Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Symfoni i rødt. Studie i den Michaëliske Digtning. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Symfoni i rødt
og Opfyldelsen af Drømmen i Slutstrofen:
Da blev levende Nilens morgenblanke Strømme,
over Himmelhavet Solen som en Guldbaad gled frem,
da rødmed som af Roser de fjerne Bjerges Bræm,
og Palmerne sitred i Paradisdrømme.
ligger en hel Livsfilosofi nedfældet. Om
Skuffelser og Haab. Om de døde, Musikken bedst
kan mane frem, først og fremmest Moderen,
han mistede som spæd, saa han intet
virkeligt Billede fik Tid til at danne sig af hende,
men nok et uforgængeligt paa Minderne — de
ubevidste — om hende, hvilket vi møder
mange Gfinge i nogle af de mest stille og
derfor smukkeste Digte, han har skrevet.
Mandsidealet — i det ydre som det indre —
hvad vi tidligere har berørt, aftegner sig
bedst som en Palme:
Det er jer, I skønne Palmer, som gør Skuldrene ranke,
saa hver Tigger bær sin Kjortel som et præsteligt
Skrud.
Det kan ses af Eders Vækst, at I dyrker en Gud,
I løfter altid opad Eders Krones stolte Tanke.
Vi endte i Egypten, hvorom de næste
Digte handler. »Sfinksen», et godt Digt om
Kolossen, der uanfægtet af alt hvad der
er foregaaet i Tusinder af Aar kun hviler,
hviler trygt, sikker paa sin egen
Bestandighed blandt alt, hvad der flimrer, skifter og
bortvejres som Støv, fordi
Døden er en Genforening
med den faste Undergrund,
og dit Liv blev en Forstening
— blinde Øjne uden Glippen
og en evig lukket Mund —
ligesom Athena Lemnia. Der er noget stolt,
noget fast ved den Maade, hvorpaa Michaelis
forankrer sig til Døden — men samtidig
noget saa knugende dystert.
»I Thorvaldsens Museum» er en begejstret
Helleners Hyldest til Mesteren, skrevet af
en Digter, hvis skarptslebne Sansers
Oplevelser gør hans Poesi saa ny — saa betagende
vei at mærke, naar det færdige Billede som
her ganske følger den kunstneriske Intention.
I Maanelyset:
Alt det døde Marmor
vaagnende sig vaander:
Sneen, Sneen aander.
Af en lignende Tempelvandring udsprang
hos Sophus Claussen »Afrodites Dampe»,
en Erotikkens Symfoni, hvorimod Michaelis’
Digt er ganske kysk, en Elevs Noter fra
Julius Langes Forelæsninger.
Sophus Michaelis læser over
»F au s U) ved B er li ns
Universitet 1928.
Digtet viet Zahrtmann — enkelt, anskueligt,
solbelyst — godt.
Naar Michaelis er mest oplagt, minder
hans Rytme — ja hele hans Stil om de
»Springere», hvormed Samlingen slutter.
Gennem Havgudens Förk
deres (Delfinernes) Volter de smutter
— staar i Vejret som en Kork,
der fra Vinflasken futter.
Deres spillende Rytmik
som en Trolddom forfører
— denne Middelhavsmusik
af viltre Jonglører.
Bråt er Legen dog brudt:
som i strammede Liner
haster atter bort i Smut
de springske Delfiner.
Første Del af den følgende Samling:
Blaa-regn (1913) er optaget af Digte fra Japan og
Kina, der er de ypperste af de fremmede.
Mens Blaaregnen blomstrer hænder
Eventyret mellem lille Shinju og Digteren, og naar
den er naaet at visne, er det ude. Det er
dunkel Tale i og om Tehus Nr. 3, Atmosfæren
er ør og berusende, saa det lykkes os ikke at
223
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
