Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Teateraaret i København. Nordiske Skuespil og Betty Nansen. Af Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel
Broe
Hvo som forarger. Det var ganske
udramatisk, det brændte ikke i det af noget som helst,
skrevet som det var i traditionel liberal
Bourgeoisiaand med udstrakt Brug af rent
sentimentale Effekter. Til Gengæld (og det
berettiger dets Opførelse) bød det paa
adskillig god Miliøtegning og elskværdig
Menneskeskildring. Tre dramatiserede
Livsbilleder, men uden nogen samlende Konflikt.
Naar Fru Inger Bentzon havde valgt
Halvdelen af et kendt Bibelsted som Titel, maatte
man have Lov til at tro, at den anden Halvdel
vilde være at finde i Skuespillet, at man med
andre Ord vilde faa at se Svøben hagle ned
over Forargeren.
Men Tugtens Ris faldt slet ikke.
Og da Forargeren, en Hustru, med en banal
Skøgenatur, endelig forsvandt ud i Kulissen,
glædede man sig paa Datterens Vegne, at hun
var blevet en saa daarlig Omgang kvit. Og
der var ikke Gran af Tragedie i den
Omstændighed, at Datteren, blødgjort af de bevægede
Familieoptrin, sagde ja til at gifte sig med en
pæn, lidt ældre Månd. En ung Pige havde
overværet nogle kedelige Situationer mellem
sine nærmeste, det var det hele. Her var ingen
dramatisk Konflikt. Kun Livsbilleder. Disse
kunde imidlertid ses. I det første oplever vi
det første Ægteskab i Opbrud. Efter 14 Aars
pinefuldt Ægteskab, som han selv har brudt,
flytter Forfatteren hjemmefra. Med mange
Traade føler han sig knyttet til sin gamle Stue
og til den elskede Datter, Gunver.
Virkningsfuld var Scenen, hvor den uroligt
lidenskabelige Månd, en Skikkelse Ejvind Johan
Svendsen havde fyldt med rig Følelse, tager Afsked
med Hjemmet og Datteren, medens den køligt
beregnende Hustru ser til, haansk og isnende.
I næste Livsbillede er Datteren Gunver blevet
18 Aar. Moderen har giftet sig med den rige
jødiske Bankier, Jacob Goldstein, en typisk
københavnsk Strandvejsjøde, godlidende,
hjælpsom og kløgtig, en inderlig brav Månd,
der ødsler med Gaver paa Gunver og hendes
erotisk-hysteriske Moder. Ogsaa over dette
Hjem kommer en Mørketid, da Hustruen
løber med en tarvelig Forfører og lader den
opofrende Goldstein og Gunver ene tilbage
i Taarer og dybe Sentiments.
Flove Effekter der imidlertid blev ypperligt
spillet. Holger Gabrielsen, der som
Karakterskuespiller nu er dansk Teaters største (han
spænder videst) og danskeste, har før vist et
sikkert Greb om danske Jødetyper, der næppe
ligner andre Jøder i Verden. Gabrielsen
spillede den velstaaende Strandvejsjøde
realistisk, uden billige Virkemidler: ivrig og
geskæftig, tryg ved Tilværelsen, overbærende
og smilende, men ogsaa med det lille Stænk
af Komik over Skikkelsen, som giver den rige
Jøde, og som netop fremkommer paa Grund
af dennes alt for store Tryghed — i en Verden
af Usikkerhed. Træfsikkert og gribende var
Gabrielsens Spil, da Katastrofen er indtraadt,
og Jøden mister sin glatte, ydre Holdning og
forvandles til det rørende og forstaaende lille
Menneske, han inderst inde er. To jødiske
Karaktertræk i skarp Belysning.
Aftenen bød paa en lovende Debut, Frk.
Bodil Kjer. Hendes Svaleansigt beherskes af
to runde Öjne med et glansfuldt Blik. Hun
førte sig scenevant og med sød Ynde.
Diktionen er tydelig. Man fik Indtryk af et klart
dansk Pigesind, der utvivlsomt hører hjemme
i de dagklare Skuespil.
Folketeatrets Hensigter er under Thorvald
Larsens Styre de bedste — saa hvis det kunde
gøre det, var det ingen Sag. Men det kniber
med Virkeliggørelsen af de satte kunstneriske
Maal. Det lille Ensemble kan simpelthen ikke
klare dem, saa Nørregadescenen har udviklet
sig til en Provinsscene, der jo godt kan have
sin Berettigelse i det af talrige
Provinstilrejsende besøgte København. Med en
Dristighed, som svarede Regnskab, greb Folketeatret
til og opførte Kaj Munks Sejren, da dette af
let forstaaelige Grunde var blevet afvist af
Det kgl. Teater, som ikke ønsker at gøre vore
Diplomaters Tjeneste i Udlandet sværere, end
den er i Forvejen. En Statsscene kan ikke
opføre et Skuespil, hvor Mussolini bliver
dolket, fordi han knuser Abessinien og dermed
svigter sit oprindeligt saa velmenende Jeg.
Alligevel kunde man have ønsket »Sejren»,
der bærer den beskedne Undertitel: »Et
Skuespil om Verden i Dag» en bedre Lod end den
at falde i gale Hænder, der udleverede de
Munk’ske Figurer til Parodien.
Teater i ren dramatisk Forstand var der
nok af i »Sejren», saa naar det kunstnerisk
styrtede sammen for Øjnene af det undrende
Publikum, var det et Bevis for, at dramatiske
Optrin ikke alene kan bære et Stykke, det
maa ogsaa have en samlende Ide, der
umiddelbart udløses af Spillet.
Men en saadan lod sig ikke opspore selv
med den bedste Vilje.
Det, man overværede, var en Diktators
Trængsler. Med udmærket Karakteriserings-
376
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
