det efterfølgende Digt, »Colleoni»
(inspireret af Andrea Verrocchios Rytterstatue i
Venedig) er der Dommedagsstemning, hvor
Kolossen rider frem. Med eller mod sin Vilje
— Michaelis føler sig tilpas, naar han har
Anledning til at sætte Pennen saa haardt i
Papiret, at den skærer.
Hans (Rytterens) Hjerne er Flamme, hans Hjerte er
koldt,
hans Blik er af Bly, hans Øje
ca gloende Bolt.
I hans Vrede er Hjul der og Stejle,
naar han løfter sin Højre, da svinger
sig tusinde Plej le.
Da mejes der Menneskeskaar over Vangen,
da hugges i Kød, da skingrer
af Leerne Klangen.
Begivenhederne i Verden, den store Krig
1914—1918, skulde realisere dette martialske
Optrin, give Michaelis’ Pen meget Blod at
smøre rødt ud over Siderne i Romersk Foraar,
hvor et helt Afsnit betitlet Litanier er
indrettet til det samme, og som bedst lader
sig tage allerede her. »Gravkapellet» om de
to Revolverskud, der skød Verdenskrigen
ind, om de to Lig, der skulde følges af Millioner
andre i og uden Kister. Strofe 1 i et andet
af disse Litanier danner direkte Associationer
til Rytterdigtet.
Høstmanden mejer. Marken, se,
hensegner for hans skarpe Skaar:
i dybe Løbegrave slaar
han skingrende sin onde Le.
En hos Michaelis uforstaaelig Rimnød
gør første Linje saa kejtet. »Julenat 1914»,
221
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
