Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Teateraaret i København. Nordiske Skuespil og Betty Nansen. Af Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel
Broe
været den eneste, der har kunnet faa en
sluttet Forestilling ud af det Munk’ske Drama.
Og i Aar har hun med Opførelsen af
Komedien Hvis jeg havde Penge skaffet den danske
Dramatiker Ejnar Howalt Oprejsning for
mange Aars Tilsidesættelse.
Howalts lille Arbejde var interessant, men
noget Aandsværk er det ikke. Det blev ved
Tilløbet. Dramatisk er det utilstrækkeligt ved
sin Mangel paa en Midtpunktsfigur, og fordi
dets talrige og skiftende Belysninger af det
samme Tema ikke samler sig til nogen
Tankeflamme. Stykket munder ud i et besk-ironisk
Smil over Menneskenes Naragtighed. Men det
er skrevet i den sande Komedieaand. Det er
vittigt og kløgtigt og har sin Force i
Forfatterens sikre Figurtegning. Hertil kommer,
at dets mange moralsk bundløse og
ufor-ankrede Figurer stiller det ind i Tiden. Det
kommer os ved. Egentlig burde det heddet
Pengenes Komedie, fordi det alene handler om
Menneskenes Forhold til Penge.
Det foregaar i en fattig Lejekaserne. Scenen
er det i to Etager delte Hus med en
Trappegang i Midten. Skiftevis belyses de enkelte
Lejligheder eller Opgangen, medens Resten
henligger i Mørke. Fælles for Kasernens
Beboere er Fattigdommen og Drømmen om at
komme til Penge. Paa Kvisten afsløres et
Falskmøntnerværksted. Denne Opdagelse
mistænkeliggør de fem Tusinde Kroner, som tabes
paa Trappegangen af et Par Tyveknægte.
Disse gode ægte Penge kommer efterhaanden
i samtlige Beboeres Eje og naar lige at
afsløre disse Beboeres Sindelag, inden Mistanken
vaagner: Er det mon de falske Penge? Til
Slut bliver de brændt, mens Tyvene forgæves
dundrer paa Døren for at faa fat i den tabte
Tyvekost.
Selve Spillet er alle disse Afsløringer, der i
skarpe Glimt belyser Menneskene. Her skal
ikke gaaes i Enkeltheder, men blot antegnes
det stærke Indtryk, man faar af Pengenes
Magt over Sindene: De fører til Mord og
Kæltringestreger, de viser alskens Gemenhed
og lukker op for lyse Drømme. Et Sted skaber
de Ulykke, hos en Fantast, der nu ikke
længere kan leve paa sit Opfindermartyrium.
Alle disse Livsbilleder var stærke og meget
dramatiske. Men de mundede kun ud i et
Smil. Og dog var der i Stykket Tilløb til en
moralsk Holdning, som, om den havde været
bedre udført, havde givet Stykket etisk Kraft
og Samling. Hvis Howalt havde givet den
unge Sømand, der bryder sig Pokker om
Penge og kaster dem fra sig for at kunne
leve frit og farligt, en stærkere menneskelig
Holdning, vilde Satiren have virket stærkere,
de smaa Folk været endnu mindre, og det
frie Liv være blevet bekranset.
Men Howalt er ikke Romantiker.
Han er Satiriker. Vi maatte nöjes med det
skæve Smil til Livet.
I øvrigt blev der spillet udmærket, ja
ypperlig Komedie af Henrik Bentzon som den
fordrukne, fattigfine Fantast: Frankenstein.
Bentzon er en fantasifuld Karakterskuespiller
og en betydelig Komiker. Hans Frankenstein
med det blissede Tyrefysiognomi, hans
nonchalante Solskinskæfert-Vandring gennem de
mørke Trapper med den flaskefyldte
Citytaske under Armen var komisk
Menneskeskildring i det store Format. Tillige skal
nævnes Holger Strøms svedne, rødkindede Jyde
og Tove Grandjean, der fandt sikre Udtryk
for den moderne haarde Pigeungdom.
Nederlaget, Nordahl Griegs Skildring af
Pariserkommunen (Det kgl. Teater) var et
flot Stykke Billed-Dramatik, meget
underholdende at se paa, ogsaa virkningsfuldt med
flere dramatiske Optrin, men et Digterværk er
det sandelig ikke, og det lod en mærkelig
kold.
For noget betydningsfuldt sagde det ikke
om Livet.
Og det Perspektiv, det søgte at give vor
egen Tids revolutionære Rejsninger, er
allerede modsagt af Virkeligheden. Hvor
Proletariatet nu styrer diktatorisk, hersker den
samme Autoritetsdespotisme, som Stykket
bekæmper hos Thiers. Magthavere stivner altid,
lige meget hvilke Partier de repræsenterer.
Tilbage blev en effektfuld Folkekomedie
paa ialt 14 Billeder. Af den Slags der i gamle
Dage hørte hjemme paa Casino.
Nordahl Grieg arbejder som de gamle
romantiske Teaterdigtere med
Kontrastvirkningen: sort og hvid. Paa den ene Side staar
den lovlige Ordens Opretholder, her inkarneret
i Thiers Person, der var fremstillet som en
haardkogt konservativ Reaktionær, stivnet i
Myndighedstro og derfor med Rette spillet
grotesk af Poul Reumert. Paa den anden Side
er opstillet de revolutionære, Kommunarderne.
Skønt Nordahl Grieg har tegnet de
revolutionære med rigere Individualisering, har han,
med en enkelt Undtagelse, gjort dem alle til
brave Mennesker ■—■ som det er
Folkekomediens Tradition. Naar Sammenstødet ender
378
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
