Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Teateraaret i København. Nordiske Skuespil og Betty Nansen. Af Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel
Broe
Jomfrudronning. Atter en uforglemmelig
Kvindeskikkelse. Som Teaterværk er
Skuespillet ikke mange Ord værd. Det er tørt og
uden dramatisk Nerve. Dets indre
konstruktive Skelet stikker hele Tiden Knoglerne
igennem. Dets Virkning er helt og holdent
afhængig af den psykologiske Fremstilling af
Dronningens splittede Sjæleliv. Med Rette
havde Fru Nansen derfor neddæmpet samtlige
sine Medspillere saadan, at de alene tjente
hendes Spil.
Hr. André Josset har forklaret Gaaden i
Elisabeths Liv ved paa sin Freudsk at
udstyre hende med et uovervindeligt Kompleks.
Historisk ved vi ikke det bitterste herom,
men psykologisk lader det sig bruge til
Belysning af Dronningen.
Handlingen samler sig om de Episoder i
Elisabeths Liv, der betegnes ved Forholdet
til den skønne og uberegnelige Jarl af Essex.
Hun er besat af hans Ungdom og mægtige
Selvhævdelse. Hun overøser ham med Gaver
og ydre Hæder, hun tager mod hans Bejlen,
men i Statsanliggender retter hun sig
udelukkende efter den besindige Lörd Cecil, og
Essex opnaar aldrig at holde hende i sine
Arme. Gennem en Række Optrin ser vi
hvordan Forholdet udvikler sig. Dronningen
tvinges til at sende sin stormende Elsker til
Skafottet. Majestæten sejrer over Kvinden. Til
Slut oplever vi hende som gammel Kvinde,
en krumbøjet, gigtkroget, men endnu stærk
Personlighed, der med sygelige Tanker
kredser om den døde Essex. Det er Dr. Jossets
Opfattelse, at Dronning Elisabeth har lidt af
Mandsskræk, fordi hun som 15-aarig er blevet
skændet af en Hofkavaler. Hun har senere
aldrig oplevet Elskovens fulde Udløsning.
Hendes Fantasi er blevet betændt, hun
udfritter Essex’ tidligere Elskerinde om
Elskovens intimeste Ting og bekender kynisk,
hvorfor hun aldrig har kunnet give sig fuldt
hen til Jarlen.
Sandsynligheden og Historien taler for, at
hele denne Teori er falsk. Men paa Teatret
gaar den godt an, fordi den giver en
Skuespillerinde Lejlighed til at levendegøre saa
mange Sider af et splittet Kvindesind. Meget
giver Forfatteren ikke Kunstnerinden at
arbejde med i de første Akter. Men alligevel
udfyldte Betty Nansen de historiske Kostymer
med Elisabethsindet. Man fik fat i
Mennesket, den stærke heftige Kvindesjæl, bag
Majestætens hvide Pragt og under det
indtagende grønne Kostyme med den sorte Leo-
nore Kristina Hat. I det underfundige Spil
med Bejleren Essex, der holdtes tilbage som
foran en usynlig Skanse, anede man, at denne
smilende, spotske og indtagende Kvinde med
Høgenæsen og de stærke Øjne rummede store
sjælelige Ressourcer. Det var derfor ikke nogen
Overraskelse, men føltes som ganske naturligt,
da i sidste Akt Fru Nansen lagde hele sin
Personligheds Styrke, sit vældige
Menneskeindhold i Skikkelsen. Det historiske Kostyme
var revet af. Vi saa en kroget gammel Kvinde,
stærkt malet og med sygelig Nyfigenhed i de
glinsende Øjne. Der var Ensomhed over
Skikkelsen. Men da hun fritter sin
Kammerpige med ækle Spørgsmaal og selv lader
Bekendelsen strømme, glemte man fuldkomment
Væmmelsen og lod sig gribe af Bevægelse over
at opleve: et Menneske i Elendighed. En
Kvinde saa tilbage over sit Liv. Anger, Spot
og Fortvivlelse udstraalede fra hende, men
bag det hele følte man et stort og varmt, et
saaret Kvindehjerte, et Menneske! — Og er
det ikke det, vi først og fremmest kræver af
Scenekunsten ?
Hvad gør det saa, om Stykkerne har
dramatiske Mangler, eller som her er bygget paa
en forkludret biologisk Teori. Scenekunsten
sejrer altid, naar den skaber Mennesker.
Som Jarlen af Essex dokumenterede
Henrik Bentzon, at det lyrisk-stormende er hans
Natur fremmedartet.
Han er Karakterskuespiller.
Som Det kgl. Teaters uvisneligste
Fortjeneste i denne den store Billeddramatiks
Sæson skal nævnes Opførelsen af Hella
Vuolijokis finske Familiestykke Kvinderne
paa Niskavuori. Siden Premiereaftenen er det
gaaet for fulde Huse, og det vil være en sikker
Træffer ogsaa i næste Sæson. Ved sin friske
Menneskelighed, den omhyggeligt
gennemarbejdede Iscenesættelse, og navnlig ved
Spillets Karakter af intim Skuespilkunst i
dansk Aand, har det grebet det store Publikum
som her pludseligt følte sig hjemme igen.
Thorkild Roose, der var Mesteren for
Iscenesættelsen, havde som sin Lærermester "William
Bloch faaet det mest mulige ud af alle
Enkeltheder og samlet disse til en fast Helhed.
Skuespillerne fulgte hans Intention, og atter
en Gang oplevede man, at det gamle støvede
Teaterrum blev en Livets og Poesiens Scene.
Teatret havde genfundet sit danske Væsen.
Stykket er skrevet af et frodigt stort
Kvindesind. Replikerne har den Virkelighed, Skarp-
382
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
