Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Teateraaret i København. Nordiske Skuespil og Betty Nansen. Af Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel Broe
Fot. Mydtskov.
Poul Reumert som H er o des i »En
I de ali st». Det kgl. T e at er.
gante Bankdirektør med det ildfuldt sorte
Blik, der brændte af Kløgt og Lidenskab, og
den fornemne Ro over hele sin Optræden var
en glimrende Repræsentant for fransk
Intelligens og Velhaveri. I øvrigt bier der spillet
solid Komedie. Man husker Roose, som den
blide Fanatiker, Delescluze, selve det
hungrende Revolutionsgespenst, Bodil Ipsen som
Lærerinden, Gabrielle Langevin, et Udtryk
for den rene Barmhjertighed, og blandt de
unge: Ebbe Röde, der gav
Gaderevolutionæ-ren, for hvem Oprøret betød Frihed til hvad
som helst, mest til Kærlighed, al sin Ungdoms
Heftighed og Inderlighed, endelig Ilona
Wie-selman, der med de halvt blottede Bryster i
den røde Trøje, vild, kælen og ustyrlig, var
selve Delacroix’ Revolutionsheltinde paa
Barrikaden. Ogsaa Charles Tharnæs’ naive,
ildfulde Bogbinder, der væmmes ved
Grusomhed, var en god Type paa de naive
Kommun-arder. En ægte Folkekomediefigur.
Forestillingen tog hele København med
Storm.
I dansk Teaters Historie betegner
Førsteopførelsen af Kaj Munks Førstedrama: En
Idealist et uovergaaet Nederlag for snart sagt
alle, der havde med det at gøre. Det var
derfor kun rimeligt, at Det kgl. Teater nu i
Ti-Aaaret efter Faldet har søgt at gøre gammel
Uret god igen. Nyopførelsen blev da ogsaa,
som man kunde vente det i Betragtning af
Munks nuværende Position, et Tilløbsstykke
og en Oprejsning i hvert Fald for
Dramatikeren.
Men hvordan med Kunsten? Og hvad med
Menneskefremstillingen ?
Hvad siger En Idealist?
Selv lærde Folk er uenige om den sidste
Mening, der ligesom den sidste Sejr er den
eneste, der gælder.
Med Fortrin og Fejl er Stykket et
udpræget ungdommeligt Arbejde. Det er ikke
bygget paa Iagttagelse. Der er ikke levet Liv
bag det. Ungdommen ser kun sig selv og
manøvrerer i Tanken med de store universelle
Almindeligheder. Men det historiske Stof har
ganske øjensynligt besat Munk, hvis digteriske
Fantasi det har sat i mægtig Bevægelse. Af
Stoffet og Bevægelsen har han formet en
Række dramatiske Billeder saa ladede med
Konflikt og Knald, at de rigtigt udført gør
sig paa Teatret — Dramatikeren sejrer. Men
Menneskefremstilleren ikke. Er der i hele
denne lange Historie et eneste Menneske, hvis
Sandhed betyder noget for os? Og er der
nogen Udløsning paa alle disse
Voldsomheder? Ser vi ind i et Perspektiv, der vækker
til Eftertanke?
Ogsaa her skal god Vilje søge at gøre Bod
for gammel Uret. Men lader det sig gøre?
Herodes-Skikkelsen maa vei ses ikke blot
som et Forsøg paa at skildre Magtbrunstens
Psykologi, men tillige søges den placeret i
Forhold til Menneskehedens blidere Idealer.
Herodes kaldes en Idealist, fordi han paa godt
og ondt og altid er sig selv og sig selv bekendt.
Han lever sig ud, og trods Kostymet kan man
derfor godt akceptere ham som en moderne
Skikkelse. Hemingways Figurer ligger paa
Linje med ham — men kun et Stykke af
Vejen. Vi ser Herodes rydde alle og alt af
Vejen for sin Herskersyges og Herskertros
Skyld. Han bruger Gift og Sværd og Snille,
han myrder ustandseligt -—- og det kan ikke
nægtes, at alle disse blodige Gerninger virker
noget ensformige. Langt interessantere er de
Scener, hvor han sejrer ved Kløgt i Kampen
mod Antonius og Kleopatra, hvor han sejrer
380
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
