- Project Runeberg -  Ord och Bild / Fyrtioåttonde årgången. 1939 /
98

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Kjeld Elfelt

sled sine Støvlehæle skæve paa Byens onde
Brosten og i de værste Knejper. Det har
sikkert ærgret Sigfred til Gulsot! Han bør
være fredet — indtil videre. Fra i Dag er han
ikke blot Sigfred Pedersen i egen glade Person,
men et helt Orkester: »de fire Sigfreds», der
med en forbavsende Færdighed aflokker
samtlige Instrumenter, lige fra Harmonika
og Fivelin til Tromme, Gong-Gong og
Tingeltangel, de herligste Toner baade i Bas og
Diskant.

Hvad digter han? Lystige Drikkeviser med
en lidt uholdbar, men munter Morale
(»Drikkevise»); Skønsange om Danmarks og Gøgens
kukkende Foraar samt hyggelige
Københavnervers — »Paaskefrokost i det Grønne»,
der ender — og ender godt — saaledes:

End danser Solen ellevild

bag Pinsebøgens Stammer.

Snart stænger Natten, mørk og mild,

for Maanens Sengekammer.

Til Bakkefolket vil vi gaa,

Bjergrutchebanen skal du faa!

Om Livet tar jeg dig, du smaa,

mens lige paa Minutten

jeg kysser dig paa Trutten.. .

og — »sørgelige Viser» om Numismatik i
Jämteland og Kærlighed i Botaniserkassen
eller en ny Ballade fra Hyggerup Arrest om
Fange Nr. 2, hvis

Tøffel har som Undersaal
et gammelt Cykledæk,
der prenter Codan i mit Spor,
ifald jeg løber væk...

Sigfred Pedersen er trods sit krøllede Slips
og de otte Knæ i Bukserne saare elegant som
Versemager. Man morer sig, naar hans Pen
lidt skødesløst, men flot, afslutter den sørgelig
Vise med en Pointe, der bider sig fast som en
Igle. Hvem sætter Livets 9999 tossede
Tossestreger saa bedaarende i Musik? Kun Sigfred
Pedersen og — Johan Herman Wessel! Man
kender dem paa det mesterlige Haandelag
og Humøret. Det kan ikke købes hos
Apotekeren. Det er en sjælden Gave fra Himlen.
Saadan er Sigfred Pedersen, naar han er bedst.

4-

Granit og Dugg, Bodil Bechs nye Vers,
er 38 heftige Natur- og Kærlighedsdigte, der
raser, blæser, piber og stønner som de syv
indespærrede Vinde i Odyssevs Pose.

Bodil Bechs Talent gaar bestandig i Galop
som en Eksplosionsmotor, med Knald og

mange Gnister. Kvinden kunde forsyne
Landet Norge med Temperament og Vikingemod
indtil Aar 2000 — med mindre Digtet »Jordens
Datter», hvor hun meddeler, at »det, der
opretholder mit Liv, er vildt hvislende Lyn,
Dunder og sort Torden», kun er et poetisk
Munds- og Uvejr. Men hvorfor tvivle? Af en
fynsk Digterinde, hvis Hjerne »gror som en
Blomsterhave», bør man ikke fordre Fornuft
og Maadehold, men Poesi. Og Bodil Bechs
Digte er baade lyriske, forelskede og
farve-straalende for — fuld Musik!

Naar hun besynger Lapmarkens blaadisede
Fjelde og rullende Guldsol eller kysser hans
Fingre i Søvne, svæver de skønneste og
særeste Farver for Synet: rødlilla, citrongult,
roligt-blaat, en lakrød Klat i venstre Hjørne
samt Guld og Sølv. Hun har, uden mange
Hæmninger, Kvindens Hunger efter Kulører,
Taarer og Hjertesuk, men selv hendes lange,
urimede Klager bliver ofte til en forbavsende
mild og nænsom Musik:

Og Vindene hujer

og fløjter omkring,

og Vildfugle skriger,

forlokker og klager —

mit Hjerte selv klager

og lokker dig: kom!

og Øret er rødt

paa den Elskte, der sover,

din Aande urolig,

og feberhed Panden —

mit Øre er koldt

i den isnende Blæst —-

hvorfor er det ikke saa rødt som dit?

og hviler paa samme Pude?

(»Ene».)

I de mange kakkelovnshede
Kærlighedsdigte fremviser hun sig selv, baade paaklædt
og uden Figenblad, med en kvindelig
Ublufærdighed, der vilde være lidt for
paatrængende, hvis hendes Ord og Syner ikke sang
sig ind i den syvende Himmel paa Elskovens
og Vanviddets glade Vinger. Forsynet staar
Taaberne bi. . .

Du og jeg

er en Sang, der nynner —

som fint Græs

gror Ordene DU og JEG

viden om os —

som fint Græs bærer de

os, der hviler —

en hvid Arm bag Nakken,

du kære —

et sitrende Smil

mod Nattehimlen

over dit elskede Hoved —

(»Du og jeg».)

98

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 15:23:01 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1939/0122.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free