Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Per Langes Lyrik. Af Harry Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Andersen
let Sorg og Smerte til Sang, han har faaet
Ordene til at skinne.1
Ordet ren blev lige før bragt om Per
Langes Kunst; den taler om Renselse,
»Kathar-sis», og derför faar hans Ord et Skær af
Finhed og Højtid, af Liv. Jeg citerer den
allerførste Strofe i Kaos og Stjærnen, fra Digtet
»Den Rejsende»:
Han saa en Kvinde ved en Flod,
ef Træ i Blomst, et Bjærg i Sne.
For hver en Ting, han fik at se,
gav han en Draabe af sit Blod.
Det er klart og simpelt — og hvor er det
smukt. Ordene er lysende rene i
Sammenhængen; de almindelige Ord Blomst og Sne
har faaet forunderlige og dybe Toner, Strofen
er blevet fyldt af Anelse og Fjernhed, den har
faaet Ve. Det lille Digt minder mig om L. C.
Nielsens Poesi (Vandringer), hvor den
Rejsende besættes af Ve, og Hjertet ikke faar
Fred.
I Forvandlinger og Orfeus findes nogle
Afsnit, som har hentet deres Motiver fra den
græske Mytologi. I Tonen og Aanden er der
her noget, som kan minde en om
Paludan-Muller. Digtet »I Charons Baad» har disse
Vers om Elskerparret:
Men over Panderne, som gyldent brænder
af deres sidste, afskedstunge Blod,
henglider Hades’ skyggehvide Hænder
og kaster Smykket i den døde Flod.
Og sky som den, der lader Sløret falde,
gaar Sjæl mod Sjæl i al sin Nøgenhed
og i et Favntag, dybere end alle,
bortflagrer begge mod den øde Bred.
Vinder de ikke den Fred, som vi hører om i
Paludan-Müllers Digt »Adonis»?
Klarheden og Renheden i Per Langes
Lyrik, hans sikre Formsans kan nu og da
føre ens Tanker til Ludvig Bødtcher, og
det er ikke nogen ringe Ting at ligne denne
Digter, hvis ypperste Digte aabenbarer os
det ædle, danske Sprog i udsøgte og svale
Vers.
En Mindelse om Sophus Claussen finder
jeg i disse Strofer fra »I Solen», hvor Digteren
spørger, om den lyse Kvinde paa Dagens
Veje er den samme som hans maanehvide
Veninde:
1 Som den finske Forsker Hans Ruin siger i sit store
og fængslende Værk Poesiens mystik (1935): Så är
det ock med orden och tankarna i ett poem. 1 sig
själva kunna de vara ingenting, men i ett givet
sammanhang vinna de en glans, ett liv, som man aldrig
tilltrott dem (p. 181).
Hun gaar i Panser
af Sol og Silke
den Formfuldendte,
og klart er Blikket,
som for at nægte
at noget hændte.
Og køligt skjuler
hun sine Skatte
bag Kaabens Flige,
som var det Troldguld
der maatte smelte
i Solens Rige.
Disse Strofer kunde Sophus Claussen have
skrevet.
Per Lange har ikke som saa mange af sin
Samtids Lyrikere skrever Prosadigte — i
mange af disse finder man ubehagelige
Dønninger fra Johannes V. Jensens originale
og stærke Prosadigte fra Aarhundredets
Begyndelse. De faa helt rimløse Digte, som
han har skrevet, har Versrytme; en lille
Prøve fra det purpurflammende Digt »Judith»
vil tydeligt vise dette:
Dit store Øje har saa mørk en Kraft,
som om det brændte Nuet ned til Aske.
Per Langes Digte har klassisk Rejsning.
Det rytmiske Spil er ikke stærkt varieret,
han har gentagne Gange brugt Vers med
fem Takter, og flere Gange har han anvendt
samme Rytme som i Slutningsdigtet i Kaos
og Stjærnen (Stev-Rytme), det smukke og
gribende Digt »Hænderne», der begynder
saaledes:
Han stod og stirred paa hendes Hænder,
de blinde Hænder, som tog og gav.
De blev med ét som et Syn, der blænder.
Han talte. Stemmen var tung og lav.
Per Langes Rim er de sædvanlige, og
derfor er de gode; han har i Almindelighed ikke
eksperimenteret med Rimene og skabt
overraskende og originale Rim som f. Eks: Jeppe
Aakjær, Sophus Claussen, Thøger Larsen
og Valdemar Rørdam. Han er meget sober,
hans Rimteknik kan minde en om Kai
Hoffmann, som i sine Strofer kan nøjes med
faa og prægnante Rim. En Forkærlighed har
Per Lange for en ottelinjet Strofe med kortere
eller længere Vers (hvor fjerde og ottende Vers
gerne rimer); jeg citerer sidste Strofe fra
»Efteraarshaven», som samtidig viser en
usædvanlig Evne til Koncentration:
Dagen laa over Haven,
lysende som en Draabe,
rundet af Rum og Kulde,
436
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
