Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld Elfelt
hen) og forsøger med milde Ord at fange den
lyriske Stemning, der egentlig er Farvens og
Øjets:
Dagen kom med sølvgraa Dæmring
over vaad og plovvendt Muld
og med Bøsseskud, der skræmte
Sommerens unge Harekuld.
Fra en mosgrøn Skorstenspibe,
hilsende det sene Gry,
stiger ringlende en Stribe
gullig Tørverøg mod Sky.
(»Oktober»).
Svend Rindholt er ikke synderlig opfindsom,
naar Strofen skal formes og Motivet vælges,
man han er naturlig og ganske uden Teater.
Man glemmer hurtigt, at hans Metaforer:
tunge Fjed, Tankens Kilde, Bitterhedens Orme,
Tidens Hjul, størknet Ve etc. kostede fire og
en halv Styver, da Ernst von der Reckes
poetiske Dødsbo blev solgt ved offentlig
Auktion ca. Aar 1900 efter Kristus. Det er
en meget ubetinget Ros!
De fleste af Svend Rindholts Vers er direkte
beskrivende, og den lyriske Oplevelse, de
binder til Papiret med et Hekseri, der røber
Digteren, er Naturens Sorg eller Livsglæde,
der bestandig fortolkes som et forjættende
Løfte om en større og rigere Evighed:
At Kilden mætter tørstig Mund,
at Barnet segner hen i Blund,
mens Høstfolk holder Hvilestund.
Hvor skønt et Evighedsmotiv:
et spirende, et nyfødt Liv
blandt det, der faldt for Høstens Kniv.
Et Møde mellem disse to:
det modne aandet ud i Ro,
og det, der vokser rankt og fro.
Lad segne derfor gyldne Straa;
vi høster for paany at saa. . .
hvor Livet gik, vil Livet gaa.
(»Høst»).
I de bedste af Bogens 23 Digte (»Vaar»,
»Den sidste Dag») finder man desuden en
næsten kristelig Livsmoral, der baade staar
smukt til Versets sagtmodige Form og
forklarer, hvorfor Svend Rindholt har oversat
et Par af Bertil Malmbergs mest »bedrøvede»
Bekendelsesdigte:
For hvad vi end har virket, har vi sveget
de andre for at fremme vort Behag,
og derfor skal vi finde kun vort eget,
vort søndertraadte Selv den sidste Dag.
Vi glemmer, at det gode er at give,
og raner, hvad vi mener, er vor Ret;
men alt skal mistes; Støv i Støvet blive
den Stund, det sluttes af, vort Regnebræt.
Vi vil vort eget: Ros og Magt og Ære;
men hver Tøddel er kun tomt Bedrag,
det skal vi, Dreng, omsider faa at lære
i Evighedens Mulm den sidste Dag.
(»Den sidste Dag»).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
