Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Symfoni i rødt. Studie i den Michaëliske Digtning. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Symfoni i rødt
Maalet synes ved de følgende Variationer
saa temmelig vagt: »den blaa Horisont», »de
evige Telte» — men trinvis præciserer det sig:
Over Kinas de guleste Floder
gik de bort til de gyldne Pagoder.
Over Sletten langs den Vej, Ligtoget er
draget, staar tilbage Stenkolosser —
»Skildvagter, som Tiderne trodser»: Løver, Fabeldyr,
Helvedeshunde, Kameler, Kæmpeelefanter
etc. Ti Vers er ofret paa dette Ligtog, der,
ligesom vi saa det med Sfinksen, tiltaler noget
særligt hos Michaelis ved at være i Pagt —
ikke med Jorden, der smuldrer — men med
Granitten, det urokkelige.
Hvad bør mere nævnes, nu de »gule»
Digte er passeret? Helst endnu alle de
resterende i denne efter min Mening kunstnerisk
vægtigste og mest ligevægtige Samling. Men
da Opgaven jo ikke er den at udgive en
Michaëlis-Antologi, som sikkert savnes, da
det ellers kan være svært at skaffe sig en
Oversigt over den store og saa forskelligartede
Produktion, maa der blot ved Nævnelsen af
nogle Titler underforstaas lige saa mange gode
Digte. Digtene til H. C. Andersen, Edvard
Blaumuller, til Minde om hvem Samlingen
er dediceret, Herman Bang (fortrinligt —
med Jernbaner og Skibe, der haster med
at fuldkomme Skæbnen med den altid
farende Oplæser — med at bringe ham helt
til Mormonlandet for at dø), hvori
forekommer verbefri Strofer, der minder om dem,
Johs. Jørgensen en femten Aar tidligere i
»De profundis» satte over Verlaine, August
Strindberg, der ved at være satanisk og
viljestærk har tiltalt Michaelis. — De to
Vignetter »Til en Død» og »Til en Levende»
og endelig Digtene til Forældrene: »Til
min Far» og »Til mine Minders Moder» som,
efter hvad vi har hørt, det nødvendigvis
maatte hedde, med hendes milde Hvisken »i
Sylvesternatten», naar de onde Dage er flest
og Digterhjertet ene.
Husk, du hos mig var alle Dage hjemme.
Jeg var din Husalf, og jeg blev din Muse.
Til sidst er med Vilje gemt Poemet til
hende i Louvre, som faar selv den mest
bädecker-blaserte Turist til at maabe og
dernæst til at tale inspireret om Kunst:
Afrodite fra Melos!
Hvor du staar, en Tempelstilhed
fra dit hvide Legem lyser:
Ikke du, men din Betragter
bliver nøgen, saa han gyser.
15 — Ord och Bild, 4j:e årg.
Godt at Gudinden stundom bliver beskuet
af en Digter, der oven i Købet glemmer
Kunsthistoriens Forsøg paa at gendigte hendes tabte
Arme. Saa meget dejligere er hun foruden:
Tiden har din Sejersfylde
kun for begge Arme stynet
for at vise os din Midje
og beskæmme os ved Synet.
Med Romersk Foraar (1921) slutter da vort
Strejftog i den michaëliske Lyrik. Denne
Samling er mindre for Øjet — mere for
Tanken end de andre. Den ligner mere anden
(god) Lyrik i Tiden. Dens Veje trafikeres
af mange. Digtersindet, som vei før kunde
være stærkt forrevet, men Rifterne læge igen
uden vansirende Ar, og som stærkt exalteret
spillede paa hele Stemningsskalaen oftest
med store Intervaller, er nu faldet mere til
Ro i vemodig —• tit sorgfuld — Meditation
som i Digtet »O Moder» (det tredie, vi nu har
mødt): »Du fjerne, gode, rene, / som længst
er Støv i Støvet, / du gjorde al min Længsel /
saa evighedsbedrøvet». Men tillige er hun
ogsaa »det eneste uplettede Minde». — Vi
møder endvidere i denne Samling -— som
overhovedet andre Steder — et af de
skønneste Mindedigte i dette i saa Henseende
rige Forfatterskab. Dets Aarsag er Hanne
Matthison-Hansen, som døde 1916, og er
meget àpropos kaldt »Fuglen».
Nu brast en Lærkestrube,
en Fuglesjæl blev stum
— en Lattertrille dcde
i Evighedens Rum.
Naar man har med Michaelis at gøre, synes
det sidste en Inkonsekvens — for en Tone
dør jo aldrig, men klinger til Evighed for de
udvalgte, der er modtagelige for den Slags.
I hans Husholdning, der omfatter alle selv de
fjerneste Kloder, gaar intet til Spilde, hvor
skulde det ogsaa gaa hen? Med
Verdensrummet som Virkefelt er der ingen tilstødende
Afgrunde. — »Brønden», der blandt de
erotiske Digte er særlig intimt, anskueliggør en
Hyrdetime og meddeler Billeder af helt
rigtige Dimensioner. Helt lykket Symbolisme!
En kunstnerisk Udtryksform som er
særdeles fordringsfuld og lunefuld for ikke at virke
besværlig som en Rebus eller krukket som
Kokettepassiar. Den bør kun anvendes af
en suveræn Artist, og han maa ikke være
for grundig i sine Paahit, for saa vrænger de
smaa magiske Tingester, Billederne, Næse
— og Læseren iøvrigt med — af Digteren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
