Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld Elfelt
eller i nogle Strofer om »Sværdet, der er en
Skam»:
Jeg elsker ved jer med en sparet Bølge
af Menneskevaar
de nye Hære, som rastløs hen
over Jorden gaar,
de Hænder, der legende griber om Sværdet
igen engang,
bare fordi de maa. gribe om noget
og mættes med Sang.
Hvert Sværd er de overlevendes Skam.
Vor Haand faldt ned,
hvor vi skulde tømret et klippefast Hus
af beboeUg Fred.
(»Aargang 1902».)
Paul la Cours Vers er Hjernearbejde, Vilje
og Kløgt. Hvis man gider kritisere ham pr.
Statistik, opdager man hurtigt, at Kys
bestandig rimer paa Drys og Gys; Bund paa
Mund; Lyn paa Bryn og Strube paa Grube.
Megen Fantasi har han ikke! Ogsaa Gloen, et
mystisk Ord af eget Fabrikat rimer sig
gentagne Gange —- og en Smule ufrivilligt — paa
Troen og Toen. Desuden møder man uden
synderlig Glæde en Del Gloser: dønnende,
sugende, slugende etc., der forlængst er slidt
til Spaaner af den Johannes V. Jensen, der
spøger og rumsterer lidt rigeligt i Paul la
Cours Vers (»Og man var Barn», »Thøger
Larsen»). Til Gengæld nævnes Gud kun to
Gange paa 147 Sider — og Digterens lyriske
og lidt svævende Bekymring for Europas
Fremtid og den Verden, der ikke vil
Fordragelighed, er en uklar radikal Avisklage
og Medlidenhedspropaganda, der højst kan
glæde syv ældede Provinsabonnenter, der
tilfældigvis ogsaa er Tilhængere af »Bort med
Tobakken» eller »Spis mere Fisk»! Som
Vers-Politiker mangler Paul la Cour baade
Digterens ædle Harme og sine Meningers Mod.
Hvis man tvivler, bør man læse »Det nye Aar»,
det sidste Digt i Alt krcever jeg.
De mest syngende Vers i Paul la Cours
Digtsamling er »1914» og »Rue Dante»,
hvor han mindes Faderens frygtelige Angst
for Krigen og sit første Møde med Glædens
og Armodets Paris. Det er Bogens
smukkeste og mest personlige Digte.
»Rue Dante» er i nogen Grad en Variation
af »Hotellet» i Dette er vort Liv, men dets
mærkelige Musik rører ved en hemmelig
Nerve baade i ham og os — kanhænde, fordi
hans Værktøj snarere er Penslens end
Pennens, og Ordene mere Linie og Lys end Pro-
paganda for et eller andet ubestemmeligt og
»et ydmygt Sind»:
I Rue Dante er der stille, søndagsstille, skønt et Mylder
af smaa, fugletynde Unger ud af alle Porte skyller.
Og de skræver, og de hopper. Tungen buler dem i
Kinden.
I Rue Dante er der Tumleplads for Ungerne og
Vinden.
Og de strider sig mod Paradiset, springer, flyver,
danser.
baskende med tynde Arme, til Rue Dantes Solskin
standser.
Her er alting i Rue Dante, Sorg og Lykke gaar paa Rad,
Armod gaar ved Rigdoms Side, Gry og Aften følges ad.
Her er Vin til tørre Struber, her er Hvile til den
trætte.
Her er Seinens Dyb af Glemsel til den øde og
forgrædte.
Lyset iler paa sin Bane. Solfuld er hver Dag og svimmel.
Lyset favner uden Forskel Menneskenes mørke
Vrimmel.
(»Rue Dante».)
I »1914» forsøger han at fange den Stemning
af Fortvivlelse og Livslede, der ramte hans
Fader i Hjertet »som Pil ved Pil», da Krigen
brød ud — mens Børnene, for hvem
Mobiliseringens Soldater og blanke Geværer var et
spændende Eventyr, »tog sig et gysende Bad
i Sved, Tobak og Mænd». Digtet er en Søns
brændende Bøn om Syndsforladelse:
Jeg husker mig selv i de Vanvidsaar
med blottet Mund
og Tænderne skærpede af en Smerte
uden Bund.
Tilgiv din Søn, som fik Livet krænget
og smudset til
Vi var to blinde Brikker, som sprang
i det store Spil.
For silde er alt, jeg omsider forstaar
og bittert ved.
For silde Angerens brændende Baal
af Kærlighed...
(»1914».)
Paul la Cours Uniform er uforandret, selv
om hans Digte er en Afsked med den Fortid,
der var alt for »billig og let». Han er stadig
mest sikker paa Haanden, naar han glemmer
sine »radikale» Meninger og lader Verset
synge og nynne. . . om Solen, Kvinder,
Kornet og den Blæst, der bølger over Landet
Danmark ved Sommertid.
96
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
