Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Dramatikeren Gudmundur Kamban. I Anledning af, at Digteren har faaet antaget to nye Stykker paa Det kongelige Teater —. Af Vagn Børge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vagn
Børge
Hvorfor har intet nordiskTeater vovet at
spille Marmor? Dette Skuespil overbeviser
mere end noget andet om Kambans
dramatiske Evner. Det er et Stykke, det kan taale
den klassiske Titel. Det er monumentalt.
Farligt og dristigt. Ja, maaske umuligt i sin
idealistiske Tankegang. Værket er en
gigantisk Utopi, en Digters Drøm om en ny Verden,
hvor Næstekærlighedens Lov hersker mellem
Mennesker, hvor vi engang naar samme
Udvikling som Gesandten i Kambans
fuldstændig misforstaaede, smukke filosofiske
Drama Gesandten fra Jupiter, der i sin Tid
vakte Furore ved Gratisforestillingen hos
Fru Nansen. Hadda Padda er et smukt
Ungdomsarbejde. Vi Mordere og Marmor er
den færdige, fuldmodene Dramatikers Værk.
Carl Gandrup udtalte en Gang, at han som
Dramatiker kun følte én Overmand. Det var
Marmors Digter.
Hvad der imponerer i Marmor, som handler
om en Dommer, der nedlægger sit Embede,
fordi han er kommet til det triste Resultat,
att Dommerens Gerning kun passer for en
Mand, der har tabt Retfærdigheden af Syne,
ligesom Præstens Gerning kun passer for en
Mand, der har tabt Kristendommen af Syne,
er de paradoxale Replikker, de borende
Tanker og de voldsomme Sammenstød baade
mellem Ideer og Mennesker. Den juridiske
Kortsynethed, Afstanden mellem Retten som
Ide — og Retten, praktiseret af de
universitetsuddannede Retsrepresentanter for Lovens
kolde Bogstav, er aldrig ført frem med en
saadan Lidenskabens Ild i Scenens Lys, som
i dette Skuespil. Det maa ikke tages
bogstaveligt saadan, som man heller maa tage
Kaj Munks fængslende Stykke Ordet,
bogstaveligt. Begge Skuespil er Legender, Tanker
der skal sætte Tilskuerens Sind og Hjerner i
Bevægelse, give dem Lejlighed til at gruble
over, om ikke helt andre Forhold, end de
saakaldte »faktiske» skulde være mulige.
Ligesom Kaj Munks Drama bæres frem af en
brændende Religiøsitet, saaledes bæres
Kambans frem af en ligesaa brændende Tro paa
de etiske .Værdier. Robert i Marmor siger:
Jeg har Afsky for denne moderne demokratiske
Mani og de Mennesker, som tror, at man ser Solen
bedre i tusind svage Helioskoper end i eet stærkt.
Jeg talte før om ars vitæ. Jeg var født til at hellige
mit Liv til det at leve, til at kaste den Perle, Naturen
havde givet mig i Arv, og som havde et lyserødt Skær
af Gudernes Visdom, i et Bæger af mørk Vin, og drikke
den opløst. Men tidligt i mit Liv bankede Menneske-
livets Elendighed paa min Dør. Jeg var rigere end
Menneskene, jeg havde større Styrke til at hjælpe.
Og hvad er dens Kamp, der vil, men ikke kan, imod
dens Kamp, der kan, men ikke vil? Jeg rörte ved
Elendighedens Kjortel og brændte mine Fingre for
evigt.
Den stærke Vilje, vi møder hos Menneskene
i baade Hadda Padda, Marmor, Vi Mordere
og Skålholt, stammer fra Eddaen. Den
moderne Aand, Interessen for de psykologiske
Problemer og hele Satiren, som gaar gennem
Stykker som Komplexer og De arabiske
Telte, der nu i omarbejdet Form skal opføres
paa Det kongelige Teater under Titeln
Tidløse Dragter, viser derimod at Kamban har
lært af Ibsens Teknik og af Shaws og Wildes
Ironi. Som Dramatiker har han imidlertid
haft en Skæbne, der kan sammenlignes med
Strindbergs,uden at han dog derfor er nogen
Strindberg. Gesandten fra Jupiter som jeg
anser for et af de betydeligste metafysiske
Dramaer i al moderne Teaterdigtning, faldt paa
Betty Nansen Teatret. Det vil engang
genop-staa og blive bedømt anderledes. Det
rummer dybe og skønne Tanker. Man har kaldt
det udramatisk uden at forstaa, at dets
dramatiske Kraft bestaar i et Sammenstød
mellem Utopiens Verden og den virkelige
Verden. Naar dette Skuespil engang
kommer til sin Ret, har Kamban udtalt, at han
vil skrive et nyt, ætsende satirisk. Det skal
hedde Gesandten fra Mars og være Svar paa
den Modtagelse Gesandten fra Jupiter fik . . .
Jeg aner, at der i Dramatikern Gudmundur
Kamban gemmer sig en ny Teaterdigtning,
som Fremtiden i højeste Grad vil interessere
sig for. Han har saaledes ogsaa talt til mig
om i et stort nyt Stykke ä la Marmor at
veje Nutidens skrøbelige Mennesker paa
Osiris Vægt . . . Kamban har gjort
Indsatser. Man har Lov at vente sig endnu større.
Han er et Overmenneske. En Misantrop
med Nietzsches Trods og Foragt for Løgnen
og Dumheden. Han har endnu ikke naaet
religiøs Afklaring. Men Livets etiske Love
er ham hellige. Vor Tids Ulykke er for ham
Manglen paa Karakterer. Digtningen og
Teatret har for ham en Mission, der gaar
langt ud over det æstetiske. Han har faa
Venner. Men de, som har vundet ham føler
et stort Menneske, gemt i en sej g og
glødende Digterpersonlighed, farlig og dristig . . .
Et nyt Ansigt mellem de, der bliver
staa-ende . . .
30
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
